wave Created with Sketch.
Se alle nyheder
Selv efter et ødelagt klubhus og en omfattende flytning til midlertidige lokaler er Præstø Roklub ikke til at slå ned. På trods af den megen modgang har klubben formået at rejse sig og hverve nye medlemmer

Der skal mere end en stormflod og et ødelagt klubhus til at ryste roerne i Præstø Roklub. Gennem et stærkt sammenhold og en fælles indsats har roklubben formået at rejse sig efter de store vandmasser, og klubbens medlemmer har sågar haft overskud til at arrangere aktiviteter i lokalmiljøet, der er resulteret i seks nye medlemmer.

Af Gustav Højmark-Jensen

Tirsdag kom varslet om stormflod, og straks frygtede formanden for Præstø Roklub, Mai-Britt Bille, at det kunne få konsekvenser for det kompakte klubhus, der lægger ned til vandet ved Præstø Fjord.

Onsdag formiddag forsøgte bestyrelsen og de andre medlemmer at ruste klubhuset til at klare de varslede vandmasser, men lige lidt hjalp det. Op ad eftermiddagen kom stormfloden, og efter få minutter stod der mere end 20cm vand i klubhuset, hvilket betød, at gulve, køkken og meget andet inventar blev ødelagt. Bådene i bådhallen klarede frisag, og midlertidige lokaler for klubben er kommet i stand efter aftale med Vordingborg Kommune.

At stå sammen i medgang og modgang
Når man som roklub bliver ramt af den slags modgang, så gælder det om at stå sammen, og det er præcis hvad Præstø Roklub formåede at gøre i dagene efter stormfloden.

Søndag den 29. januar blev der indkaldt til arbejdsweekend, hvor roklubben skulle tømmes for inventar, så træningsredskaberne kunne komme i stand i de nye lokaler på Idrætshøjskolen Bosei i Vordingborg.

Ifølge formand for roklubben, Mai-Britt Bille kom det særlige sammenhold i klubben hurtigt til udtryk, da hun sendte sms’er rundt for at samle hænder til arbejdet:

“Hele den her oversvømmelse har krævet en del arbejde, både for medlemmerne og for bestyrelsen, men vi har et specielt sammenhold, og vi har formået at få folk ned og arbejde ad flere omgange. Når sådan noget sker, så er der en fælles følelse og ånd til at byde ind og hjælpe. Det har folk virkelig været gode til. Når man sender en sms, så tropper folk op, det har været ret fedt at opleve”.

Formand Mai-Britt Bille er overbevist om, at det store oprydningsarbejde ikke ville kunne have ladet sig gøre, uden medlemmernes velvilje:

“Uden hjælp fra hele klubben, så havde opgaven været umulig. Vi er kun 56 medlemmer i alt, så det er en lille klub, men rigtigt mange kunne se fordele ved selv at ligge arbejde i oprydningsarbejdet, og mange stillede slet ikke spørgsmålstegn ved det”.

 

“Vi smider ikke bare håndklædet i ringen”
I løbet af kort tid var Mai-Britt Bille og bestyrelsen i stand til at uddelegere opgaver og få overblik over situationen. Tilliden til, at de uddelegerede opgaver blev udført betød også, at de planer man havde lagt før stormfloden, kunne føres ud i livet, uden forsinkelse. Planerne omhandlede blandt andet et omfattende PR-arbejde i forbindelse med udbydelsen af rospinning i Præstø Roklub:

“Allerede i julen havde vi lagt planer for, hvordan vi kunne vise beboerne her i Præstø, dels hvad rospinning er, og dels at vi udbyder det. Alle de planer kørte stadig, de var jo sat i værk før vandskaden. Der har aldrig været tvivl om, at vi kørte videre med rospinningen”.

Mange roklubber ville nok have mistet fokus en smule, hvis deres klubhus skulle have revet gulvet op, og murene skulle affugtes, men ikke Præstø Roklub:

“Det er nok lidt specielt, at vi ikke bare smider håndkædet i ringen, men at vi kører videre med rospinning og opgaven i at få andre træningslokaler. Det er næsten utroligt, men vi har slet ikke talt om, at vi skulle stoppe nogle af projekterne. Kun et par dage efter den omfattende vandskade holdt vi rospinning i den lokale Meny”.

