wave Created with Sketch.
Se alle nyheder
Efter at have fået to blodpropper i begge lunger i den forgangne sæson, har Christina Juhl Johansen, et af dansk ronings største OL-håb, givet sig selv et halvt år til at redde karrieren. Samtidig er hun rigtig ærgerlig over at det ikke er lykkedes lægerne at stille diagnosen og give den rette behandling tidligere i forløbet

Af DRC Pressechef Svend Bertil Frandsen

Det er et af sportens allermest ubarmhjertige sandheder, at forskellen mellem succes og fiasko er papirtynd. Alligevel er det meget usædvanligt at en af dansk idræts allerstørste profiler går fra at være medalje-kandidat ved VM til blot seks måneder senere at skulle overveje om man i det hele taget kan fortsætte karrieren. Ikke desto mindre har det været tilfældet for Christina Juhl Johansen (DSR), som formentlig ser frem til, at vi snarest muligt får lukket ned for året 2018.

Fra at være et råt talent på deltid blæste hun i 2017 som ny makker for Lærke Berg Rasmussen (DSR) ind på den internationale scene og fik i debut-sæsonen i W2- medaljer ved samtlige regattaer, som hun stillede op i. Og på den baggrund var det ingen overraskelse, at Christina blev indstillet til titlen som Årets Sportsnavn 2017. Der var i sandhed lagt op til et fantastisk 2018, men smilene stivnede, da en kold lungebetændelse udviklede sig til en lungehindebetændelse hos Christina i forårets træningslejr i Portugal. Og efter et frustrerende træningsforløb og kun en femte plads i årets første World Cup i Beograd valgte man i starten af juli foreløbig at skrinlægge satsningen med Lærke og Christina før afrejsen til Luzern.

Kunne ikke trække vejret ordentligt
”Jeg havde i forberedelserne til Luzern ikke kraftige smerter, som jeg havde haft under træningslejren i Portugal”, siger Christina i dag. ”Men jeg havde følelsen af, at jeg ikke kunne trække vejret, at jeg ikke kunne tage en dyb indånding. Og det gjorde, at når vi trænede, så nåede jeg ret hurtigt mit max. Jeg blev også meget træt, hvilket gjorde, at jeg efter første træningspas kom hjem og sov tre timer i stedet for den halve time, som jeg normalt sover til middag, siger Christina og uddyber:

”Til træning havde jeg svært ved at indfri mine forventninger og præstere ift. den daglige træning med Lærke. Det var frustrerende, at en lungebetændelse kunne påvirke vores forberedelser frem mod VM i så stor grad, at vi tit måtte skære ned på programmet eller helt aflyse træningen.

Hvad Christina på det tidspunkt ikke vidste var, at hun formentlig allerede i april i Portugal har haft en blodprop i højre lunge, men det fik hun først konstateret i august. Siden maj måned i år har Christina været til gentagne kontrol og undersøgelser hos egen læge og på sygehuset, pga. de langvarige og fortsatte gener fra lungebetændelsen og lungehindebetændelsen. Efter cirka tre måneder kunne Christina endelig begynde at fuldføre programmerne på vandet og samarbejdet med Trine Dahl Pedersen (Hadsund Roklub) gik fremad. Det ændrede sig dog til at de smerter og symptomer i Christina havde mærket i højre side af overkroppen på træningslejren i Portugal, nu også viste sig i venstre side.

Surrealistisk melding
Den 10. august var Christina så til undersøgelse på hospitalet, hvor hun først og fremmest skulle undersøges for astma. På det tidspunkt var hun på penicillin og burde være i bedring, men hun var stadigvæk syg. Lægerne undersøgte hende på kryds og tværs og kunne først ikke finde noget. Men efter at Christina insisterede på at tage flere prøver, viste en viste en blodprøve, at hun havde en blodprop.

”Det er selvfølgelig ret surrealistisk, at få sådan en melding”, siger Christina i dag. ”Jeg blev virkelig lettet over, at man endelig havde fundet ud af, hvad der var galt med min krop, men samtidig var det også meget svært at forholde sig til lige pludselig at være den suverænt yngste, der lå indlagt på afdelingen. Jeg havde i 3,5 måned ikke selv følelsen af at være blevet rask efter min alvorlige lungebetændelse i foråret, trods det, at lægerne mente jeg var det”, siger Christina Juhl Johansen.

Christina glæder sig i dag over alle de opmuntrende beskeder hun fik fra holdkammerater, landsholdsroere, trænere og ledere mens hun lå hospitalet og efter at hun kom tilbage til Danmarks Rocenter, hvilket gav et ordentlig skud moral i en ellers svær tid.

”Idrætsudøvere på 26 får også blodpropper”
”Hele det her forløb har fyldt meget i min daglig dag pga. den konsekvens det har haft for min træning, som lige nu har stor betydning og er omdrejningspunktet i mit liv. Jeg er ung og i topform, og derfor ikke i risikogruppen for at få blodpropper, men det kan ramme alle. Selvom at det er usædvanligt at unge får blodpropper, så kan jeg godt føle lidt at nogen af mine symptomer blev overset af læger og fysioterapeuter”,  siger Christina Juhl Johansen.

En ting er, at skulle gennemgå to blodpropper med al den smerte, som det medfører. En anden er, at skulle være hjemme, mens ens holdkammerater og samtidig konkurrenter tager afsted til VM for at kæmpe om medaljer. Selvom det var hårdt at se VM, så fulgte Christina med hjemme fra og heppede på det danske hold.

”Jeg har snakket med Lærke og Mads løbende” siger Christina således. ” Der var ingen tvivl om at beslutningen om at jeg ikke skulle med til VM var rigtig, eftersom at jeg var syg og ikke engang kunne gå uden at blive forpustet. Jeg fulgte især med i de tunge damers løb ved VM, fordi jeg stadig er en del af gruppen” siger Christina Juhl Johansen.

Og hvordan er tilstanden så nu hos den karismatiske Odense-roer. Er det overhovedet muligt, at vende tilbage til tidligere tiders niveau efter så voldsomt et sygdomsforløb?

Ingen Plan B
”Lægerne har forberedt mig på at jeg mit immunforsvar formentlig ikke er så godt som det plejer at være og det betyder for mig, at risikoen for forkølelse og lungebetændelse er højere. Jeg er lidt bekymret for om jeg vil kunne holde mig rask nok til at træne, men generelt synes jeg at det er gået fremad med min træning, så det er positivt. For hver uge har jeg kunnet mærke, at nu kom der lige lidt mere overskud i træningen”, siger Christina, der slet ikke er klar til at smide håndklædet i ringen. ”Det kan godt være at jeg om et halvt år finder ud af, at mine lunger har taget skadet og dannet arvæv. Men jeg vil ikke sidde om nogle år og tænke, hvad nu hvis. Det er vigtigt for mig, at jeg får gjort alt, hvad der muligt for at komme tilbage.”

”Jeg har ikke gjort mig klare tanker om en plan B, da det er roning der helt klart er første prioritet lige nu. Inden jeg startede til roning, var jeg dressurrytter og havde min egen hest. Det er ikke til at vide, men hvis jeg ikke kan fortsætte roning på eliteplan, kan det være at jeg fortsætter hestedrømmen.