DRC tager udfordringen op med amerikanske drømme

Af DRC Pressechef Svend Bertil Frandsen

Da den tunge danske herrefirer sidste år indkasserede en flot femteplads ved VM var det en præstation, der signalerede, at DRC har været i stand til at bygge bro mellem roere fra flere forskellige træningsmiljøer, hvor Joachim Sutton (Roskilde), der til daglig ror på Berkeley Universitetet i Californien på rekordtid fandt sammen med resten af kvartetten (Tøger Berg Rasmussen (DSR) , Tobias Kempf (Odense) og Steffen Bonde (Odder)

Roning i en speciel kategori
Det positive resultat ved VM er dog ikke ensbetydende med, at samarbejdet mellem roere med base på hver side af Atlanten altid vil ende lykkeligt. Cheftræner for herregruppen, Brian Richardson har sammen med assistent Jens Vilhelmsen op til sæson 2018 igen udfordringer med at få skabt de fornødne betingelser for en god forberedelse til VM, såfremt Joachim er en del af mandskabet på M4-. ”Jeg synes vi har nydt godt af effekten af forskellige tilgange til roning sammen. Men jeg har mine bekymringer om det kan blive ved med at gå godt. Vi havde en lang sæson sidste år, hvor vi næsten havde en måned mere inden VM, men det har vi ikke i år i kraft af, at VM ligger tidligere”, siger Jens Vilhelmsen.

De senere år har ambitionerne om at forfølge ”den amerikanske drøm” og prøve sig selv af studie- og træningsmæssigt i USA virkelig fået tag i nogle af Danmarks mest talentfulde roere. Trafikken over Atlanten er de seneste år taget til, og i skrivende stund er ikke færre end seks potentielle landsholdsroere i USA fra Danmark. Ud over Joachim Sutton, studerer og træner Ida Görtz (Bagsværd), Astrid Steenberg (Sorø), Ida Petersen (Holstebro), Nicoline Laidlaw (DSR) og Julie Holst Poulsen (Odder) til dagligt i USA, og det er ikke tilfældigt, at vi i dag har så mange kvindelige roere på den anden side af Atlanten. Tidligere har der også været landsholdsroere, der valgte at henlægge studierne til USA, men tendensen har været tydeligere de senere år.

Det hænger sammen med, at de amerikanske universiteter har et ganske stort antal scholarships at dele ud årligt på tværs af flere sportsgrene, og begge køn, forklarer cheftræner for dame-gruppen, Mads Haubro. Mange af scholarshipsene for mændene går til basketball og til amerikansk fodbold, typiske amerikanske sportsgrene med et overtal af mandlige atleter. Derfor er der et overskud af scholarships til sportsgrene med en stærk tradition for kvindelige idrætsudøvere, heriblandt roning. Det betyder, at de amerikanske universiteter målrettet rekrutterer unge, især kvindelige roere hovedsageligt i U19 og U23 aldersklasserne, hvilket er et kritisk tidspunkt i deres udvikling, beretter Mads Haubro.

Roning er unik
Andre idrætsgrene som atletik, svømning og tennis har igennem tiden nydt godt af at sende deres atleter til USA, men i Danmarks Rocenter er der ikke nødvendigvis feststemning, når en roer fortæller, at han eller hun ønsker at forfølge et collegestudie og henlægge træningen til Guds eget land.

”Roning er den eneste sport, hvor du kæmper individuelt, men som et hold. Jeg kan ikke komme i tanke om andre sportsgrene, hvor det er på samme niveau og med samme behov for både individualisering og holdtræning”, siger Mads Haubro. ”Kigger man på f.eks banecykling, atletik eller svømning, så skal atleterne ikke nødvendigvis bevæge sig på helt samme måde for at det giver gode resultater i holdsammenhæng, men det er nødvendigt i roning. Hvis bevægelserne ikke er ens, så forstyrres de biomekaniske kræfter og effektiviteten på vandet falder, hvilket er en af grundene til, at det er så vigtigt for os, at landsholdets roere kan træne sammen på daglig basis. Derfor er det naturligvis en udfordring, når vi har roere med olympisk potentiale i USA”, siger Mads Haubro.

I det hele taget er det daglige samspil en næsten altafgørende faktor for at få samarbejdet og samroningen i både med mere end én roer til for alvor at spille sammen, fortæller Mads Haubro. ”Kigger man på holdroningen, så er det essentielle for at ro stærkt, at der en kæmpe fysisk motor, at teknikken er god, at man mentalt er stærk, og ikke mindst, at man er vant til at ro sammen. I princippet kan man ro hurtigt på mange forskellige måder så længe man gør det sammen og med et ensartet bevægelsesmønster”, siger Mads Haubro.

Ung eller erfaren?
Fra trænernes side er der bred enighed om, at et kortere eller længevarende ophold i USA både kan være gunstigt og ugunstigt for landsholdskarrieren. Det afgørende for trænerne er, hvor atleterne er i deres rokarriere samt, hvad de ønsker at opnå med deres sport.

