31. May 2025:
Dansk ro-sensation ved EM: Dametoer overrasker med flot femteplads – Herrefirer vinder B-finalen
- Forside
- Nyheder
- Dansk ro-sensation ved EM: Dametoer overrasker med flot femteplads – Herrefirer vinder B-finalen
Efter en længere pause fra international konkurrence markerede Marie Skytte Hauberg Johannesen (Roskilde Roklub) og Julie Holst Poulsen (Odder Roklub) deres comeback med manér. De to roere leverede en stærk finalepræstation i dametoeren og sluttede som nummer fem i Europa. Med en tid på 6:59,41 minutter var de blot fire sekunder fra bronzemedaljerne i et løb, hvor de fra en svær yderbane formåede at holde spændingen intakt hele vejen.
Resultatet kommer efter kun 14 dages træning sammen i toeren, efter en forårssæson i singlesculler og pausen efter OL. Den markante fremgang siden de indledende heats lover godt for resten af sæsonen.
Herre 4-
Også den danske herrefirer viste stærke takter. Kaare Mortensen, Christian Søndergaard og Magnus Valbirk (alle fra Holstebro Roklub) samt Bastian Secher (Roskilde Roklub) leverede et teknisk solidt og taktisk veldisponeret løb i B-finalen. Holdet kom med stor revanchelyst efter et lidt skuffende indledende løb, hvor båden på de sidste 1000 m tabte fart og rytme.
I dagens finale holdt danskerne alle aftaler og satte ind med en kraftfuld spurt, hvor de passerede det britiske hold og sikrede sejren i B-finalen. Dermed slutter fireren som nummer syv ved europamesterskaberne – en flot afslutning og en opmuntrende indikator på holdets potentiale frem mod resten af sæsonen
Følg Frida live
I morgen ser vi frem mod Frida Sanggaaard Nielsens finale i singlesculler. Denne afvikles kl. 11:13 dansk tid og kan følges på World Rowings live video-stream.