1. August 2025:
Snysk og Sol-æg à la Themsen… Indtryk fra en langtur fra Oxford til London
- Forside
- Nyheder
- Snysk og Sol-æg à la Themsen… Indtryk fra en langtur fra Oxford til London
Mange danske roere bruger en del af deres sommerferie på langture i ind- og udland. Der er tradition for at disse ture er relativt primitive med overnatning på luftmadrasser i roklubber eller i telte. Dagsturene foregår i roligt tempo, i skønne farvande, og er 30-45 km lange. Der er god tid til at plukke brombær, besøge seværdigheder, tage billeder, holde tissepauser eller samles til fælles kaffe- og spisepauser.
Jeg har ikke tal på hvor mange klubber der har arrangeret sådanne ture denne sommer. Men jeg ved, at ihærdige og dygtige frivillige under DFfR har sikret at 63 medlemmer fra forskellige klubber har roet fra Oxford til London over 3 uger. Roningen foregik i inriggere, udlånt af roklubberne og fragtet frem og tilbage af udvalgte deltagere og turledere.
Som debutant på en DFfR langtur, deltog jeg i sommerens sidste tur på Themsen.
Efter de første dages usikkerhed, indfandt der sig en rytme, hvor alle vidste hvad der skulle ske, og alle sørgede for at det skete. Skiftende båd- og landhold blev sat af turledelsen, der afholdt daglige styrmandsmøder med gennemgang af ruten. Landholdet serverede morgenmad, ryddede op og pakkede bilen, kørte til næste destination, handlede ind på vejen, pakkede ud og lavede aftensmad til alle. Roerne hjalp hinanden med at få bådene i og op af vandet. Ingen blev overladt til sig selv. Alle hjalp til og bidrog til at ’maskinen’ fungerede.
Jeg mødte en flok roere som alle ville turen og ville hinanden. Nysgerrige på hinandens erfaringer med roning (og med livet) skabtes der masser af god snak og nye minder i et fint fællesskab.
Skønne repræsentanter fra Gråsten Roklub mindede, sammen med københavnske eksil-sønderjyder, om landsdelens charmer med indførelse af ’møjn-dag’ (eller ’møjn-daw’) og servering af ’Snysk’ og ’Sol-æg’ à la Themsen.
Roturene var præget af en let rute ned ad Themsen med roligt vand og fine britiske landskaber og bygninger som vi kender dem fra engelske film og serier. Jeg er sikker på at hr. Tudse sad under Piletræerne og fulgte os fra flodkanterne.
Vi var igennem +30 sluser og mødte massive mængder at svaner, ænder og gæs (og derfor også virkelig meget fuglelort), en undsluppen sort svane og fire isfugle (eller så han dobbelt?).
Antallet af roere på Themsen er mindst lige så imponerende som antallet af gæs. Enhver by vi kom igennem, havde mindst en, oftest flere, roklubber hvor det vrimlede ud med roere i alle størrelser og på alle niveauer.
Turen blev afsluttet med en fantastisk finale i London, hvor vejret var med os, da vi roede under Tower Bridge og kunne betragte byen med London Eye, Big Ben og Palace of Westminster helt tæt på.
Tak til alle på holdet; turledelsen for et kæmpestort og imponerende arbejde med at planlægge og gennemføre turen, og alle de virkelig dejlige mennesker der var med og som sammen skabte nye, dejlige ro-minder. Også tak til vores mange værter i engelske roklubber som modtog os og vores underlige både med stor høflighed og interesse.
Birgit Bech Jensen, Vejle Roklub