29. May 2025:
Dansk rekord i damesculler ved 1. dag af europamesterskabet i roning 2025
- Forside
- Nyheder
- Dansk rekord i damesculler ved 1. dag af europamesterskabet i roning 2025
Oversigt over de danske hold til start ved EM i Plovdig, Bulgarien 29. maj til 1. juni 2025
Dametoer (W2-):
Herrefirer (M4-):
Herresculler (M1x)
Damesculler (W1x)
Status efter 1. konkurrencedag ved EM (29/5-2025)
For første gang i 8 måneder mødes den internationale elite til kaproning. Danmark stiller ved EM med 4 hold, to damebåde og to herrebåde. I dagens indledende løb har vi for første gang stiftet bekendtskab med et progressionssystem, hvor sluttider og ikke alene heatplaceringer har afgjort hvordan holdene avancerer. Det har betydet at alle har roet fuld kraft. Med usikkerheden om vindforholdene ændrer sig mellem heatene har vi alle spændt set frem konsekvenserne af dette. Og Plovdiv har netop i dag virkelig givet vind i håret, med en jævn til hård vind skråt ind bagfra på banen.
I herrefireren deltager 12 nationer ved EM, derfor handlede indledende løb om at fordele mandskaberne i A- og B-finalerne. Den danske båd fik et løb der var delt på midten. Efter et udlæg og en 2. 500 m hvor rytmen var god og effektiv, faldt tingene fra hinanden ved halvvejsmærket. Holdet var med helt oppe og lignede længe at kunne gå i A-finalen. Med krav om at blive 1 eller 2 for direkte avancement, eller alternativt slutte med enten 1 eller 2 hurtigste tid bland ikke avancerede hold, forpassede vi desværre chancen for at ro med om medaljerne på lørdag, hvor B-finalerne venter.
Dametoeren med Marie Johannesen og Julie Poulsen gav den én over nakken i dag. Uimponeret og stensikkert byggede de bare mere og mere fart på, efter et kontrolleret udlæg. Der er i alt 11 nationer i denne bådklasse og derfor handlede det for Marie og Julie om at blive 1 eller 2, eller slutte med den hurtigste eller anden hurtigste heattid for at kvalificere sig til finalen. Det lykkedes og vi ser frem til en A-finale i weekenden.
Oppe imod 23 nationer i herresculleren var kravene til Aksel Dybdahl Poulsen at blive enten 1 eller 2 i sit heat, og alternativt blandt de 4 hurtigste blandt de ikke avancerede hold. Aksel Dybdahl Poulsen lavede et vildt udlæg og var blot 1,8 sekund efter den olympiske sølvmedaljevinder fra Hviderusland. Herefter faldt farten på midterstykket for meget til at komme blandt semifinalisterne. Men en personlig rekord rigere og en indsigt i at der skal bygges mere dieselmotor i benene, ser Aksel frem til at ro C-finale i morgen.
Frida Sanggaard Nielsen er oppe imod 16 øvrige nationer, heriblandt olympiske medaljetagere og finalister fra VM og EM fra tidligere år. Med dette som hendes første internationale optræden i singlesculler har det derfor været vanskeligt at gætte på, hvor i feltet Frida ville placere sig. Nu har vi første indikation, og den er meget positiv. I en vanvittig hurtig tid og dansk rekord, laver Frida den anden hurtigste tid af alle i dagens indledende. Hun er derfor sikkert i semifinalen.