Bliv klædt godt på, til at følge det danske landshold i roning ved den olympiske kvalifikationsregatta i Lucerne
Af Bianca Toftebjerg, [email protected] | Billeder: Balint Czucz
På søndag lyder startskuddet til dette års Final Olympic and Paralympic Qualification Regatta i Lucerne, SUI, regattaen varer tre dage – fra søndag til tirsdag – og det er her, de allersidste OL-billetter skal uddeles. Så om præcis en uge, tirsdag d. 21. maj, har vi det endelige svar på, hvor mange danske både, der er på startlisten ved sommerens OL i Paris.
Her bliver du klædt på, fra ende til anden, i hvordan det danske landshold i roning ser ud, helt præcist, hvordan status er på bådene og hvilke konkurrenter vi skal møde.
Seks danske både er til start, hvoraf fem jagter OL-billetter, mens pararoer Karina Lauridsen jagter en PL-plads. For landsholdsbådene, der ror om OL-pladser, gælder det at en 2. plads er minimum for at sikre en plads ved OL, til gengæld må vi kvalificere lige så mange både vi kan, ved regattaen i Lucerne.
Sådan stiller vi til start
2/tv. Fie Udby (KVIK) & 1/th. Lærke Rasmussen (DSR)
Fie Udby (KVIK) og Lærke Rasmussen (DSR) møder fem andre lande i W2-, de er: Kroatien, Frankrig, Tyskland, Italien og New Zealand. Det betyder at de ror forberedelsesløb søndag og er direkte videre i tirsdagens A-finale.
Det er Mads Haubro, som træner Fie og Lærke, og han melder om to damer der er klar, ovenpå en god træningslejr i Portugal:
”Fie og Lærke har fundet rigtig god fart i båden – og når de rammer den, så går det virkelig stærkt. De har tre niveauer, og det meste af tiden bevæger de sig mellem de to højeste. Ligesom W4- så er de også klar, og ser frem til at vi kan komme i gang.”
1/tv. Frederic Vystavel (KR) & 2/th. Joachim Sutton (Roskilde).
I M2- får Joachim Sutton (Roskilde) og Frederic Vystavel (KR) lov at ro mod et noget større felt, der udover dem, består af 12 andre nationer, de er Østrig, Tjekkiet, Tyskland, Grækenland, Hong Kong, Ungarn, Indien, Indonesien, Litauen, Holland, Serbien og Tyrkiet.
Det er Jens Vilhelmsen der træner de to, og det er de allersidste justeringer, som der er gang i forud for den kommende opgave, fortæller han:
“Efter World Cup 1 i Varese har de kørt hårdt på, og bortset fra 5 dage hjemme i Danmark, har al deres træning foregået i Portugal. De har haft en rigtig god træningsperiode, og den store opgave ligger nu i, at få fintunet de sidste dages træning, så vi får dem helt friske igen ovenpå den hårde træning. Men de ror godt, og er klar til at præstere, så de er, hvor de skal være.”
4/tv. Marie Johannesen (Roskilde), 3. Frida Sanggaard Nielsen (Bagsværd), 2. Julie Poulsen (Odder) & 1. Astrid Steensberg (DSR)
Den danske W4-, bestående af Julie Poulsen (Odder), Marie Johannesen (Roskilde), Frida Sanggaard Nielsen (Bagsværd) og Astrid Steensberg (DSR) møder ligeledes fem andre lande i Lucerne, de er: Chile, Irland, Japan, Polen og Spanien, her gør antallet af startende lande også, at damerne ror forberedelsesløb søndag og er sikret A-finale på tirsdag.
De trænes også af Mads Haubro, og der har været lidt omrokering på pladserne i båden, men det har givet noget godt til båden fortæller han:
”Vi har rykket lidt rundt på pladserne i båden og nu har vi fundet en konstellation, der er god og som går stærkt. Der har været lidt sygdom i gruppen, men det er vi efterhånden ovre. Det er fire damer der er klar og snart godt vil have et ’go’. Så det bliver godt at komme i gang.”
