wave Created with Sketch.
Se alle nyheder
Casper Lindballe fortsætter sit arbejde med U23-herregruppen i en mere officiel rolle som transitionstræner i Talentcenter Øst fra 1. oktober 2025

Midt på sommeren gik jagten ind på at finde en ny transitionstræner til Talentcenter Øst (TCØ). Søgningen er nu overstået, og valget er faldet på ham, der trådte til da U23-herregruppen først på sommeren, pludselig manglede en træner, nemlig Casper Lindballe.

Har selv lige været der

På rekordtid tog Casper Lindballe i juni, en beslutning om at træde til og hjælpe U23-herregruppen som træner, og nærmest lige så hurtigt fik han skabt et godt samarbejde med roerne i gruppen.

Det lå ikke i kortene, at det var på trænersiden, at Casper skulle slå sine folder i elitesporten, men det har givet ham en mulighed for at fortsætte, da sygdom satte en stopper for, at han kunne fortsætte bag årerne:

”I februar blev jeg selv nødt til at stoppe med at ro på grund af sygdom, der blev det hele lidt ’taget fra mig’, så jobbet som transitionstræner giver mig mulighed for at fortsætte i elitemiljøet. Et miljø som jeg godt kan lide og som jeg synes er enormt interessant.”

I 2022 sad Casper på den BM4-, som repræsenterede Danmark ved U23 VM i Plovdiv, Bulgarien

Under årets U23 VM og EM, har han fungeret som træner for de enåres-herrebåde, som har været til start, dette blev samtidig også hans to første mesterskaber med en trænerakkreditering, fremfor en som atlet.

For siden 2016 har Casper Lindballe gentagende gange været en del af et dansk ungdomslandshold og det er de erfaringer, han vil bruge som afsæt ind i trænerrollen:

”Jeg har selv lige været igennem alt det, jeg nu skal prøve at hjælpe andre med at komme igennem. Så jeg kan bruge mine egne oplevelser og erfaringer som grundlag. Min tilgang har hele tiden været at prøve at være den bedste træner, jeg selv ville ønske jeg havde haft. Jeg har haft mange gode og forskellige trænere gennem min egen tid som roer – og dem kan jeg lære af, men jeg skal også danne min helt egen stil.”

Noget af det Casper Lindballe bl.a. skal arbejde med, er at hjælpe atleter med en god og tryg overgang fra ungdomsroning til seniorelite.

Til både U23 VM og EM, var Casper træner for enåres-herrebådene, her står han med EM BM2- drengene, Leander og Tobias.

Fortsætter arbejdet og får flere nuancer på

Arbejdsopgaverne som transitionstræner bliver mange og forskelligartede. Udover planlægning, samt træning af roerne i U23-herregruppen, så skal Casper Lindballe også have fokus på at understøtte atleternes helhedsudvikling gennem bl.a. samtaler, alt sammen noget han glæder sig til at komme i gang med:

”Gennem sommeren har jeg trænet U23-herregruppen, men det var mest bare træning. Der var ikke samtaler, træningsplanlægning og tid til at gå i dybden med det tekniske, så det glæder jeg mig til også at få med i arbejdet.”

Fortæller Casper Lindballe og fortsætter:

”Jeg har en nysgerrighed og jeg vil gerne atleterne og samarbejdet med dem. Gennem sommeren har jeg oplevet, at jo mere jeg inkluderer dem i processen, jo mere ansvar tager de også selv. De skal se mig som en facilitator, jeg kan være med til at skabe rammerne for deres udvikling og facilitere dem, men de skal selv gøre det hårde arbejde.”

1. oktober 2025, tiltræder Casper Lindballe officielt i stillingen som Transitionstræner i Talentcenter Øst, her skal han samarbejde tæt med de andre trænere i Danmarks Rocenter. Derudover, så fortsætter han hans kandidatstudier i Byggeteknologi på nedsat tid.