Stærk vind på Bagsværd Sø og mindre favorable startpositioner gjorde det svært for det danske landshold
Af DRC Pressechef Svend Bertil Frandsen
Med seks danske både i finalerne, højt solskin og en boomende tilskuerinteresse var der på forhånd lagt op til en sand dansk festdag på en søndag, hvor det sidste kapitel om EM i Brandenburg skulle skrives. Og med to sølvmedaljer i bagagen kunne det danske landshold bestemt ikke være utilfredse, da de søndag eftermiddag igen satte kursen mod Bagsværd. Men det kunne såmænd være blevet til endnu mere, hvis den kraftige østenvind, der gennem hele stævnet havde været til stor gene, havde besluttet sig for at holde søndagsfri. Det gjorde den desværre ikke, og dermed blev banefordelingen, som så ofte set før helt vital for præstationerne. Det vil sige, at de danske roere, der fik tildelt bane 6 tættest på tribunen var prisgivet, når slaget skulle slås.
Forbilledlig form
De danske højdepunkter på dagen stod Emil Espensen(DSR)/Jens Vilhelmsen (Bagsværd Roklub) i LM2- og Aja Runge Holmegaard (Roskilde Roklub) i LW1x for. Emil og Jens viste forbilledlig form ved overraskende at snuppe sølvet efter englænderne Sam Scrimgeour/Joel Cassels mens Aja fortsatte de positive takter fra World Cuppen i Luzern sidste år, hvor hun vandt bronze ved at besætte andenpladsen efter tyskeren Anja Noske. Trods sølvet mente Emil dog, at parret stadig har en del at lære: “”Vores løb gik nogenlunde som vi havde aftalt. Det var rigtig svært vand allerede, da vi roede. Men heldigvis var det ikke blæst så meget op som senere på formiddagen. De sidste 500 kom vi stærkt. Så nu skal vi hjem og blive bedre på midten”, sagde han efter finalen.
Aja mente, at sidevinden havde været til hendes fordel: “Løbet var præget at svær sidevind, men jeg har trænet i lignende forhold derhjemme og var ikke så nervøs for det. Men det er svært at ro godt i den slags vejr, og det handlede om at holde hovedet koldt og udnytte, når de andre fik dårlige tag. Jeg havde stor tillid til min udholdenhed på de midterste 1000m, så udfordringen i dag var især at komme godt fra start og så forsøge at spurte godt. Det sidste lykkedes ikke helt”, sagde hun efter løbet.
Flot punktum
Derimod blev søndag en dag til glemmebogen for de roere, der sidste år kvalificerede tre danske både til OL. Fælles for dem alle var, at de fra start var blevet tildelt mindre favorable startpositioner. Det var bestemt en del af årsagen til, at Anne Dsane Andersen (KVIK)/Hedvig Lærke Berg Rasmussen (Bagsværd Roklub) (i W2x) og Juliane Elander Rasmussen (Odder Roklub)/Anne Lolk (DSR) (i LW2x) begge måtte nøjes med femtepladser. Også Guldfireren med Kasper Winther Jørgensen (Rosklide Roklub), Morten Jørgensen (Næstved Roklub), Jacob Barsøe (Roskilde Roklub) og Jacob Søgaard (Bagsværd Roklub) se sig henvist til en lidet flatterende sjetteplads i A-finalen, hvor vejrliget bestemt ikke var til deres fordel i den tunge vægtklasse. Også Sverri S.Nielsen (DSR) (i A-finaen i M1x) samt EM-debutanterne Emma Kiehn (DSR)/Astrid Steensberg (Sorø Roklub) (i B-finalen i W2x) endte på sidstepladsen i deres respektive finaler.
Det var dog en glad sportschef Lars Christensen, der kunne sætte punktum for EM med disse ord. “Med seks både i A-finalerne har det været et meget tilfredsstillende stævne og der har været mange positive ting, at skrive hjem om. Det har været meget opløftende, at se, at vores roere form-mæssigt er der, hvor de skal være, iblandt dem, de roere, der skal til OL. Jeg ærgrer mig dog over den meget kraftige vind, som skabte meget unfair konkurrenceforhold for tre af vores finalister. Ellers ville vi have set nogle helt andre resultater. Men alt i alt kan vi være meget tilfredse med de danske præstationer hernede, slutter Lars Christensen.