Man kan næsten kalde Præstø Roklubs rospinning i Meny for en mini flash-mob, og til de af jer, der ikke ved hvad det er, så kan det beskrives som en slags midlertidig overtagelse af et sted som fx en butik, i et kort stykke tid, før situationen vender tilbage til det normale. I Meny havde klubbens kassér aftalt med den lokale købmand, at roklubben måtte sætte romaskiner op, midt i indgangen til butikken, og så stod den ellers på høj musik og rospinning fra klokken 10 til 13, lørdag den 16 januar, mens mange nysgerrige øjne hvilede på roerne.

Alt imens gik andre medlemmer fra roklubben rundt blandt de nysgerrige handlende og delte flyers ud med information om rospinning i Præstø Roklub.

Rospinning på menukortet
Rospinning i Meny viste sig at være en god måde for klubben at nå ud blandt Præstøs borgere. De viste stor interesse for rospinning, og formanden for roklubben er senere blevet kontaktet af interesserede borger, der vil være med til rospinning, og en del af dem har allerede meldt sig under Præstø Roklubs stander.

“Vi har fået fem nye medlemmer her på en uge, alene som resultat af vores rospinning i Meny. Her i søndags fik vi etableret den første omgang rospinning i de nye lokaler, og jeg har indtil videre haft syv personer igennem og jeg ved, at der kommer flere og prøver i denne uge også. Så under de præmisser må man sige, at det er rigtig flot”.

Og selvom det ikke er noget man ser hver dag, så er det måske ikke sidste gang, at man kan opleve rospinning et uventet sted i Præstø:

“Vi vil helt sikkert gøre det igen. Det her med, at vi sad midt i et supermarked, dét gjorde at vi var synlige på en helt anden måde. Mange af dem der har meldt sig til rospinning, havde netop ledt efter en træningsform som den, de vidste bare ikke, at vi udbød det”.

Det gælder om at se fremad
Alt i alt har Præstø Roklub altså allerede rejst sig fra vandmasserne i klubhuset, og kan nu byde nye medlemmer velkommen i de midlertidige rammer. Standerhejsningen i slutningen af marts ligger ikke langt væk, og der skulle arbejdet med det renoverede klubhus gerne være undervejs ifølge Mai-Britt Bille.

Formanden påpeger, at især den nye 5-års-plan, som klubben fik lagt i forbindelse med et klubudviklingsprojekt i samarbejde med DFfR før stormfloden, har været uhyre vigtig i arbejdet med det nye klubhus:

“Vi bruger anledningen til at lave nogle grundlæggende ting om. Vi været inde og kigge, i forhold til vores 5-års-plan, på bedre træningsfaciliteter både på vandet og på maskinerne, og nogle af de planer kan vi fremskynde nu, hvor vi alligevel skal renovere vores klubhus. På vores generalforsamling i næste uge vil vi spørge medlemmerne, om vi må bruge penge på bedre faciliteter og bedre lokaler. Vi har haft stor gavn af at have 5-års-planen, det er sådan set den plan vi har holdt fast i på trods af stormfloden. Målene, der blev fastsat i den plan har gjort, at vi hurtigt kunne udforme en klar plan i forhold til at renovere klublokalet, som vi gerne skulle være tilbage i, i slutningen af marts”.

Hvis alt går vel, så kan både gamle og nye medlemmer af Præstø Roklub være tilbage i de nye, “gamle” lokaler i slutningen af marts.

Nysgerrig på rospinning i klubregi?
Hvis du selv eller din roklub er blevet nysgerrige på rospinning, og hvordan i kan bruge det i jeres klub, så kan du se hele DFfR’s tilbud om kurser via linket til højre, og ellers kan i tage kontakt til kontaktpersonen Anna Karina Eli Gravad, også via linket til højre.