wave Created with Sketch.
Se alle nyheder
Regeringens nye Corona restriktioner med et forsamlingsforbud på 50 personer, sætter en kæp i hjulet for at afvikle kortbane DM som planlagt.

233 roere havde tilmeldt sig kortbane DM da den ordinære frist for tilmelding lukkede i dag kl. 12:00.

Men den klare melding er: der bliver ikke DM den 18.-20. september på Bagsværd Sø.

I går kom Gladsaxe kommune på Regeringens liste over kommuner, hvor forsamlingsforbuddet i de næste 2-4 uger er nedjusteret til 50 personer. Derfor har Hovedbestyrelsen vurderet, at DM 2020 skal udskydes.

”…Vi skal naturligvis bidrage med at holde smittetrykket nede, og selvfølgelig skal vi ikke samle roere fra hele Danmark i et område med et stigende smittetal” udtaler Thomas Ebert, formand for DM arbejdsgruppen. ”Vi giver ikke op endnu og aflyser. Vi udsætter. Lige nu arbejder vi på at finde en alternativ dato, og her har vi lørdag den 17. oktober i kikkerten såfremt at forsamlingsforbuddet tillader det. Måske kan det være at vi må finde en alternativ lokation. Vi undersøger mulighederne og melder klart ud på roning.dk så snart vi kan være præcise i vores udmelding”.

Den endelige beslutning træffes af Hovedbestyrelsen senest den 21. september.

Tilmeldinger til DM, som er foretaget rettidigt, vil fortsat være gældende såfremt der findes mulighed for tidsmæssigt at skubbe DM til senere på året.