25. March 2025:
National juniorsamling i Hadsund – fællesskab, sved og stærke præstationer
- Forside
- Nyheder
- National juniorsamling i Hadsund – fællesskab, sved og stærke præstationer
I weekenden var Hadsund centrum for 30 seje juniorroere fra hele landet, som mødtes til en træningslejr – med masser af grin, hårdt arbejde og nye venskaber. Deltagerne kom fra 9 forskellige klubber og fyldte Hadsunds imponerende træningsfaciliteter med god energi. Med en ny træningshal, køjerum med eget bad og toilet og ikke mindst lækker mad i rigelige mængder, var rammerne helt i top!
Men… vejret havde sin egen plan. En strid østenvind – den værst tænkelige retning i Hadsund – gjorde, at vi kun nåede én enkelt tur på vandet. Resten af weekenden foregik derfor indendørs, hvor roergometer og hockey fik fuld gas!
Vi fik heldigvis mulighed for at tilmelde os den virtuelle Nordic Open, og det tog roerne imod med åbne arme. De fleste kastede sig ud i en 2000-meter, og det blev til både personlige rekorder og flotte medaljer. Lørdag eftermiddag blev der desuden tilmeldt hele 7 stafethold til 4×500 meter-konkurrencen – og de kæmpede side om side i Hadsunds store hal. Ét hold roede sig endda helt op på medaljeskamlen med en stærk 3. plads!
Senere blev der gået til stålet i en intens hockeyturnering, mens trænerne tryllede aftensmad frem til alle de sultne roere – teamwork i topklasse!
Søndag morgen startede desværre med at vi efter en inspektion af Mariager fjord måtte droppe en tur på vandet. Så det blev endnu en omgang indendørs: 5/8 x 5 minutters roning med 5 minutters pause. Trods hårdt program holdt humøret og gejsten hele vejen til fælles frokost og bådpakning, inden alle drog hjemad.
En kæmpe tak til alle de unge roere, som mødte op med god energi, stærk vilje og højt humør – I har lagt fundamentet for et fantastisk juniorfællesskab. Vi glæder os allerede til at følge jer resten af sæsonen!
Også et kæmpe shoutout til de 8 trænere og Hadsund Roklub, der sørgede for topklasse faciliteter og opbakning hele vejen igennem. Jeres frivillige indsats gør en kæmpe forskel.
På gensyn
Karen Bardram Kehr
Ungdomskoordinator, DFfR