wave Created with Sketch.
Se alle nyheder
De fire kvinder, som kommer først over målstregen i W4- finalen ved årets Kortbane DM bliver de første danske mestre i bådklassen

Fra 2026 udvides antallet af officielle DIF Danmarksmesterskaber i dansk roning endnu en gang. Dansk Forening for Rosport har fået godkendt W4- som en officiel DIF DM-disciplin på 2.000 meter.

Udvidelsen følger de seneste års udvikling, hvor flere kvindelige bådklasser har fået officiel DM-status. I 2023 blev W8+ et officielt DIF Danmarksmesterskab, og i 2025 fulgte W2-. Nu bliver W4- den næste bådklasse, hvor der nu også skal kæmpes om de officielle DIF DM-medaljer.

Og den fortsatte udvidelse er noget, som gælder DFfRs formand, Kasper Haagensen:

“Det er meget positivt, at vi igen i år kan udvide antallet af officielle DIF Danmarksmesterskaber for kvinder. W4- er en af de bådtyper, som vi også satser på internationalt. Derfor er det også oplagt at man skal kunne vinde officielle DIF DM-medaljer i klassen, og det kan man fra i år. Jeg håber, at det vil være med til at styrke interessen for at udvikle stærke firere ude i klubberne. Samtidig er det endnu et skridt mod en bedre balance i antallet af officielle DM-medaljer for kvinder og mænd.”

På kvindesiden er der nu mulighed for at vinde DIF DM-medaljer i seks forskellige bådtyper, nemlig W1x, W2x, W4x, W8+, W2- og W4-.

Første gang der skal uddeles DIF DM-medaljer i W4- bliver ved Kortbane DM 2026 som afvikles d. 19. september på Sorø sø.