Lørdag d. 4. november blev der afholdt KU Seminar i Københavns Roklub
Af Bianca Toftebjerg, [email protected]
Der var mange punkter på lørdagens dagsorden, da der blev afholdt KU Seminar i lørdags. Dagen bød bl.a. på korte beretninger fra ungdomslandtræneren, mandskabsledere og KU-medlemmer, fremlæggelse fra arbejdsgrupper DM og KU-fornyelse, orientering omkring økonomi og orientering ved DRC.
Over 50 deltog i dette års KU Seminar og med en godt pakket dagsorden, kom deltagerne hele vejen rundt om dansk kaproning på blot en lørdag. Der var masser af information til de fremmødte, og flere af emnerne på dagsordenen blev diskuteret konstruktivt.
Anders Tranberg Andreasen fortæller at en af de ting som blev diskuteret var det høje ambitionsniveau i forhold til ungdomslandsholdene og de dertilhørende dobbeltudtagelser:
”En af de ting der fyldte meget, var det meget ambitiøse aktivitetsniveau specielt set i forhold til ungdomslandsholdene. At nogle roere er blevet udtaget til både U23 VM, U23 EM og Holland Beker, gør det svært for nogle klubber at følge med økonomisk. Tre udenlandsture for en U23 roer kan være en tung byrde for en klub. Vi havde en god og konstruktiv diskussion om problematikken som er blevet taget til efterretning.”
Universitetsroning og forslag til ændringer i Kortbane DM-programmet
En af de andre emner, som fyldte på weekendens KU Seminar var det nuværende Kortbane DM-program, som der blev præsenteret to ændringsforslag til. Der blev ikke vedtaget noget endeligt, men Anders Tranberg Andreasen fortæller at M4+inr formentlig ændres fra DIF mesterskab til Forbundsmesterskab.
Som noget nyt var Universitetsroning i Danmark på dagsordenen til dette års KU Seminar, hvor der blevet orienteret om at der er en arbejdsgruppe i gang, hvis formål er at starte Universitetsroning op i Danmark andre steder end kun Aalborg og Odense – der i øjeblikket er de eneste universitetsbyer med roning. Gruppen kunne fortælle at arbejdet skrider fremad, og fremtiden for Universitetsroning i Danmark ser spændende ud med flere interesserede universiteter og klubber.
Fremtiden for KU
Det blev slået fast i lørdages, at Kaproningsudvalget ikke står overfor at blive nedlagt som følge af DFfRs strategiske ændring, der officielt træder i kraft 1/1-2018. Men KU kommer til at bestå som et arbejdsudvalg, der kommer til at ligge ind over både Spor 1 & Spor 2. Som det ser ud nu, kommer KU til at have det samme beløb til rådighed i 2018, som der har været til rådighed i 2017.
Desuden er der nye kræfter på vej til KU, som står klar til at arbejde videre med udvalget, hvor den nuværende formand Reiner Modest, inden for den nærmeste fremtid, trækker sig – efter mange år på posten.
Alt i alt, var der på lørdagens KU Seminar bred enighed om at sæson 2017, har været rigtig god, og alle glæder sig til at komme i gang med sæson 2018.