En drøm og en satsning: Sådan kom Drømmeotteren til OL

Af Brian Martin Rasmussen | Billeder: Balint Czucz

Selvom dansk roning måtte tage til takke med sekundære placeringer for alle fire både, så var OL i Paris alligevel historisk for dansk rosport.

Først og fremmest med dameotterens sensationelle OL-kvalifikation, der blev historisk som den første, danske dameotter nogensinde til et OL. Og så havde Danmark med 16 roere det største OL-hold i roning i 72 år.

Da ro-konkurrencerne var afsluttet på Vaires-sur-Marne Nautical Stadium var følelsen ærgerlig i ro-Danmark, da tre knald-eller-fald-løb gav lige-ved-og-næsten-placeringer mens dameotteren måtte forlade OL uden at ro finale.

På trods af resultaterne, der kalder på refleksion, nuancer, og perspektiv, så var roning den største kvindelige OL-idrætsgren i Danmark med 15 aktive – og med fuld plade i enåres kategorierne, W2-, W4- og W8+.

Drømmen om en dameotter
Den helt store historie siden maj har været, at Danmark for første gang nogensinde kvalificerede en dameotter til OL. Endda med en besætning, der kun har roet sammen siden foråret, og altså formåede at kvalificere båden til OL ved kval-regattaen i Luzern i maj.

De ni kvinder i båden blev døbt Drømmeotteren, og projektet var en kulmination på en mangeårig drøm – og masser af hårdt arbejde – for at skabe en større enåres damegruppe på Danmarks Rocenter, DRC, så man med mange roere samlet kunne højne niveauet på DRC samt internationalt.

Dameotterens kvalifikation kommer nemlig ikke ud af det blå, men har været et mål siden 2017, fortæller landstræner for enåres-damegruppen, Mads Haubro, der er ansvarlig for samarbejdet med de trænere, der er tilknyttet Kraftcenter København.

Drømmen opfyldt i 2024
“I flere år har vi haft en drøm om at få en større damegruppe til at træne sammen på DRC, så de kunne presse hinanden til et højere niveau, og i 2017 begyndte vi at snakke om, om det kunne lade sig gøre at lave en otter. Før det var der løbende en lille gruppe på 4-8 kvinder tilknyttet DRC, men jeg begyndte at prøve at sætte ord på, at det kunne være sjovt at lave en otter, fordi det vil give flere roere muligheden for at konkurrere på landsholdet og vil give en større fødekæde til toppen i dansk roning,” siger Mads Haubro.

At 2024 blev året, hvor ambitionen lykkedes, skyldes flere forskellige faktorer. Det mest afgørende har været Kraftcenter Københavns evne til at samle gruppen af atleter, som ikke kvalificerede sig ind på en satsningsbåd i DRC. Her har Frederik Taulbjergs delte ansættelse mellem DRC og KCK været afgørende for at gribe udviklingslandsholdsroerne og skabe et alternativt elitemiljø til det traditionelle DRC, fortæller sportschef Thor Juul Kristensen:

“Bindeledstrænerfunktionen som med otteren er personificeret i Frederik, har været 100% afgørende for Drømmeotterens OL-kvalifikation. I fremtiden skal Kraftcenter København kunne favne et lige så elitært miljø for herregruppen, hvor atleter fra hele Danmark og Fast Track til OL-programmet kan udvikles,” siger sportschefen.

Hvis man skal have en kompetitiv otter kørende, skal man have mindst 14-16 kvinder, som vil sidde på otteren og andre mandskabsbåde, og der har været en overbevisning om, at man ikke kunne lave en otter i lille Danmark, mener Mads Haubro.

Drømmeotteren sætter gang i flere drømme om en større enåresdamegruppe
“Vi har i mange år sagt, at det kun er de store nationer, der kan lave en otter, der er hurtig nok, fordi deres grundlag er fra flere tusind til over 100.000 roere i nogle lande. I Holland har de alene 3-4.000 nye roere om året, der kommer fra universitetsmiljøet, og en langt større fødekæde fra andre kanaler, og der er derudover meget mere økonomi, så derfor har vi gået og fortalt hinanden, at kun de store har kapacitet både økonomisk og ressourcemæssigt ift det team sådan et projekt kræver,” husker Mads Haubro.

Drømmen om en otter til OL og en stor og stærk gruppe på 14-16 roere forblev et stort og stærkt mål. Og så kom corona og lagde en dæmper på drømmene. Men efter 2021 tog han beslutningen om, at Danmarks Rocenter skulle prøve at lave en otter for at se, hvor hurtigt en dansk otter kunne gå.

“Mange unge roere stoppede i coronatiden, så alt er ikke lykkedes som vi håbede, men efter 2021 har det været hensigten at åbne op for tilgang af roere på Danmarks Rocenter, så vi har mange, der kommer og træner med kontinuerligt. Vi forsøgte at skabe et miljø, hvor åbenhed, hjælpsomhed, respekt og godt humør var nøgleord for at kunne præstere,” lyder det fra landstræneren.

“På det tidspunkt var Lærke og Fie ikke tilbage i DRC, men vi ville lave den hurtigste otter, vi kunne som kunne gøre sig gældende internationalt, og den ender med at vinde en World Cup sølvmedalje i 2022 foran store otter-lande som Australien og Tyskland, og det overrasker mange rundt om i roverdenen.”

Åbenhed i damegruppen skabte det rette miljø
I Danmark og på elitecentret er der en begrænset fysisk kapacitet, og der er ikke mange ergometre frie om vinteren. Alligevel er ønskescenariet, at der er minimum 40 kvinder, der træner sammen om vinteren.

“Vi har kørt med et meget åbent miljø med tilbud om at hjælpe dem, der kom og trænede med hos os. Alle trænere var ligeledes velkomne og kunne diskutere de ideer vi havde for, hvordan vi så projektet udfolde sig. Vi var meget bevidste om at lave et miljø, hvor folk følte sig velkomne, og hvor nye roere blev taget godt imod. Vi har et fokus på, at der skal være glæde i dagligdagen, og at man må gerne synes, det er sjovt at komme til træning,” fortæller Mads Haubro.

“Vi kan som trænere/ledere facilitere nogle ting, men de andre i gruppen skal også facilitere og gå i samme retning. At der har været åbne, glade og træningsivrige kvinder i gruppen har gjort det meget nemmere at tage imod nye, og de har følt, at det var rart at komme der, om man så kom fra andre sportsgrene eller havde roet på universitet i udlandet,” siger han og uddyber om træningsmiljøet:

“Der foregår en løbende dialog hver eneste dag mellem mig og roerne i elitecentret, men også blandt mig og de nye roere. Jo flere, der er med til træning, og jo sjovere træningen er, jo bedre er det for hele gruppen, og sammen kan vi så skabe det gode, kompetitive miljø. Dét har været den generelle holdning, og roerne har gerne villet være inspirerende og imødekommende overfor de andre lige meget om man blev selekteret eller ej,” siger han.

Denne artikel er del et af to omkring drømmen for en-åres damegruppen i Danmark. –
Artikel nr. 2 bliver udgivet på tirsdag, d. 3. september, her på roning.dk.