”Jeg tror helt sikkert det er gavnligt at komme over i et andet miljø og få nogle andre impulser, og jeg anerkender også, at roerne kan få nogle meget store oplevelser i USA. Men når vi skal træne mod OL, kræver det benhård dedikation i et træningsmiljø, hvor vi er sammen hele tiden”, siger Jens Vilhelmsen således. Den holdning bakkes op af ungdomslandstræner Nils Henrik Stene, der både ser fordele og ulemper ved et amerikansk universitetsophold. ”Der er klare udfordringer ved at tage derover, men også muligheder. Når man er seniorroer og er en del af en satsningsbåd mod OL, så er den optimale situation, at man er tæt på, så træningen i dagligdagen er mulig. Jeg ser en mere lige deling af muligheder og udfordringer, når det gælder yngre atleter, da et ophold i USA kan give et motivationsboost samt en hel ny dimension af selvstændighed og andre life skills, der på sigt kan give et bedre udgangspunkt ift. en olympisk satsning”, siger Nils Henrik Stene således.

Kan dansk og amerikansk roning forenes?
Et afgørende spørgsmål i diskussionen om universitetsroning i USA, handler om, hvorvidt det er muligt at forene et universitetsophold med en olympisk satsning på landsholdet. Geografien er naturligvis det centrale bjerg at bestige, for i hvert skridt der skal trædes, ligger der kulturforskelle, forskellige måder at gribe tingene an på, forskellige måder at kommunikere på, forskellig indstilling til, hvordan man opnår de ønskede resultater, forskelligt syn på, hvilke resultater man ønsker at opnå mv. ”På de amerikanske universiteter handler det oftest om at stille en hurtig otter, hvor man som roer ved, at der er otte pladser. I Danmark satses ofte på flere og mindre bådtyper afhængig af, hvor højt niveauet er blandt de danske roere. Det giver en forskel i måden at forstå holdsætning og selektering på. Groft sagt skal du blot være i top 8 på universitetet i USA for at sikre dig en plads på den bedste båd. I DRC gør vi meget ud af at sammenligne roernes præstationer på internationalt niveau og give mulighed for og tro på, at det er muligt at være i top 8 i verden. Det giver alt andet lige risiko for at stagnere i sin udvikling på universitet i USA, hvis man stiller sig tilfreds med at være i top 8 der. Hvis man har potentiale til top 8 i verden, så er det en udfordring at få roerne til at indse det, hvis de er vandt til at stille sig tilfreds med mindre”, siger Nils Henrik Stene således.

Det australske landshold har i mange år kæmpet med de her problemer, beretter Jens Vilhelmsen. ”De afprøvede en løsning med en permanent ansat i USA, hvis job det var at koordinere australske roere i USA, for at opnå et harmonisk samarbejde mellem landsholdsroning og universitetsroning, men det var en fiasko. De fik ikke passet det ind i forhold til universiteternes program og de var ikke dygtige nok til at lave aftaler med universiteterne omkring, hvordan man skulle få det op at stå. Og det vidner bare om, hvor svært det er, fordi der i mange situationer kan være modstridende interesser. Universiteterne er naturligvis interesserede i, at deres roere leverer til de stævner, som de prioriterer, og vi vil gerne have at de leverer i forhold til andre stævner. Det er vanskeligt, at få enderne til at mødes”, siger Jens Vilhelmsen.

Levende reklamesøjler?
Med ikke færre end seks landsholdroere i USA, er den tiltagende forkærlighed for et ophold på et amerikansk universitet en faktor, man er nødt til at tage alvorligt i dansk roning, eftersom det ikke kan afvises, at de seks roere ikke bliver de sidste, som drager afsted. Joachim har været meget begejstret for sit ophold, og det er nærliggende at tro at andre landsholdsroere med adresse i USA også kan blive en slags ”reklamesøjler” for et amerikansk universitetsophold over for næste generation af unge rotalenter.

”Jeg er nervøs for, at der kommer en lidt forsinket effekt af flere roere, som ønsker at studere i USA. Når der er et relativt stort antal roere derovre lige nu, så er det også nemmere for dem, der sidder herhjemme at tænke, det skal jeg også. Der er mange før, der har gjort det, som kan give råd og vejledning i, hvad man skal gøre og hvem man skal have kontakt til. Det kan give en selvforstærkende effekt, som kan komme til at skade mere end den gavner. Det er min frygt.”, siger Nils Henrik Stene.

Kan træningskulturen forstyrres?
Skulle mange roere, der indgår i landsholdstruppen i fremtiden vælge at tage turen over Atlanten, så vil det utvivlsomt skabe udfordringer i DRC, da træningskulturen kommer under pres, forklarer Mads Haubro. ”Hvis mange landsholdsroere bor og træner i USA til dagligt, bliver træningskulturen, som er opbygget gennem mange år i Danmarks Rocenter skrøbelig forstået på den måde, at det er sværere at forstyrre en kultur jo flere, der bakker op om den og indgår som en del af den.  At der kommer én ind, der normalt ror i USA, betyder ikke meget, men hvis flere af landsholdets roere træner i USA vil træningskulturen, når de kommer til Danmark blive forstyrret og det er en udfordring”, siger Mads Haubro.

