wave Created with Sketch.
Se alle nyheder
Den skole Olympiske ild, som den så ud på Østerbro stadion i foråret.

Så er årets skole OL finale skudt i gang i Ceres Park i Aarhus. Finalestævnet forløber frem til og med fredag d. 15. og byder på både atletik, bowling, bueskydning, svømning og selvfølgelig roning. Det er 10. år i træk at skole OL gennemføres og det vokser år for år. Fra DFfR’s side ser vi enormt meget frem til stævnet, hvor antallet af elever, der deltager i roning er markant stigende.

Et flot udvalg af ambassadører vil være med til at sætte rammerne omkring skole OL finalen, og være med til at inspirere de tusinder af skoleelever der deltager. Blandt ambassadørerne er roningen repræsenteret af Aja Runge, der skal være med til at sætte legene i gang torsdag, og Niels Henrik Stene, der skal kommentere på ro-events torsdag og fredag.  Sammen med atleter som Sara Slott og Jonas Warrer, er de med til at sikre at skole OL lever op til de olympiske værdier om færdigheder og fairplay.

Skole OL skydes i gang med 2000 løb

Skole OL i tal
Årets finale er et af landets største sport events for børn og unge. Ikke mindre end 80.000 elever deltog ved de adgangsgivende lokalstævner. Af de 80.000 har 12.000 kvalificeret sig til finalen. Det er 12.000 elever fra 3219 forskellige klasser og 546 forskellige skoler fra hele landet. Til finalen konkurrerer 44 skoleklasser i roning og de udgør til sammen over 1000 deltagende elever. Det bærende element i sådan et stort arrangement er de 600 frivillige, der hjælper til under finalen. De fortjener en stor tak, ligesom de mange frivillige der har været bærende for lokalstævnerne gør det.

Konkurrencen
Eleverne fra 6. klasse konkurrerer i roning torsdag og 7. klasserne fredag. Klasserne stiller op som hold og skal konkurrere mod de andre klasser i 4000 meter stafet. Denne konkurrenceform har vist sig at være en fantastisk måde at omdanne sporten til en holdsport hvor hele klasser kan deltage.

På baggrund af hvad vi har set til lokalstævnerne, kan man helt sikkert regne med at opleve en fantastisk (til tider højlydt) stemning. Klassenernes elever vil være samlet om hver deres romaskine; konstant klar til at overtage næste del af stafetten, til at hjælpe med skiftet, eller klar til at heppe på deres klassekammerater mens de venter på deres tur.

Foto fra lokalstævnet på Østerbro Stadion

Roningens plads i dansk idræt
I DFfR håber vi på at vi i dansk roning kan være med til at give børn og unge nogle fantastiske sportslige oplevelser og på at gøre roning til en synlig og let tilgængelig sport. Forberedelserne op til både lokalstævner og skole OL finalen har været mange, men er blevet veludført. For dette kan vi endnu en gang takke vores mange frivillige, der på denne måde er med til at cementere roning som en medspiller i dansk kultur og idræt.

/ Ole Søgaard