16. March 2018:
Succesfuld DFfR Hovedgeneralforsamling i Odense
- Forside
- Nyheder
- Succesfuld DFfR Hovedgeneralforsamling i Odense
Sammenligner man med forgangne års hovedgeneralforsamlinger, så var lørdagens generalforsamling imødeset uden væsentlige vedtægtsændringer, som kunne give anledning til debat. Dagsordenen inkluderede dog to indkomne forslag, hvoraf et handlede om justering af reglement.
Kongressen havde besøg af mange engagerede klubrepræsentanter og under morgenmaden simrede det med diskussionslyst og engagement for roning. Der var en skøn stemning for at høre mere om, hvad den forgangne sæson havde budt på. Formanden bød velkommen med ønske om en hyggelig dag sammen. Der blev ønsket en god generalforsamling.
”Tjavs” blev valgt som generalforsamlingens dirigent og forsamlingen gav opbakning til, at Johnny Rusbjerg (Odense Roklub) blev generalforsamlingens referent. Forsamlingen mindedes rokammerater som rosporten havde mistet i 2017. Ib Stribolt Nielsen (Ringsted Roklub) blev mindet for sit mere end 75 årige virke som roer.
Hovedbestyrelsens beretning, hvoraf meget fremgår af DFfR årshæftet, blev krydret dels ved overrækkelse af DFfR’s ærestegn til Birgit Bech (Vejle Roklub) og dels ved, at Torben Thyren (Hvidovre roklub/ sekretær for Nordisk Roforbund) overrakte den Nordiske hædersbevisning til Finn Aabye (Roforeningen KVIK) for hans virke som bestyrer af Victor Hjorts legat. Conny Sørensen (DFfR økonomiansvarlige, Roklubben Skjold) gennemgik med vanlig overblik DFfR´s økonomi og hvordan de strategiske spor er forankret.
I forhold til de to indkomne forslag var der en kort engageret debat. Det første forslag drejede sig om hvorvidt der kunne gives mandat til hovedbestyrelsen, om at indlede en dialog med Danmarks Idrætsforbund om hvordan en eventuel ændring af regulativ for Danmarksmesterskaberne kan etableres. Forslaget blev godtaget.
Det andet forslag vedrørte også kaproning. Her blev det vedtaget at tillade, at U19 & U17 roere må deltage i løb (dog ikke i løb, der er udskrevet i letvægt) udskrevet for seniorroere herunder ved Danmarksmesterskaberne. Den vedtagne tekst vil fremgå af det godkendte referat.
Morten Espersen (formand KU/ Bagsværd Roklub) motiverede forslagene.
Spændende oplæg
Efter frokost var der tre indlæg om rosportens projekter. Ronja Egsmose og Louise Holm gav under overskriften ”RoBattle – Next Step” forsamlingen et indblik i hvordan det Nordea støttede Robattle har forløbet, samt hvilke resultater det har skabt, og hvordan projektets tiltag kan forankres fremover. Som det sikkert er bekendt sluttede bevillingen fra Nordea-fonden med udgang af 2017.
Økonomiansvarlig i Hovedbestyrelsen Conny Sørensen, fremlagde DFfR´s strategi, som bygger på en 4-årig økonomisk aftale, der er i december blev indgået med Danmarks Idrætsforbund. Alle fem strategiske spor blev gennemgået og forklaret.
Udviklingskonsulent Anna Karina Gravad præsenterede hvad hendes arbejde det sidste års tid, primært har indebåret – klubudvikling. Derudover bød oplægget på statistikker, som fortalte om danskernes idrætsvaner. Her byder sig nogle muligheder for danske roklubber, idet de fleste personer med familie og erhverv synes at foretrække strukturerede idrætstilbud af max en times varighed.
Alle tre oplæg blev taget godt imod. Efterfølgende afholdtes cafédebat, hvor der var mulighed for at stille uddybende spørgsmål. Hvis du er nysgerrig, så kan alle de tre præsentationer findes i højre side af dette indlæg.
Poul Madsens lederpris blev tildelt Villy Hansen (Stubbekøbing Roklub) for hans mangeårige virke i klubben.
Nye ansigter i Hovedbestyrelsen
På lørdagens hovedgeneralforsamling skulle der findes nye medlemmer til HB. Thomas Ebert (Roskilde Roklub) meddelt at han efter tre år i bestyrelsen var villig til genvalg og således ønsker at fortsætte sit arbejde i DFfR-bestyrelsen. Thomas har grundet medlemskab af DFfR bestyrelsen varetaget formandsskabet for Danmarks Rocenters bestyrelse. Tre andre kandidater havde endvidere tilkendegivet interesse for at blive indvalgt i DFfR bestyrelsen: Regitze Siggaard (DSR), Sten Zülow (Aalborg Roklub) og Klaus Kroll (Roklubben Stevns) kandiderede til de tre poster.
Dirigenten valgte en samlet afstemning om de tre ledige poster i DFfR bestyrelsen. Stemmerne blev afgivet skriftligt. Valget faldt på Regitze Siggaard og Sten Zülow samt Thomas Ebert som således blev genvalgt for yderligere to år i DFfR bestyrelsen.
Dermed ser DFfRs hovedbestyrelse således ud:
Et referatet fra lørdagens Hovedgeneralforsamling er under udarbejdelse. Så snart det er klar, vil det være at finde på roning.dk.
Efter punktet ”eventuelt” takkede formanden for god debatlyst og skøn stemning. Alle blev ønsket god tur hjem.
Allerede nu kan du sætte kryds i kalenderen ud for lørdag d. 16. marts 2019. Her afholdes næste DFfR Hovedgeneralforsamling.