26. October 2017:
Dansk trio i storform ved Head of the Charles
- Forside
- Nyheder
- Dansk trio i storform ved Head of the Charles
Af DRC Pressechef Svend Bertil Frandsen
Selv om sæsonen for de fleste af landsholdsroerne er gået på hæld på dette tidspunkt, så var der stadig tid til, at en række af dansk roning allerstørste profiler kunne sætte et smukt, smukt punktum for sæsonen i forbindelse med den prestigefyldte Head of the Charles regatta, der fandt sted i den forgangne weekend på den amerikanske østkyst i Boston.
Head of the Charles blev første gang afholdt i 1965 og har siden i mere end 50 år med en deltagerliste på over 11.000 atleter i 1900 både med i alt 61 events blevet et sandt tilløbsstykke i ”Beantown” som den største to-dages regatta i verden.
Fantastisk atmosfære
Amerikanernes uforlignelige evne til altid at tænke stort passer som hånd i handske til store sportsbegivenheder, det så man allerede for en måned siden i forbindelse med VM i Sarasota, hvor deres enorme gæstfrihed og evne til, at gøre sport ”larger than life” dannede fundamentet for et fortrinligt arrangement. Den evne kom igen til udtryk i Boston, hvor perfekte vind-og vejrforhold ikke kun skabte ideelle betingelser for atleterne men også lokkede et rekordstort publikum til weekendens konkurrencer.
”Det var ret vildt, der var en fantastisk atmosfære”, siger Juliane Elander Rasmussen,”Det hele summede bare, jeg har aldrig set så mange folk der før, og jeg blev faktisk lidt nervøs, da jeg skulle starte opvarmningen, man følte sig lidt som en cirkushest”, siger Juliane, der stillede op i Boston for fjerde gang.
At begejstringen var stor for Juliane Elander Rasmussen, ja, det er der så sandeligt ikke noget at sige til for hun fik afrundet sæsonen med en sand perlepræstation på Charles-floden, hvor hun vandt kvindernes letvægssinglesculler foran et så stort et navn som USA’s Emily Schmieg, der som bekendt vandt bronze sammen med Michelle Sechser i kvindernes letvægtsdoublesculler ved VM. Og præstationen var så meget mere imponerende, at det var første gang siden 2009 (bortset fra Luzern i år), at Juliane var tilbage i letvægtssinglesculleren.
En stor sejr
På grund af seedningerne, startede Juliane i 7.position på distancen, der starter fra Boston Universitetets DeWolfe bådhus og snor sig under fem broer før den slutter lige efter Eliott-broen, en distance på omkring tre mil (omtrent fem km.). Roerne sendes afsted med 15 sekunders interval og Juliane formåede at overhale alle både undtagen Schmieg og sluttede i bedste tid (19,18, 091 min.) ca. 25 sek. foran Schmieg, en fantastisk præstation af den erfarne Odder-roer.
”Det var en stor sejr for mig, og en rigtig god afslutning på den her sæson. Jeg fik et boost og en tro på, at jeg kan godt. Selvfølgelig var det ikke et VM eller et OL, så noget af presset var taget af, men jeg viste at der stod 30 supportere, så det var fedt at kunne give dem en sejr”, siger Juliane, der ikke havde de store problemer med at vænne sig til sculleren. ”Jeg manglede lige lidt i Luzern, men da begyndte det at gå godt. Jeg har kunnet bruge meget af den træning, som jeg fik midt på sommeren for ellers var det helt tilbage i 2009, at jeg roede singlesculler. Men jeg kom i rigtig god form i VM-træningslejren og efter at vi kom hjem at begyndte at træne op til testregattaen, har jeg siddet rigtig godt i sculleren”, siger Juliane.
Dansker-duel
I otteren var der lagt op til danskerduel, da Sverri S.Nielsen i sin debut i Boston på et sammensat internationalt hold skulle dyste mod Berkeley Universitetet, hvor Joachim Sutton som bekendt er en af profilerne. Sverri, der jo normalt ellers altid ror med to årer, var blevet sat sammen med et sandt kræmmerhus af store navne som f.eks. verdensrekordholderen Robert Manson (NZE), OL-sølv-vinderen Damir Martin (CRO) og U23-verdensmesteren Tim-Ole Naske (GER), som han dannede også par med i dobbeltsculleren ved stævnet.
Der sad så meget kvalitet i den båd, at Sverri under de gunstige forhold sammen med resten af besætningen var med til at sætte løbrekord med tiden 13.30 min., hvilket dog stadig ”kun” rakte til en andenplads eftersom Joachim Sutton sammen med besætningen fra Berkeley roede tre sekunder hurtigere. I det hele taget en fremragende præstation af de to danskere.
”Det var sjovt at få lov til at ro mod Joachim, og i det hele taget en fed oplevelse, at få lov til at være med herovre. Jeg havde visse problemer med at skulle vænne mig til at ro med én åre, men alt i alt var jeg godt tilfreds med min præstation”, sagde Sverri efterfølgende.