29. September 2024:
Beretning fra en rotur på Seinen
- Forside
- Nyheder
- Beretning fra en rotur på Seinen
Hvert år afholdes der en robegivenhed på Seinen i Paris, her deltager langt over 1000 roere fra forskellige lande i en stor rotur på ca. 28km gennem den ikoniske hovedstad i Frankrig. I 2024 deltog to bådhold fra Danmark, for første gang. Herunder kan du læse deres beretning fra en tur med mange oplevelser.
Tekst af Kirsten Dinesen, billeder fra deltagerne på turen
Det tager sin tid at få 267 outriggere, 4 med styrmand, i vandet og op igen. Det var sjovt nok en af de store oplevelser ved at ro, som de første danske deltagere, i den 39. udgave af Traversée de Paris et des Hauts-de-Seine en aviron – der mere mundret betyder: Kryds Paris i robåd. I bådkøen fik de to danske både set og talt med naboer fra hele Frankrig, 34 tyske både, 11 hollandske samt både fra Schweiz, Storbritannien, Belgien, Catalonien og Italien.
Ruten gik fra Pont de Sevres op ad Seinen, hvor vi passerede Eiffeltårnet, Louvre og Notre Dame for at runde Ile Saint-Louis og dermed retur. En tur på ialt 28 km. Jens Hoff-Lund fra Holte Roklub havde sørget for at leje bådene af arrangøren, den lokale roklub, Aviron Boulogne 92. Bådene var en Youlette, en outriggere/gig, der er meget anvendt i Frankrig. Årerne var såkaldte small full blade, dvs. relativt små åreblade. En alt i alt fin og enkel båd – dog med et noget svagt ror.
Vi mødte alle de 1345 roere til en kop kaffe og en croissant fra kl. 5.30. I mørket fandt vi vores både som de først ankomne danskere havde rigget til dagen før. Duggen var faldet tungt, men vi fandt lidt klude, så vi kom tør-rumpet i bådene. De blev kørt på en “chariot”, en lille vogn og båret ned ad en stejl rampe for dernæst at blive lagt i vandet. Så var det ellers “embarkement” og ud på vandet hvor vi fik finjusteret indstillingerne og set de andre an. En smuk men kold oplevelse, hvor vi sad stille i 45 minutter og så solen stå op.
Klar til afgang
Da signalet til afgang gik, kom alle, især Eva Moestrup fra Gefion, der tog den første tjans som styrmand, på hårdt arbejde. Vi var blevet rådet til bare at lade os falde ned i feltet. Et godt råd. Seinens vand blev pisket hvidt af ivrige besætninger, der ikke var blege for en gang åre-fletning. Der blev råbt “attension” mange gange og returneret med løftede franske skuldre og måske et lille “pardon”. Midt i dette tumult lagde den anden danske båd, bemandet med et par kaproere, anderledes hårdt fra og kom op i den første tredjedel af feltet.
Vi faldt derefter ind i en rolig rytme og nød synet af Paris fra vandsiden. Det var aftalt, at to roere, Eva Moestrup, Gefion og Lene Naver, Holte, var styrmænd. I årene var desuden Hans Erik Vilholm fra Hellerup, Jens Hoff-Lund og Kirsten Dinesen fra Holte.
I vores anden båd havde vi Pia Klingenberg Haussmann, Cecilie Foss Keincke, Frank Klingenberg Haussmann fra Odense samt fra Dragør Mikkel Hemmingsen og Marlene Sander.
Vi rundede Ile Saint Louis
Strømmen oplevede vi som rimelig på vej op, men enkelte steder omkring bropiller var der kraftigere strøm. Bølger var der også, både store bølger fra følge- og sikkerhedsbådene, der svingede frem og tilbage mellem flodbredderne. Turen hjem gik lettere og hurtigere, hjulpet af strømmen.
Vi nød turen så meget, og blev forsinket af et teknisk uheld (en spændholt var defekt), at vi venligt og bestemt blev bedt om at sætte farten op, da vi nåede Pont de la Concorde. Vi var vidne til at 20-30 både blev bedt om at vende om. På vej retur til Sevres kunne vi se fyldte turistbåde og store industri pramme ligge parat til afgang, så snart de sidste robåde havde passeret. Seinen var lukket for anden sejlads til 11.30.
Turen endte i en solbeskinnet båd-kø med franskmænd, hollændere og andre godtfolk. Efter båden var kommet på plads, var der god frokost og en flaske vin pr. båd. Efter båden var afrigget, slentrede vi trætte hjem til hotellet. Især Hans, der havde taget de 28 km med en skævt spændholt, var øm.
Forberedelser
Vi var rimelig godt forberedt, med fælles træningsture i Kalundborg og Københavns havn. Det er klart at jo mere “samroet” besætningen er, jo bedre. Vi havde trænet kommandoer men den megen støj fra andre både og byen gjorde det svært for 1 og 2 at høre kommandoerne. Der skal virkelig råbes højt.
Comme les Francais
Jens, Lene, Hans og Eva var ude at ro med klubben både fredag og lørdag. Klubbens medlemmer var enestående gæstfri og tog den danske besætning med i et par af de ugentlige ro-med for motionsroere. Ro-stilen er helt anderledes end i Danmark. Der er en klar pause, når man sidder med strakte arme, altså 1-2-3-4 rytme, som mange kender fra ergometertræning. Vi havde trænet en lidt hurtigere 1-2-3 rytme. Vi oplevede den franske måde som lidt langsom, men også mere skånsom, fordi man får et sekund til at hvile benene.
Næste år – 2025
Der er 20 både, der kan lejes, og man kan desværre ikke booke dem, før de bliver lagt på nettet. Jens Hoff-Lund var kvik ved tasterne og fik booket to både i 2024. Om vi er lige så heldige næste år, må tiden vise – for flere vil gerne afsted. For at ro gennem Paris er både fantastisk oplevelse – og en vidunderlig undskyldning for at komme til den smukke by.