Alle trænere slår fast, at hvis man går benhårdt efter at sikre sig en plads på landsholdet, så skal man blive hjemme frem for at tage til USA. Herboende roere vil altid have en naturlig fordel af, at være i Danmark. ”Man gør landsholdsroningen sværere for sig selv, når man er i USA. Det er sværere for dem, der er derovre, at komme på en båd i Danmark. Vil man på en båd, så skal man være suverænt bedre end dem, der er i Danmark. Alternativt skal man være hurtig til at tilpasse sig, når man kommer til Danmark og har mulighed for at indgå i træningen og vise sit niveau i en dansk kontekst”, siger Mads Haubro.

Landsholdsroere i Danmark har en fordel
Mads Haubro forklarer, at hvis man har en roer i Danmark og en roer i USA, der styrkemæssigt er meget lige, så vil pilen altid pege på den, der træner i Danmark. ”Når du har roere, der ligger på vippen i Danmark, men som tager udfordringen op mod dem i USA, så bliver det svært for dem i USA, fordi vi kan hjælpe dem, der ror i Danmark i langt højere grad end dem i USA. De roere, som har fast base omkring Bagsværd Sø, kan vi potentielt arbejde med 12 måneder af året”, siger Mads Haubro. Samtidig kan det også være en meget desillusionerende oplevelse for en roer i Danmark at blive slået af en roer, der befinder sig i USA. ”Det kan være et stort dilemma, at der er nogen, der sidder på båden otte måneder om året og så ikke sidder der, når de store mesterskaber kommer”, siger Mads Haubro således.

Landstrænerne vedkender sig, at det i nogle tilfælde kan lønne sig at opsøge et træningsmiljø på den anden side af Atlanten. Samtidig ønsker man fra de danske træneres side bestemt ikke at lægge sig fladt ned og lovprise amerikanerne. ”Vi skal hele tiden have et godt alternativ til at tage derover. Og det er som i al anden konkurrence, at når ens konkurrenter gør det godt, så må man gøre det endnu bedre. Universitetsroningen i USA stiller derfor nogen krav til, at vi bliver bedre til at tilbyde denne gruppe roere, specielt i U23 sammenhæng flere klare fordele og muligheder ved at blive i det miljø, vi har Danmark”, siger Nils Henrik Stene og fortsætter:

”Det er en reel udfordring, at vi har en pyramideform, hvor der bliver færre og færre atleter jo længere op i aldersklasserne, vi kommer. Der er mange af roerne, der tager derover, som bliver både overrasket og motiveret af, at komme ind i et træningsmiljø, som er større i antal end det, de kender hjemme fra. Det giver naturligvis andre særligt sociale dimensioner, som vi har svært ved at kunne matche. Det er en udfordring, men også en udfordring, som vi er klar til at tage op for vi ved, hvad det kræver for at have et godt og velfungerende træningsmiljø”, siger Nils Henrik Stene, der også påpeger, at det er vigtigt, at både klubber, kraftcentre og DRC holder tæt kontakt til roerne i USA og tager god hånd om dem, når de vender hjem, så det føler sig velkommen og derved har let ved at indgå i dansk roning efterfølgende.

USA eller landsholdet?
En af de største bekymringer som trænerne nævner, omhandler roernes motiv for deres rokarriere. Hvorvidt et ophold på et amerikansk universitet bliver det, som unge roere stiler efter i højere grad end en landsholdskarriere, hvor målet er olympiske medaljer. ”Jeg ser en problematik, når man ser atleterne i øjnene og spørger: ”Hvorfor ror du? Er det for at komme til USA og sikre en given uddannelse fra et givent universitet, eller er det fordi du har en klar vision om, at du vil til OL med landsholdet?”, siger Jens Vilhelmsen. Den mening deles af Nils Henrik Stene: ”Vi ser gerne, at det er OL- medaljer, der driver sulten, og der kan jeg se, at der kommer endnu mere støj på linjen, hvis man har andre målsætninger end nødvendigvis at præstere på et landshold til OL. Jeg synes det er problematisk, hvis man ror for at komme til USA frem for at det er en ekstra mulighed, som kan udnyttes under de rette forudsætninger”, siger Stene.

I det hele taget skal de unge talentfulde roere gøre sig klart, at de ikke både kan blæse og have mel i munden, understreger Jens Vilhelmsen. ”Det er ikke alle, der kan vinde OL-guld. Det er ikke nemt. Det er ikke sådan, at man lige vælger landsholdet til, fordi det kunne være spændende og karriereopbyggende. Det er noget du sætter blod, sved og tårer i. Det er et kæmpe sats og det er pissesvært. Derfor skal man virkelig tænke sig om, hvis man tror, at man både kan være på landsholdet i Danmark og samtidig være i USA”, siger Jens Vilhelmsen.