23. November 2016:
DFfRs inspirationsseminar giver brændstof til ildsjælene
- Forside
- Nyheder
- DFfRs inspirationsseminar giver brændstof til ildsjælene
Den 19. og 20. november lagde Dalum Landbrugsskole i Odense endnu en gang lokaler til Dansk Forening for Rosports store inspirationsseminar. Roere fra hele Danmark var inviteret til to dage med foredrag, workshops og networking.
Af Gustav Højmark-Jensen
72 roere fra 28 forskellige roklubber deltog i det store arrangement sammen med repræsentanter fra hovedbestyrelsen og sekretariatet i DFfR samt repræsentanter for forskellige af DFfR’s udvalg. Weekenden stod i inspirationens tegn, og med foredrag fra blandt andet Rune Green og Sverri Hammer, moduler som “Bliv klogere på ungdomsgenerationen, foreningsliv og skolereformen” og “Hvad sker der, når en forening bliver arbejdsgiver” og masser af mulighed for at networke med ligesindede, så lagde weekenden i den grad op til inspiration.
Det var målet at skabe et alsidigt arrangement
Seminaret var bygget op omkring en række aktivitetsblokke, hvor nogle var fælles og andre indeholdt flere forskellige aktiviteter. På den måde kunne de mange deltagere vælge op til tre forskellige “blokke” hjemmefra, som de ville deltage i. Hver blok indeholdt et foredrag eller en workshop omkring et bestemt emne, og på den måde kunne deltagerne altså tilpasse inspirationsseminaret til præcis deres roklub eller interesseområde.
Kåre Seidelin fra DFfR’s sekretariat var tovholder på arrangementet, og ifølge ham var målet at give de mange deltager noget med hjem som de kunne bruge i deres klubber, der hvor det ville give mening for dem:
“Det gjaldt for os om at inspirere deltagerne til at tænke i nogle andre baner end de måske er vant til. Derfor prøvede vi også at bygge weekenden op omkring nogle forskellige typer af foredrag og workshops, så der var noget for alle, uanset om det er ungdomsroning, eller fastholdelse af medlemmer, som de kæmper med i deres klub. Og det synes jeg er lykkedes”.
Inspirationsseminar giver et kick
Ifølge Jesper Foldager, formand for Vejle Roklub, så giver DFfR’s inspirationsseminar et kick i den daglige drift af en idrætsforening:
“Der stopper aldrig med at være udfordringer i en idrætsforening, og det giver et kick at møde ledere fra andre klubber og blive inspireret sammen. Bare dét at møde en leder fra en anden klub, der står med samme udfordring som man selv gør, det føles nærmest som den halve løsning”.
Og inspiration kan man næsten aldrig få nok af, når det gælder om at skabe udvikling i sin roklub. Det er tredje gang at formanden for Vejle Roklub deltager i inspirationsseminaret, og indtil nu er han ikke taget skuffet hjem. Men det stiller krav til arrangementet, hvis man skal tilfredsstille de garvede deltagere:
“Jo længere jeg har siddet i ledelsen i klubben, jo mere selektiv er jeg blevet med de blokke, jeg melder mig på. Det er jo ikke bare for sjov, at vi er her. Vi er sådan lidt på arbejde også, og jeg kan sige med sikkerhed, at jeg på tre ud af de fire valgte blokke blev inspireret til enten en løsning eller et initiativ hjemme i klubben”.
Alt i alt blev arrangementet afviklet til perfektion ifølge Jesper Foldager, formand for Vejle Roklub.
Arrangørerne havde forsøgt at sikre sig, at der var foredrag for enhver smag på inspirationsseminaret. Foto: Kåre Seidelin.
Brændstof til ildsjælen
Også Nils Rosschou fra Odense Roklub lod sig inspirerer af de mange spændende foredrag, workshops og muligheden for at møde andre roklubber:
“På et arrangement som dette får man “hældt noget brændstof på ildsjælen”. Både gennem de forskellige indlæg, men i høj grad også igennem samværet med andre ligesindede. Det sociale element og chancen for at møde nye roere og skabe kontakter til andre klubber er i sig selv en anden grund til at deltage i arrangementet, og for Odense Roklub munder det muligvis ud i en fælles nytårsfest tre klubber imellem”.
Et sted, hvor Nils Rosschou måske kunne have savnet en anderledes tilgang ved inspirationsseminaret, så skulle det være en mere “struktureret sammenblanding af folk på tværs af klubberne, så man den vej igennem kunne lære nye mennesker at kende:
“Jeg savnede en lidt mere struktureret tilgang til, hvordan man kunne blande folk sammen på tværs af klubberne. Jeg havde to andre fra Odense Roklub med, der ikke kender så mange uden for egen klub, og det havde været godt for dem, at arbejde på tværs af klubberne”.
Det synspunkt er Joan Højbak Tilsted fra Roklubben Gefion enig i:
“Jeg synes selve arrangementet var rigtig godt bygget op, således at man selv kunne vælge de blokke, man fandt mest interessante og relevante. Men jeg kunne godt have ønsket mig, at der havde været nogle “power breakes” eller pauseindslag, der samtidig havde tvunget deltagerne til at networke og tale med medlemmer fra andre klubber. På den måde havde man både fået en pause, og gjort sig nye bekendtskaber” medgav Joan Højbak Tilsted.
Endnu mere networking på næste inspirationsseminar
Arrangementets tovholder og arrangør, Kåre Seidelin, kan sagtens se ideen i endnu mere networking og en strukturet tilgang til, hvordan man kan få udvidet sit netværk på tværs af klubberne:
“Jeg synes det er en rigtig god ide, og det er noget jeg vil tage med til planlægningen af det næste inspirationsseminar. Jeg er glad for at høre, at deltagerne vil netværke endnu mere end de gør i forvejen”.
Det er altid spændende at netværke på tværs af roklubberne, og det kommer der måske mere af på det næste seminar. Foto: Kåre Seidelin.