wave Created with Sketch.
Se alle nyheder
I den forgangne weekend var der masser af aktivitet på Haderslev Dam i forbindelse med regattaen

Af Bianca Toftebjerg, [email protected]
Billeder: Svend Anker Iversen

Efter weekenden d. 9.-10. juni kan Sønderjysk Regattaforening se tilbage på endnu en velafviklet Haderslev Regatta med ca. 650 tilmeldinger i alt.

Antallet af startende sæder i år, har været lidt lavere end sidste år, og det skyldes at en del tyske klubber har været forhindret i at deltage, da der i samme weekend lå en tysk jubilæumsregatta. Men til næste år regner man med, at klubberne igen er klar til start på dammen i Haderslev.

Sidste år måtte man aflyse søndagens eftermiddagsløb på grund af for meget vind, men i år var vejret næsten ikke til at sætte en finger på. Begge dage lå dammen stille hen, og det eneste man måtte tage med, var lidt regn om søndagen.

Selvom regnen faldt, var der stadig masser af smil at finde ved Haderslev Regattaen

Formanden for Sønderjysk Regattaforening Anton Hirschauer er tilfreds ovenpå weekendens regatta:

”Det var en rigtig god regatta, og med ca. 650 tilmeldinger i det hele, så har den også haft en god størrelse. Til næste år, ser det ud som om regattaen igen bliver lidt større, fordi de tyske klubber som ikke har været med i år, formentlig er klar til start.”

Haderslev Regatta har en flot størrelse, og afviklingen har krævet både masser af tid og frivillige kræfter. Og netop de frivillige kræfter er så enormt vigtige for regattaen, uden dem ville det nemlig ikke kunne lade sig gøre, og formanden er heller ikke sen til at rose de frivillige for deres store indsats.

Der var mulighed for at se flot roning på Haderslev Dam i den forgangne weekend

Klar igen til næste år

Der er ingen tvivl at spore hos Anton Hirschauer, når man spørger om der igen i 2019 bliver Haderslev Regatta, for selvfølgelig gør der det. Allerede nu er forberedelserne så småt gået i gang, og det kun små fire dage efter at den sidste båd kom over målstregen ved årets regatta.

Men det er også en beskeden formand for Sønderjysk Regattaforening, som påpeger at der altid vil være småting der kunne være gjort bedre:

”Afviklingen kan altid gå bedre, og til næste år bliver det endnu bedre. Vi har steder hvor der skal rettes lidt. Men det er ikke noget deltagerne kan mærke, de udfordringer vi oplever, er bag kulissen – så det påvirker ikke roerne.”

I regattaforeningen lægger man et kæmpe, og virkelig flot arbejde i at arrangere en god regatta for både danske og tyske deltagere. Og der er ikke nogen tvivl om, at der igen til næste år vil være en flot og velorganiseret regatta på Haderslev Dam.

Roerne var ikke de eneste på vandet, på Haderslev Dam i weekenden