wave Created with Sketch.
Se alle nyheder
Danmark fik en næsten perfekt start på EM i Tjekkiet, da landsholdet fredag indkasserede to finalepladser og tre semifinaler på en dag hvor vejret skabte næsten ideelle vilkår for roerne.

Af DRC Pressechef Svend Bertil Frandsen

Danmark har i alt seks både med ved EM. Læs alt om, hvordan landsholdsroerne gjorde det i de individuelle bådtyper.

M1x: 
Sverri S.Nielsen (DSR) har i vinterens løb både i forbindelse med indendørs-EM og VO2-max test hos Team Danmark produceret nogle imponerende watt i ergometret. Udfordringen er så nu for den brølstærke færing, at få overført de watt til fart på vandet og der har Sverri bedømt på formiddagens indledende løb stadig et stykke vej endnu. Allerede tidligt i løbet stod det klart, at Sveri ikke ville være i stand til at følge franskmanden Hugo Boucheron eller schweizeren Nico Stahlberg, der endte på de første to pladser. Og da kun én båd ville kvalificere sig direkte videre til semifinalen, blev der formentlig sparet en smule på kræfterne i den danske båd for at være klar til opsamlingsheatet senere fredag. Den strategi syntes, at virke, da Sverri fredag eftermiddag førte fra start til slut i kamp med Hviderusland, Finland og Spanien. To både ville kvalificere sig videre til semifinalen, og det stod hurtigt klart, at Sverri ville sætte sig på mindst en af de klasser med masser af luft ned til konkurrenterne.

Samlet resultat (opsamlingsløb)
1) Sverri S.Nielsen, 7,06,96 min
2) Stanislau Shcharbachena (BLS), 0,21 sek. efter
3) Robert Ven (FIN), 6, 45 sek. efter

LW1x:
Aja Runge Holmegaard (Roskilde) har gennem vinterens løb været generet af en ribbensskade, der forsinkede hendes forberedelser til sæsonen. Det tog hende omkring tre måneder at blive skaden fuldstændig kvit, men siden er der blevet trænet for fuldt blus i letvægtssinglesculleren, hvor hun gjorde det så fremragende sidste år. Aja fik også en godkendt start på EM i Tjekkiet, da hun med relativt pæn afstand til konkurrenterne tog andenpladsen i fredagens indledende heat og dermed bookede sin adgang til semifinalerne på førstedagen af stævnet i Racice.

Samlet resultat:
1) Denise Walsh (IRE), 7,44, 95 min
2) Aja Runge Holmegaard, 4,64 sek. efter
3) Joanna Dorociak (POL), 5,05 sek. efter

LM2x:
Det ville nok være en smule for meget at forvente, at Emil Espensen (DSR) og Mathias Larsen (Bagsværd) skulle kunne gøre sig i selskab med Frankrigs olympiske mestre Pierre Houin og Jeremy Azou i fredagens indledende heat. Emil og Mathias er først blevet sat sammen i foråret og har skullet vænnet sit til hinanden og ikke mindst at ro med to årer. På den baggrund var forventningerne til parret heller ikke store før deres internationale ilddåb ved EM. Sejren fik de heller ikke i indledende heat, hvor kun vinderen gik videre, men Emil og Mathias roede sig ind på en bestemt godkendt tredjeplads efter Frankrig og Spanien, og det gav forhåbninger om, at parret senere fredag kunne kvalificere sig til semifinalen i opsamlingsheatet. De forventninger blev indfriet, da Emil og Mathias sluttede på andenpladsen efter Tjekkiet  i opsamlingsheatet i et løb, der blev afgjort, da danskerne trak fra Tyrkiet ca. midtvejs i løbet.

Samlet Resultat (Opsamlingsløb)
1) Jiri Simanek/Miroslav Vrastil Jr (CZE), 6,29, 86 min
2) Emil Espensen/Mathias Larsen, 1,43 sek. efter
3) Huseyin Kandemir/Enes Kuskum, 8, 07 sek. efter

W2-
Efter at Anne Dsane Andersen valgte at stoppe karrieren efter den flotte bronzemedalje i Rio, har Hedvig Lærke Berg Rasmussen (DSR) fået en ny makker i skikkelse af Christina Juhl Johansen (Odense). Og efter en indledende periode, hvor parret skulle forsøge at få en fornemmelse for hinanden i båden, er samspillet langsomt begyndt at fungere for parret, som ved EM har set frem til at få det første signal om, hvor langt det kan bære. Og der er al mulig grund til at være optimistiske på parrets vegne for Lærke og Christina var fuldstændigt uimodståelige i deres indledende heat mod Spanien og Italien og roede sig med længder i finalen. Tilmed satte parret samlet bedste tid af alle i de to indledende løb lidt mindre end fem sekunder foran Storbrittaniens Karen Bennett og Holly Norton, som vandt det andet heat.

Samlet resultat:
1) Hedvig Lærke Berg Rasmussen/Christina Juhl Johansen, 7,21,72 min
2) Georgia Pelacchi/Ludovica Serafini (ITA), 14, 54 sek. efter
3) Valeria Palma Vellejo/Maria Ortiz Fernandez (ESP), 19, 12 sek. efter

W1x
Fie Udby Erichsen tog en pause på lidt over fire måneder efter OL, og har siden arbejdet gradvist på, at komme tilbage til sit før så suveræne niveau. I forårets første træningslejr i Portugal viste hun meget flot form og havde fin fart i båden. Desværre blev båden stået i stykker, mens den var bundet i et blæsevejr og i Fies næstnyeste båd, har balancen drillet hende lidt, og det var dermed med stor spænding at Fie gik ind til fredagens indledende heats. Her var der dog absolut ingen slinger i valsen, også selv om Fie var kommet i heat med Hvideruslands 44-årige tidligere olympiske mester Ekaterina Karsten. Fie førte fra start til slut og kunne glæde sig over, at hun endda kvalificerede sig til finalen i bedste tid.

Samlet resultat:
1) Fie Udby Erichsen, 7,40, 85 min
2) Ekaterina Karsten (BLS), 4,32 sek. efter
3) Roos De Jong (HOL), 5.41 sek. efter

LW2x
Nye konstellationer er gennem vinteren og foråret piblet frem i Danmarks Rocenter. Blandt dem har man bl.a også kunne finde Juliane Elander Rasmussen (DSR) og Mathilde Persson (Bagsværd), der har afløst Anne Lolk (der sluttede karrieren efter OL) som Julianes nye makker i letvægtsdoublesculleren. Persson har i forårets træningslejre suget til sig af Julianes massive erfaring og EM har været imødeset med stor spænding i forhold til parrets mulige videre færd mod Tokyo. Fredag ville kun vinderen gå videre fra et heat der bl. a talte Hollands olympiske mester Ilse Paulis og U23-verdensmesteren i letvægtssinglesculler, Marieke Keijser. Danskerne kunne heller ikke gøre sig gældende i heatet, hvor Italien sammen med hollænderne dominerede gildet fra start til slut. Danskerne sluttede på fjerdepladsen og skal nu lørdag ud i opsamlingsheat for at nå finalen.

Samlet resultat:
1) Valentina Rodini/Federica Cesarini (ITA), 7,09,00 min.
2) Ilse Paulis/Marieke Keijser (HOL), 0,86 sek. efter
3) Frederique Rol/Pauline Delacroix (SUI), 11, 69 sek. efter
4) Juliane Elander Rasmussen/Mathilde Persson, 21, 26 sek. efter