wave Created with Sketch.
Se alle nyheder
Lørdag d. 4. november løb det årlige møde i DFfRs interessenetværk for coastalroning af stablen i Fredericia

Af Bianca Toftebjerg, [email protected]

24 deltagere var lørdag mødt op i Fredericia Roklub, som i år var vært for mødet i DFfRs interessenetværk for coastalroning i Danmark. De gode diskussioner og samtaler om fremtiden for coastalroning i Danmark fyldte roklubben i Fredericia, hvor de fremmødte coastalentusiaster fik drøftet stort og småt inden for feltet.

Hovedmålet for interessenetværket er at skabe udvikling, ny aktivitet og være medvirkende til at implementere coastalroning bredt i dansk roning. Og dagsordenen bød på punkter som evaluering af de afholdte konkurrencer og aktiviteter i 2017, lidt om DFfRs første coastallangtur, coastaltræningsseminaret og coastalkurser.

I 2017 har der været mange coastalaktiviteter, og også en del nye, bl.a.:

  • FISA tour i coastalbåde
  • Coastalseminar med fokus på træning
  • Første DFfR langtur i coastalbåde
  • 2 dedikerede coastalregattaer i Danmark
  • Deltagelse i VM for klubhold i Frankrig med 7 hold
  • Coastalkursus med fokus på bådkendskab og sikkerhed
  • Lokale coastalløb
  • Coastalløb i forbindelse med DFfRs langdistanceturnering
  • Turlederkursus med mulighed for roning i coastalbåd

Udover evalueringen af coastalaktiviterne i 2017, var der også tid til nytænkning på netværksmødet. Her drøftede deltagerne i grupper mulige nye tiltag inden for coastalroning i Danmark. Bl.a. hvordan man kan få flere unge til at blive interesseret i coastalroning, men også hvordan de enkelte klubber kan få mere erfaring med coastalroning bl.a. vha. vidensdeling klubberne imellem.

Coastal-aktiviteter i 2018

Der findes mange punkter på listen over påtænkte aktiviteter for coastalroere i 2018. Og der er ikke nogen tvivl om, at der igen til næste år vil være mange muligheder for at deltage i coastalaktiviteter rundt omkring i Danmark. Om Danish Open Coastal Rowing er på vej til at blive et forbundsmesterskab vil tiden vise, der er igangsat et initiativ for at søge om, at ophøje titlen, så regattaen kan blive et anerkendt mesterskab.

Peter Froskov fra DFfRs coastaludvalg, glæder sig over et veloverstået netværksmøde og ser frem til, sammen med mange gode kræfter, at arbejde videre med udbredelsen af coastalroning i Danmark, i 2018:

”Det var en kæmpe fornøjelse at mærke energien, nysgerrigheden, åbenheden, pionerånden og fællesskabet. Jeg tror på, at vi alle fik noget med hjem. Og ikke mindst sammen har skabt endnu mere grundbund for den videre udvikling af coastalroningen i Danmark.”

Resume fra mødet og emner fra gruppearbejdet kan ses her.