28. August 2024:
En tur til VM i Canada – med dommerøjne
- Forside
- Nyheder
- En tur til VM i Canada – med dommerøjne
Formand for DFfRs dommerudvalg, og international banedommer Flemming Gaur (Silkeborg), blev i slutningen af 2023 udtaget til at skulle være dommer ved dette års, netop overståede, store verdensmesterskaber i St. Catharines, Canada.
Når man sådan tager tre mesterskaber og slår dem sammen til afvikling på i alt otte dage, så er det en noget anden størrelse end normalt, fortæller den rutinerede banedommer:
“Et VM for Senior, U23 og U19 med deltagelse fra 58 nationer med 432 hold ialt kaldes dette for ‘mega Worlds’. Et VM strækker sig normalt over otte dage, nu afvikles der to fulde VM’er, samt de ikke-olympiske seniorklasser på samme tid. Det giver lange dage på banen, her i solskin det meste af tiden. Mandag blev aflyst på grund af en forventet kraftig vind. Det betød blot for os dommere, at vores seminar kunne få lov til at fylde hele dagen. Patrick Rombaut sluttede af med at samle op på sin karriere som roer, dommer og formand for det internationale dommerudvalg.”
Ved mesterskaberne i Canada, er der indkaldt internationale banedommere fra hele verden, som sammen får det hele til at køre, så roerne er sikre på, at alt bliver afviklet korrekt. Og Flemming Gaur fortæller, at man på sådan otte dage, får lov at komme hele vejen rundt, i alle de forskellige dommeropgaver der findes:
“Af de 20 dommere fra hele verden (ITO), der skulle dømme ‘mega Worlds’, fik jeg lov at åbne ballet med ‘practice starts’ og de første løb, lige som jeg fik lov at lukke igen som starter og start assistent sammen med den hollandske dommer. Herimellem blev alle opgaver besøgt, her iblandt indvejning af fire danskere til deres første løb, ligesom jeg fik lov at følge dem ned over banen i deres finale. For at et event som dette kunne fungere, var der hjælp fra yderligere 20 dommere (NTO) fra USA og Canada. De tog tørnen med træning før og efter løbene og marchal opgaver under løbene.”
Selvom en international rodommertjans giver lange dage på robanen, så er der også tid til oplevelser i det land, som man nu er i. Det har Flemming Gaur, naturligvis også haft tid til:
“Trods de lange løbsdage blev der også lidt tid til at opleve Niagara regionen, the Falls, Niagara-on-the-Lake (NOTL) den første hovedstad i Canada, og vinsmagninger på flere af de mange vingårde i området.”
Hvis du går med en dommerdrøm i maven, så kan du altid kontakte DFfRs Dommerudvalg og høre mere om hvordan du kan komme i gang. Du kan finde deres kontaktoplysninger her.