For U18 landsholdsroerne stod den i dag, på 500m distancen til Baltic Cup i Brest. Efter gårsdagens flotte medaljehøst på fem ud af ti mulige, var i dag endnu en chance for at hive medaljer hjem til Danmark
Af Bianca Toftebjerg, [email protected], fotos: Svend-Aage Nielsen
Søndag har været endnu en fin dag for Baltic Cup roerne i Brest. Vejrforholdene har lignet dem, roerne også roede under i går. På den korte 500m distance er det marginaler, som skiller bådene ad og derfor skal roerne også være med helt fra starten af. 500m disciplinen er nemmere for nogle nationer end andre, da der her kræves et andet teknisk niveau end på 2000m distancen. Derfor passer 2000m distancen også bedre, til det høje tekniske niveau Danmark ror på.
Det her er 24. gang Baltic Cup bliver afholdt og ungdomslandstræner Nils Henrik Stene glæder sig over de flotte danske præstationer, som roerne har leveret i weekenden:
”Det er rigtig rart at se, de yngste roere få så god en start på deres internationale ro-karriere. Baltic Cup er en god begyndelse, som forhåbentlig lægger grobund for mange flere gode oplevelser for roerne i fremtiden.”
Den samlede danske medaljehøst, på dagens 500m distance blev en guldmedalje, tre sølvmedaljer og en bronzemedalje.
Hvordan gik det?
JW4- med Xenia Kviat Antonsen (KVIK), Clara Møller (Roklubben Furesø), Emma Braad Olesen (Bagsværd Roklub) og Marie Ramm (Bagsværd Roklub) lagde godt ud og tog sølvet hjem til Danmark.
JM4- med Casper Lindballe Pedersen (Holstebro Roklub), Thomas Jensen (Hvidovre Roklub), Kaare Mortensen (Holstebro Roklub) og Nichlas Ulnits (Holstebro Roklub) gentog gårsdagens sejr og slog Tyskland 0,7 sek.
JW2- med Mathilde Kiilgaard (DSR) og Christine Amalie Meinert Cardel (Bagsværd Roklub) tog 5. pladsen i deres løb, hvor Litauen løb med guldet.
JM2- med Aksel Bay Andersen (Bagsværd Roklub) og Lasse Maigaard (Bagsværd Roklub) roede sig til en fjerdeplads på dagens 500m distance.
I JW1x med Amalie Brems (DSR) blev det også til en 4.plads efter Estland, Tyskland og Letland.
JM1x med Nicholas Andersen (KVIK), som i går tog sølvet, kom på dagens 500m distance i mål som nummer tre, og tager dermed en bronzemedalje til Danmark.
JW2x med Sofie Halling Vikkelsøe (Odense Roklub) og Ida Blomstrand (Hadsund Roklub) kom ind som nummer to, og tager sølvmedaljen foran Polen.
JM2x med Frederik Larsen (Bagsværd Roklub) og Frederik Geertsen Lund (Holstebro Roklub) kom ind på 6.pladsen, mens Polen, Litauen og Hviderusland indtager podiet.
JW4x med Cecilie Girke Christensen (DSR), Amalie Kiær (Fredericia Roklub), Cecilie Brünnich Sørensen (Københavns Roklub) og Kristine Søndergaard Hansen (Roklubben Furesø) kæmpede en brav kamp ned ad banen og sikrede sølvet efter Tyskland og foran Hviderusland.
JM4x med Martin Kofoed Jensen (Roskilde Roklub), Sigurd Hutnik (Ringsted Roklub), Tobias Taudal (Odense Roklub) og Haris Alagic (Hadsund Roklub) skulle i dagens sidste løb, tage revanche fra lørdagens B-finale. Det lykkedes drengene at komme i A-finalen og samlet slutter de som nummer seks i et løb hvor Tyskland tog guldet.
I den samlede pointstilling for Baltic Cup 2017 vinder Tyskland med 195 point, efterfulgt af Danmark på andenpladsen med 174 point, og Hviderusland på tredjepladsen med 172 point.
Sammenlagt har Danmark 10 medaljer med hjem fra Baltic Cup 2017. Fire guldmedaljer, fem sølvmedaljer og en bronzemedalje.
-
Se flere billeder fra 2. dagen ved Baltic CupKlik her
-
Den samlede pointstilling for Baltic Cup 2017Hent den her
-