25. March 2021:
OL-roer: "En del af OL-charmen går tabt"
- Forside
- Nyheder
- OL-roer: “En del af OL-charmen går tabt”
Af DRC Pressechef Svend Bertil Frandsen
OL i Tokyo bliver uden udenlandske tilskuere. Det står klart efter at arrangørerne lørdag meddelte, at udenlandske tilskuere på grund af coronapandemien ikke får adgang til legene.
Beslutningen er naturligvis taget på baggrund af, at man ønsker at reducere smittefaren under legene og for at forhindre at udenlandske fans bringer andre varianter af coronavirusset ind i Japan.
Den rigtige beslutning
– For at give klarhed for de billetindehavere, der bor i udlandet, og for at de kan justere deres rejseplaner, er man fra japansk side kommet til den konklusion, at de ikke må rejse ind i Japan, under den tid som OL og para-OL foregår, siger organisationskomitéen.
Fra dansk side hyldes beslutningen som værende den rigtige i forhold til håndteringen af pandemien. ”Jeg synes det er den helt rigtige beslutning i stedet for at man igen risikerer at sætte det hele over styr, og at sportens verden får et dårligt ry fordi man ikke er solidarisk med resten af verden. Som atleter har vi også et kæmpe ansvar, når vi rejser rundt til konkurrencer og træningslejre, så jeg synes IOC har taget den helt rigtige beslutning i forhold til at sikre at OL ikke bliver startskuddet til en ny stor Corona-bølge”, siger Christina Juhl Johansen fra den danske damefirer, der kvalificerede sig til OL ved VM i 2019.
Ikke det OL, man havde drømt om
Også Thomas Poulsen, træner for Fie Udby Erichsen og Sverri Nielsen i henholdsvis kvindernes og herrernes singlesculler, hylder arrangørerne for naturligvis at sætte håndteringen af virusset som første prioritet i forhold til at afholde OL. ”Hvis det er det der skal til for at man fra IOC og den japanske regerings side tør afholde OL, så synes jeg at det er den helt rigtige beslutning, at udenlandske tilskuere bliver forment afgang. Alt andet lige vil det jo være nemmere at styre situationen, hvis der ikke render en million turister rundt i Tokyo”, siger Thomas Poulsen.
På trods af den rigtige beslutning ærgrer Christina sig dog over, at hun sammen med resten af de danske OL-atleter ikke får muligheden for at opleve OL på klassisk vis, hvor over en million sportsfans fra hele verden mødes for at opleve idrættens absolut allerstørste spektakel. ”Nu har jeg selvfølgelig ikke været til OL før, men der er da ingen tvivl om, at det tager noget af charmen fra OL. Jeg havde forestillet mig, at netop det, at der var rigtig mange tilskuere var specielt for OL for det er ellers noget vi ikke er så vant til i roning at mærke den kæmpe opbakning. Så man glæder sig selvfølgelig helt vildt til OL, men der er da ikke nogen tvivl om, at for mig er noget af charmen gået tabt, og det bliver måske ikke helt den oplevelse, som man havde drømt om og håbet på.”
Medaljerne er det vigtigste
Thomas Poulsen påpeger dog, at roning ikke bliver den sportsgren, der bliver allermest påvirket af arrangørernes beslutning om ikke at give adgang til udenlandske tilskuere. ”Der er nogle sportsgrene, der vil blive hårdt ramt af det, som atletik, banecykling og håndbold, men roning vil ikke blive så hårdt ramt af det eftersom vi ikke er vant til at have mange tilskuere. Til OL i Atlanta havde de bygget tribuner midt ude i den sø, vi roede på og der var vel en 5-6000 tiskuere. Til OL i Beijing var der meget få udenlandske tilskuere, mens OL i London var helt unikt, hvor der den sidste kilometer var pakket med mennesker. Men til almindelige World Cups er det meget begrænset, hvad der er af tilskuere i målområdet og der er jo heller ikke nogen ned over banen. Så for roning som sådan kan jeg ikke se, at det skulle få den store betydning”, siger Thomas Poulsen.
Christina Juhl Johansen siger også afslutningsvis, at manglen på udenlandske tilskuere ikke skal flytte fokus fra det altoverskyggende mål, at vinde medaljer. ”Vi skal holde fast i, at medaljerne er mega-fantastiske, og det stadigvæk er dem, vi går efter. Drømmen om at komme til OL, og opleve den helt specielle stemning, den er nok brast lidt, men det er medaljerne der i den sidste ende er den vigtigste ting”, siger Christina Juhl Johansen.