2. December 2019:
Endnu en flot DFfR Award Night til samlingen
- Forside
- Nyheder
- Endnu en flot DFfR Award Night til samlingen
Af Bianca Toftebjerg, [email protected]
136 gæster havde fundet vej til Danske Studenters Roklub i lørdags, for at deltage i fejringen af roåret 2019, og de fantastiske resultater som årets mesterskaber har bragt med.
Blandt gæsterne var både H.K.H. Prinsesse Benedikte, der jo som bekendt er protektor for dansk roning, Niels Nygaard, formand for Danmarks Idrætsforbund og Hans Natrop, næstformand i DIF.
Samtidig var også masser af danske roklubber repræsenteret, helt fra Bagsværd til Odense, Holstebro, Aalborg og Haderslev og allerede fra de første ankom gik snakken lystigt i DSRs flotte lokaler, der var dækket op til lejligheden.
Efter Prinsessens ankomst bød DFfRs formand Henning Bay velkommen og takkede de mange gæster, som havde taget sig tid til at komme.
I forbindelse med velkomsttalen skulle årets internationale medaljer og resultater naturligt hyldes og der blev uddelt både champagne og KU-nåle i guld og sølv. Morten Espersen forestod uddelingen af KU-nålene og i år blev der uddelt i alt syv nåle. Tre af guld og fire af sølv.
Også DFfR Ærestegn blev der uddelt, for de to af ærestegnene der blev uddelt på aftenen, var temaet DRC-trænergerningen, hvor både Bent Fransson og Mads Haubro Petersen fik overrakt den fine nål, som en anerkendelse af deres store trænerindsats gennem årene.
Der var dog et tredje ærestegn, som kun de færreste kendte til modtageren af, og det var da også en tydeligt overrasket og berørt Henning Bay, der fik overrakt DFfRs Ærestegn af H.K.H. Prinsesse Benedikte i lørdags.
Og vinderen er…
Som sidste år, havde ro-Danmark op til arrangementet haft mulighed for at lave indstillinger i de tre forskellige priskategorier der uddeles på selve aftenen.
Men det var ikke de tre eneste priser der blev delt ud, også Motionsturneringen, administreret af Leif Thygesen og Roinfo blev markeret, og vinderklubben Aalborg Dame Roklub, der i gennemsnit har roet imponerende 586,886km pr. roer i 2019.
Dermed får Aalborg Dame Roklub titlen som Danmarksmesterklub i Romotion igen i år, sammen med den tilhørende pokal overrakt af H.K.H. Prinsesse Benedikte.
Til titlen som årets træner, var de nominerede kandidater godt fordelt rundt om i landet med Alexander Strarup fra Bagsværd, Brian Sørensen fra Nyborg og Louise Kelstrup fra Skanderborg.
Vinderen skal findes i Skanderborg Roklub, hvor Louise Kelstrup i 2019 har gjort en stor indsats for ungdomsafdelingen.
Til initiativprisen var de nominerede klubber ligeså godt spredt ud, og det stod mellem Roklubben Furesø, Nyborg Roklub og Aalborg Roklub/Universitetsroning Aalborg.
Her har afstemningen været åbne for alle og i år var der stemmerekord med i alt 929 afgivne stemmer. Vinderklubben blev Aalborg Roklub/Universitetsroning Aalborg og repræsentant Simon Staal greb chancen og holdt en fin takketale, hvor han bl.a. understregede at prisen betyder meget for den nordjyske klub, der i den grad ser det som et stort skulderklap.
Aftenens sidste pris som skulle uddeles, var prisen til Årets Unge Kaproer, og med titlen følger en specialdesignet nål med Prinsesse Benediktes monogram og to årer på, som selvfølgelig blev overrakt af Prinsessen selv.
I år skulle vinderen findes blandt Anne Larsen fra Odense, Oliver Bach fra Randers og Maria Johansen fra Ringsted, alle tre på den ene eller anden måde ikke kun indstillet for deres resultater, men også for deres væremåde og personlighed.
Slutteligt kunne Henning Bay løfte sløret for, hvor DFfRs Award Night skal afholdes i 2020, og til næste år skal Odense Roklub være værtsklub for fejringen af roåret, som jo også er et OL-år.
DFfR Award Night var i 2019 sponsoreret af:
Og præsenteret i samarbejde med:
Danske Studenters Roklub