19. March 2026:
Ny SafeZone indviet i Odense Roklub
- Forside
- Nyheder
- Ny SafeZone indviet i Odense Roklub

Billeder: DIF Soldaterprojekt
Tirsdag d. 17. marts åbnede man i Odense Roklub, officielt op for endnu et aktivitetstilbud. Her åbnede nemlig en ny SafeZone for skadede veteraner, politifolk og fængselsbetjente.

Det nye tilbud og træningsfællesskab er blevet til i samarbejde med Odense Roklub og DIF Soldaterprojekt, og betyder at skadede veteraner, politifolk og fængselsbetjente nu har et trygt fællesskab med roning og samvær hver tirsdag formiddag i Odense Roklub.
Åbningsdagen bød på en varm velkomst med stor opbakning, taler og – helt i lokal ånd – brunsviger. Men vigtigst af alt mødte en gruppe deltagere op og tog det første skridt ind i det nye fællesskab.
For det kræver noget at møde op første gang. Nogle kastede sig ud i roningen, mens andre tog sig tid til at se omgivelserne an og starte med en kop kaffe. Der var plads til at være med i eget tempo – præcis som SafeZone-konceptet er tænkt.

Også Jeppe Bruus lagde vejen forbi og fremhævede i sin tale værdien af natur, bevægelse og fællesskab – elementer, som roning i særlig grad kan tilbyde.
Fra Odense Kommune deltog veterankoordinator Jens Raakjær, som spiller en central rolle i at nå ud til de mennesker, tilbuddet er skabt for.
Bag initiativet står et stærkt hold frivillige, som fremover vil drive aktiviteterne med roprogram, kaffe og fællesskab hver uge.
SafeZone er et fællesskab for sårbare veteraner, politifolk og fængselsbetjente, hvor der er plads til både aktivitet og ro – og til at tage tingene i sit eget tempo.
Allerede fra næste tirsdag fortsætter aktiviteterne, og der er fortsat plads til nye deltagere.
