wave Created with Sketch.
Se alle nyheder
Sæson 2018 er nu for alvor skudt i gang med Odense Langdistance, som i øvrigt blev afviklet med helt perfekt vejr og masser af glade roere

Af Bianca Toftebjerg, [email protected]. Billeder: Mona Kempf

En lang vintersæson er nu endelig helt slut, rosæsonen 2018 er for alvor gået i gang og første regatta Odense Langdistance er efter denne weekend, velafviklet.

2 dage, over 400 tilmeldinger og en masse løb – der er ingen tvivl om at der i Odense Roklub og på kanalen i denne weekend har været godt med aktivitet.

Regattaen spænder bredt

Fra de helt nye roere, til landsholdsprofiler og videre op i masters klassen, også geografisk er spændet bredt både de nordjyske klubber og klubber fra indre København var stærkt repræsenteret.

I år var der endda udskrevet løb i inrigger, desværre ikke med helt så stor tilslutning som det var håbet. Men man kan jo håbe på, at der også til næste år vil være mulighed for at stille op i inrigger, og at landets LDK-roere her tager revanche.

Også universitetsroerne fra Aalborg havde fundet vej til Odense, og de havde taget deres otter med

Ungdomslandstræneren spår en lovende sæson

Selvom ungdomslandstræner Nils Henrik Stene og talentkoordinator Anders Tranberg Andreasen i påsken var rundt i hele landet, for at besøge påsketræningslejre, så er Odense Langdistance første kig på formen for den kommende sæson.

Ungdomslandstræneren er ikke i tvivl om, at den forestående sæson nok skal blive god:

”Traditionen tro er der mange juniorbåde, som gør det godt i Odense. Ofte ser vi juniorhold, som stiger helt til tops i forhold til de juniorverdensrekorder vi måler med. Selvom tiderne, sammenlignet med seniorverdensrekorderne, er knap så svære at komme i nærheden af, så er det en god måler for den kommende sæson. På juniorsiden har vi bl.a. en pige firer, som blev nr. 2 på tværs af alle både. Og jeg kan ikke huske hvornår dansk roning sidst har haft en juniorpige firer med i top tre, på tværs af alle ved Odense Langdistance.”

Også junior drenge dobbeltfireren viste god form, og var hurtigst nede over banen begge dage – hvilket lover godt for den kommende sæson.

U23 roerne, har ved Odense Langdistance lidt mere deres sag for, da de ror i seniorklassen. Her er det jo af naturlige årsager, lidt sværere at ro sig helt til tops i den samlede stilling. Men også her ser ungdomslandstræneren en god sæson under opsejling. På U23 siden er det især den tunge herre firer og letvægtsdamedobbeltsculleren der har overrasket.

Samlet struktur og flot rostil

En af de ting som ungdomslandstræner Nils Henrik Stene også bemærkede ved weekendens regatta i Odense, er at flere af DRCs tiltag efterhånden kan ses i bådene:

”Det jeg kan se, er at der på tværs af hele projektstrukturen, bliver en mere og mere ensartet rostil, og et højt teknisk niveau i de fleste grupper. Og det er jo positiv at se, at de tiltag vi tidligere har søsat, begynder at vise sig.”

Helt overordnet er det en glad ungdomslandstræner, som tager hjem fra en flot regatta i Odense:

”Faktisk er jeg på nuværende tidspunkt lidt mere positiv omkring den kommende sæson, end jeg var før weekenden. Så man kan vel godt sige, at det er en lille positiv overraskelse jeg kommer hjem med efter denne her weekend – og det er jo dejligt.”

En stor trængsel af både, men smil var der også rigeligt af i Odense

Også rosportens eget selskab Eurow ApS var på pletten i Odense i weekenden, for at gøre opmærksom på de gode produkter selskabet har på hylderne i øjeblikket.

Alt i alt kan Fyns Regattaforening og Odense Roklub se tilbage på endnu en god regatta, og glæde sig over at de endnu en gang har været med til at give en masse regattaklare roere en god sæsonstart på vandet.