28. June 2023:
Danmark dejligst til Det sydfynske øhav 2023
- Forside
- Nyheder
- Danmark dejligst til Det sydfynske øhav 2023
Af roerne Dorthe Lykke, Kirsten Schnabel og Helle Jessen fra tur 1.
Turen blev afholdt to gange med 24 roere pr. hold. Det var roere fra hele Danmark.
Vi blev indkvarteret i ”Bittenhus”, en lejrskole nær Fjællebroen. Nogle af bådene var blevet kørt hertil, andre blev roet hertil af roere fra de nærliggende roklubber. De blev og spiste med den første aften, lækker chili con carne.
Næste dag stod vi op 6.45, og kl. 9 var alle 8 både på vandet. Vi roede til Skarø, hvor de havde lækker hjemmelavet is. Bagefter roede vi til Drejø, hvor vi spiste vores madpakker. På tilbagevejen til Nakkebølle fjord, roede vi forbi Avernakø.
Da vi kom hjem og havde fået landgangsøl, gik madholdet i gang med at lave aftensmad.
Næste dag var vi klar til at ro ud kl. 8.30. Vi roede til Fåborg, hvor vi lagde til ved Fåborg roklub. Her hjalp nogle lokale Fåborgroere os med at få bådene på land, da der ikke kunne ligge 8 både fortøjret. Nogle gik op i den hyggelige gågade og købte is, andre drak kaffe på roklubbens tagterrasse. Derefter roede vi ud forbi Knolden og skråede over til Lyø, hvor vi gik i land på stranden og spiste madpakker og badede. Vi roede forbi Bjørnø og langs kysten tilbage. Der begyndte at tordne og regne inde over land og den sidste del af turen blev et kapløb med tordenskyen.
Sidste dag gik turen rundt om Avernakø, hvor vi gik i land og spiste madpakker. Flere så en havørn over øen. Vi gik en tur ind på øen, hvor vi købte is. Flere af turdeltagerne havde et øpas med, der skulle stemples på de forskellige øer.
På vejen hjem tog nogle af bådene en lidt længere tur rundt om Svelmø for at komme op over 100 km for turen i alt.
Det har været en fantastisk tur. Selvfølgelig gjorde det gode vejr oplevelsen særlig stor. Det var spændende at komme ud i et fremmed farvand og møde roere fra andre klubber og få inspiration til fremtidige ture og få udvekslet tips og tricks til roning generelt.
En stor tak til Lise og Allan for deres enorme indsats ved både planlægning og afvikling af disse ture.
Arne Ladegaard fra Herning Roklub har lavet denne fine film fra tur 2.
(ser du videoen på en mobilenhed, kan du med fordel trykke på titlen i øverste, venstre hjørne for at se videoen direkte på YouTube)
Vil du læse en beretning fra tur 2, fra Aalborg Roklub så kan denne findes via link i højre side / i bunden af siden her.