wave Created with Sketch.
Se alle nyheder
Vintersæsonens første Power Week er i gang og spændingen stiger frem mod weekendens scullerrace i Ringsted

Der er godt gang i aktiviteterne i Danmarks Rocenter, samt de to Talentcentre i Øst og Vest i denne uge. Roerne er nemlig i fuld gang med den første udgave af den træningsevalueringsuge, som har fået navnet Power Week. På lørdag kulminerer den første Power Week, med Haraldsted Sø Scullerrace, hvor over 70 roere er tilmeldt.

Hvad er Power Week?

Intentionen med Power Weeks er der med passende mellemrum imellem træningsblokke integreres kendte programmer og distancer, som kan kvalificere effekten af en træningsperiode. Roere og trænere får herved indblik i om projekter og den enkelte atlet udvikler sig efter planen, eller om der skal tilrettes i træningsprogrammerne.

Sportschef Thor Juul Kristensen ser mange fordele ved den nye tilgang til at teste atleterne:

“Denne tilgang har flere styrker. Vi kan på denne måde bedre følge en atlets individuelle respons på træningen, og opfange hvis en atlet enten træner for hård, for lidt eller forkert. Konceptet om Power Weeks er udviklet i samarbejde mellem landstrænerne, Team Danmark og eksterne kapaciteter indenfor træningsfysiologi heriblandt Joakim Viberg Larsen. I forhold til det gamle format med to årlige testuger, hvor selve testen stod i centrum, vil de nye Power Weeks styrke det pædagogiske aspekt af testning. Det skal synliggøre overfor både træner og atlet, hvordan fysisk kapacitet og fart på vand udvikler sig.”

Der er tale om meget hårde træningsprogrammer på de klassiske testugedistancer 100 m, 1 min, 2 km, 6 km. Men de udføres ikke som deciderede tests, men er indlagt i en regulær træningsuge med 6 ugers mellemrum. Power Weeks skal give roerne evnen til at tilgå præstationsprogrammer på en mere afslappet måde, med fokus på nysgerrighed og egne forbedringspotentialer. Og så vil hver evalueringsuge afsluttes med et race på vand, som tillægges størst evalueringsmæssig betydning.

Stor tilslutning til scullerrace

Og netop race på vand, er det der venter over 70 singlescullerroere på lørdag i Ringsted, hvor den første Power Week afsluttes. Her konkurreres der på 9,5 km i singlesculler på Haraldsted Sø.

Landstrænerne og talentcentertrænerne er enormt glade for den opbakning der udvises til de nye initiativer og regattaformater. Dagen efter Ringsted regattaen udpeges bruttogrupperne til DRC, TCØ og TCV.

I uge 51 roes der igen om kap. Her afvikles Næstved Cup. En regatta i et head-format, hvor alle landsholdsroerne dyster i toere. Hold øje med tilmeldingen, som åbner om kort tid.

Tirsdag har det stået på 6km-test i ergometer for roerne.