23. September 2017:
Stort dansk VM-medaljehåb nedjusterer forventninger efter rygskade
- Forside
- Nyheder
- Stort dansk VM-medaljehåb nedjusterer forventninger efter rygskade
Af DRC Pressechef Svend Bertil Frandsen
Fie Udby Erichsen må formentlig kigge langt efter en podieplads, når det danske landshold i roning søndag for første gang sætter årene i vandet ved VM i Sarastota, Florida. Fie fik ca. en uge før landsholdets rejse til træningslejren i Clermont et alvorligt hold i ryggen, som har sat hende så langt tilbage i finpudsningen af formen, at en medalje forekommer urealistisk. Fie har efter OL i Rio haft VM i Sarasota som sit mål til at genvinde sin plads blandt verdens allerbedste. Men den målsætning bliver svær at opfylde efter rygskaden, som efter al sandsynlighed sender nordjyden ud af kapløbet om medaljerne.
”Jeg skal være glad, hvis jeg kommer i en semifinale, og det er det, der er udgangspunktet. Og det er selvfølgelig sindssygt ærgerligt fordi jeg følte, at formen var så god, at en finaleplads ville have været inden for rækkevidde. Og i en finale ville alt kunne ske”, siger Fie Udby Erichsen, der naturligvis græmmer sig over uheldet. “Det er en fuldstændig anderledes optakt end jeg havde forventet. Det er som om jeg har slukket på kontakten, altså for hele kroppen, så jeg kan ikke styre min krop, som jeg er vant til, og det er meget frustrerende”, siger Fie.
Det er selvfølgelig utroligt for Fie”, siger træner Mads Haubro. ”Hun fik et hold i ryggen på et tidspunkt, hvor hun var ret træt og lavede tung styrketræning. Hun har blot roet de sidst tre-fire dage, så hun er forståeligt ret rusten. Vi skulle have brugt træningslejren til at få hende til at sidde rigtigt i yderpunkterne, få hende op i tempo og i det hele taget finpudse teknikken, men alt det har desværre ikke været muligt”, siger Mads Haubro, der endvidere fortæller, at Fie vil gå mere træt ind til VM end vanligt fordi hun i slutfasen grundet timingen af skaden på ukarakteristisk maner har trænet hårdt i de sidste dage op til stævnet.
Forholdsvis ungt og urutineret mandskab
Efter at en række af landsholdets tidligere store profiler har sagt stop, er det et forholdsvis ungt og urutineret mandskab, som ved VM i Sarasota skal forsøge at tage første skridt i forberedelserne mod OL i Tokyo. Der er store forhåbninger til Hedvig Lærke Berg Rasmussen, der sammen med Christina Juhl Johansen har sat barren højt trods deres nye samarbejde med medaljer i deres første to internationale regattaer. Desuden er der meget stor spænding om Sverri S. Nielsen formår at følge op på sin superflotte finaleplads i Luzern samt hvor langt den nye tunge danske firer med Joachim Sutton (Roskilde), Tøger Berg Rasmussen (DSR), Tobias Kempf (Odense) og Steffen Bonde (Odder) er kommet i deres udvikling
Finn Trærup-Hansen, Dansk Forening for Rosports nye sportschef, ser fortrøstningsfuldt frem mod mesterskaber trods de gener, som orkanen Irma skabte for landsholdet.
”Dansk roning tager naturligvis til VM med en målsætning om at hente en eller flere medaljer med hjem til Danmark. Vi deltager med et hold uden den samme mesterskabsrutine i bagagen, som almindeligvis kendetegner VM-mandskaber. Ca. halvdelen af holdet har ikke været til et VM før og kun tre roere har OL-erfaring. Det bliver interessant at følge, hvordan især debutanterne klarer sig under deres føres internationale mesterskab. Ved afrejsen til Florida var der generel tilfredshed hos trænere og roere med de grundlæggende forberedelser. Orkan Irma og uroligt vand i træningslejren har dog medført en forståelig usikkerhed om, hvor man står formmæssigt.”, siger Finn Trærup-Hansen .
Landsholdet stiller op i otte bådklasser:
LW2x: Juliane Elander Rasmussen (odder) og Aja Runge Holmegaard (Roskilde)
M1x: Sverri S.Nielsen (DSR)
W1x: Fie Udby Erichsen (KVIK)
M2-: Christoffer Kruse (DSR) og Peter Holmquist (Lyngby)
W2x: Mette Dyrlund (DSR) og Anne Larsen (Odense)
M4-: Joachim Sutton (Roskilde) Tøger Berg Rasmussen (DSR), Tobias Kempf (Odense) og Steffen Bonde (Odder)
LM2x: Emil Espensen (DSR) og Mattias Larsen (Bagsværd)
W2-: Hedvig Lærke Berg Rasmussen (DSR) og Christina Juhl Johansen (DSR)