16. November 2025:
Er I klar til vintersæsonen på vand?
- Forside
- Nyheder
- Er I klar til vintersæsonen på vand?

Efteråret er over os, og temperaturerne falder hurtigt. Derfor er det en god idé, at I har forholdt jer til sikkerheden når I ror vinterroning.
Når vandtemperaturen kommer ned omkring 10–12 grader, ændres forudsætningerne for sikker roning markant. Koldt vand, kortere dage og ustadigt vejr øger risikoen – og stiller større krav til både udstyr, planlægning og vurdering af egne evner.
”Det er vigtigt at der er styr på sikkerheden, det gælder både om sommeren, men særligt også om vinteren, i de klubber, som fortsætter med at ro på vandet i de kolde måneder. Hvis uheldet være ude går det hurtigere rigtig galt om vinteren, fordi det er koldt, og det bliver tidligere mørkt.”
Siger formand for sikkerhedsudvalget Laurits Rauer Nielsen.
I vores retningslinjer for sikkerhed (Safety Code) kan du finde en ikke udtømmende liste over vigtige opmærksomhedspunkter når det gælder vinterroning. Der skal skrues op på alle de “fem roråd”, nemlig roernes færdigheder, turplanlægningen, grejets stand, livlinen til land og brug af vesten. Mange stader vælger man at roerne bærer vesten om vinteren, selvom det måske er almineligt bare at medbringe den om sommeren.
Du kan finde vores Safety Code her
Brug vores nye skabelon til at udarbejde en sikkerhedsplan
I efteråret har DFfRs sikkerhedsudvalg udgivet en opdatering af vores skabelon for sikkerhedsplan for roaktiviteter, denne er oplagt at bruge som udgangspunkt for en snak om, hvordan I skal gå til sikkerhed og roning om vinteren i jeres klub.
I kan bruge vores skabelon til at lave en overordnet sikkerhedsplan for jeres roaktiviteter på vandet om vinteren, den kan være et godt værktøj at bruge, hvis I skal have kigget jeres vinterroreglement efter, inden sæsonstart.
Du kan finde og downloade skabelonen her.