9. July 2020:
DRC-roere får økonomisk boost til ekstra OL-forberedelser
- Forside
- Nyheder
- DRC-roere får økonomisk boost til ekstra OL-forberedelser
Af DRC Pressechef Svend Bertil Frandsen
Hos atleterne er der stor glæde og lettelse over, at de med denne økonomiske håndsrækning får ro til at fortsætte deres OL-forberedelser i det ekstra år, udskydelsen af OL har betydet. Frida Sanggard Nielsen og Ida Gørtz Jacobsen, der sidste år var med til at vinde VM-bronze i damefireren og dermed kvalificere båden til OL, får fra september glæde af den ekstra støtte, som ifølge begge falder på et tørt sted.
Havregryn uden mælk
”Jeg er lige flyttet hjemmefra, og for mig betyder det rigtig meget”, siger Frida Sanggaard Nielsen. ”I forvejen ville jeg med den oprindelige støtte jeg fik fra Team Danmark samt SU lige akkurat få mit budget til at løbe rundt. Nu kan jeg slappe lidt mere af rent økonomisk. Hvis jeg lige pludselig ikke får SU, hvis jeg af den ene eller anden grund tager en pause fra studiet eller dropper ud, så giver det en sikkerhed og pusterum at jeg ikke lige pludselig skal leve af havregryn uden mælk fordi det har jeg ikke råd til. Så det har givet et kæmpe boost at få den ekstra støtte”.
Ida Gørtz Jacobsen understreger, at den ekstra støtte gør økonomien til en mindre stressfaktor i hendes hverdag, også selv om hun ikke har lidt nød. ”Den støtte betyder ret meget i forhold til hvilke friheder jeg kan tage mig i hverdagen. Jeg har fået det til at løbe rundt ok, men så skal man også bo lidt billigt og spise lidt mere økonomisk. Nu behøver jeg heldigvis ikke at skulle tænke så meget over at skulle få økonomien til at hænge sammen. Der går en del energi af til den konto. Jeg har ikke manglet noget, heller ikke da jeg studerede i USA, hvor jeg fik SU samt mit stipendie. Men jeg har bestemt ikke levet i overflod. Jeg har fået det til at løbe rundt, men der er ingen tvivl om, at økonomien har været en stressfaktor i det daglige for alle ved at SU´en ikke strækker langt i København.
Ekstra tilskud er ekstra motivationsfaktor.
Både Ida og Frida er stolt over at de økonomisk er blevet betænkt i tider, hvor økonomien er trængt i dansk eliteidræt. ”Det er da utrolig fedt et eller andet sted at vide, at der fra Kulturministeriet og Salling-Fondens side er nogen der tror på mig. Og det er klart, at når man stiller op for sit land, er det da også en stor motivationsfaktor, at give noget tilbage, som har troet på en. Jeg forventer på ingen måde, at der er nogen, der skal bakke mig op mig økonomisk for at jeg kan dyrke min hobby. Men jeg er da glad og meget stolt over, at der er nogen, der ser muligheder i mig til at hjælpe mig økonomisk igennem min karriere”, siger Ida således.
Timingsmæssigt kommer de ekstra midler på det helt rigtige tidspunkt, understreger Frida, der også glæder sig i den symbolik der ligger i den ekstra støtte: ”Vi ror ikke for pengenes skyld. Roning gør bestemt ikke en til millionær, så på den baggrund kommer pengene på et ekstra tørt sted. Det hjælper jo klart, når man ved, at der er mange mennesker, der bakker op om en. At de tror på en, og at de har givet en noget for at man skal give noget igen. Så har man den fornemmelse, at Team Danmark har givet mig noget, som jeg gerne vil give noget igen for”, siger Frida Sanggard Nielsen.
Støtten er gjort mulig med midler fra Salling Fondene og KIRKBI A/S samt en særbevilling fra regeringen. I alt modtager fem drenge og fem piger fra Danmarks Rocenter i dag økonomisk støtte fra Team Danmark.