4/tv. Bastian Secher (Roskilde), 3. Magnus Rathenborg, 2. Kaare Mortensen, 1/th. Magnus Valbirk (alle Holstebro)
M4-, der udgøres af Bastian Secher (Roskilde), Magnus Rathenborg, Kaare Mortensen og Magnus Valbirk (alle Holstebro) møder et større felt, der udgøres af: Chile, Tyskland, Indien, Indonesien, Italien, Polen, Sydafrika, Schweitz, Ukraine og Usbekistan.
Det er John Faulkner som træner herrerne og gennem træningslejren i Portugal har de fået meget kvalitet i deres roning, fortæller han:
“Vi er fokuserede og optimistiske. Det har været en rigtig god træningslejr. Vi har fået mulighed for rigtig meget sam-roning og der er sket forbedringer hele lejren igennem. Lige nu arbejder vi med at få de sidste detaljer i ‘race-tempo’ til at blive hidsigt og effektivt.”
Cox./tv. Sophie Oestergaard, 8. Nikoline Laidlaw (DSR), 7. Sofie Vikkelsøe (DSR), 6. Caroline Munch (Roskilde), 5. Frida Werner Foldager (Roskilde), 4. Sára Johansen (KVIK), 3. Clara Hornnæss (KVIK), 2. Karen Mortensen (DSR) & 1. Nanna Vigild (DSR).
Sidste danske båd er den danske dameotter, W8+, som består af Nikoline Laidlaw (DSR), Sofie Vikkelsøe (DSR), Caroline Munch (Roskilde), Frida Werner Foldager (Roskilde), Sára Johansen (KVIK), Clara Hornnæss (KVIK), Karen Mortensen (DSR), Nanna Vigild (DSR) og cox. Sophie Oestergaard. Her er der fire både til start, de danske damer skal møde: Kina, Tyskland og Italien, og som de to andre damehold er situationen også her, at det søndag er forberedelsesløb og tirsdag er A-finale.
Det er Frederik Taulbjerg, som er træner på båden og siden World Cup I, har de arbejdet godt og er nået til et sted, hvor der er kommet god fart i båden, fortæller han:
”Vi er begyndt at få nogle rigtig gode momenter, hvor vi finder ind i en god tryghed og tillid sammen. Så hvis der er noget som ikke spiller, så ved vi hvad vi skal gøre for at rette op på det igen. Vi har arbejdet meget med at blive skarpe sammen i yderpunkterne, så vi hurtigt kan gribe båden hvis der kommer et tag, som ikke rammer helt rent. Damerne har fundet en stabil fart, der er godt humør og så har træningslejren givet masser af arbejdsro til projektet.”
I PR1W1x skal danske Karina Lauridsen (DSR) møde Argentina, Canada, Egypten, Holland, Nigeria, Sverige og Usbekistan. Karina trænes af Morten Tibian og ror for en billet til PL i Paris. I paraløbene er der kun én billet til de Paralympiske Lege på højkant i Lucerne, så her gælder det en førsteplads for at billetten er sikret.
Hvordan kan du følge med
Du vil kunne følge roerne i Lucerne her på roning.dk, hvor der som sædvanlig vil blive oprettet en artikel, hvor du kan holde dig opdateret på resultater. Derudover vil du også kunne følge med på Facebook-siden Landsholdet i roning, samt på vores Instagram, roning.dk.
World Rowing har livetracker på alle løb, den finder du her. Kommer der livestream, vil det også være der du kan finde den, men den vil også blive linket fra roning.dk.
Allerede nu, er det værd at bemærke, at særligt tirsdag, er der god grund til at følge med, for som du kan læse herover har vi alle tre damebåde direkte i A-finalen, og disse afvikles tirsdag. Men da vejret i Lucerne er omskifteligt, så er det også en god idé at holde sig godt opdateret her på roning.dk, for det er sket før, at vejrudsigten har resulteret i ændringer i tidsplanen.
Foreløbigt program og tidsplan kan du finde her, men vi vil sørge for at du kan holde dig opdateret på roning.dk under hele regattaen.
-
Følg med på World RowingKlik her
-
Kontakt:Thor Juul KristensenSportschefTlf.: +45 51 78 82 39Mail: [email protected]Landsholdet i roningFølg med på Facebook