wave Created with Sketch.
Se alle nyheder
Standerhejsning i Roforeningen KVIK var anledning til nogle ord med på vejen fra DFfR

I lørdags holdt Roforeningen KVIK standerhejsning forud for foreningens 150-års jubilæumssæson. Formænd for KVIK og DFfR ønskede alle en god sæson.

Af Jonas Melander Hammer

Det var en af de bedst besøgte standerhejsninger i flere år, da Roforeningen KVIK i lørdags skød deres 150-års jubilæumssæson i gang. Op imod 100 roere var mødt op til at høre tale fra KVIKs og DFfR’s formænd og overvære båd-dåb.

Og først på talerstolen var KVIKs formand, Frederik Østerberg. Fra ham skulle der lyde et stort tak til KVIKs Venner, der blandt andet har forsynet KVIK med deres første coastal firer– noget, han kaldte en sensation.
Han adresserede også ombygningen af foreningens klubhus, som fandt finansiering under den seneste generalforsamling. Der herskede ingen tvivl om, at det bliver et klubhus, der kan huse aktiviteter både sommer og vinter.

Sportsligt var der store forventninger til jubilæumssæsonen, hvor KVIK er repræsenteret ved OL, DM, Masters og langturskonkurrencer. Sidste sæson oplevede KVIK en stor tilgang af nye roere, og han håber, at udviklingen fortsætter.

Frederik Østberg sluttede af med at takke alle frivillige, der får KVIK til at fungere, inden han ønskede en god sæson.

Kedelige nyheder om DM og OL

Henning Bay, formand for DFfR, havde i hans tale ærgerlige nyheder om Danmarksmesterskabet.
Da World Rowing Masters regatta bliver afholdt på Bagsværd Sø, kan DM ikke afholdes på Danmarks Rostadion.

Tidligere har regattaforeninger som Sorø, Brabrand og Maribo kunnet afholde mesterskabet, men ingen har haft mulighed for det i år. Det betyder, at det i stedet bliver afholdt i Holstebro på 1000-meter distancen.

Danmarks Idrætsforbund kan derfor ikke stå indenfor uddelingen af de officielle DIF-medaljer. Derfor vil årets DM være et uofficielt regatta. Henning Bay gjorde meget ud af at beklage tilfældet, men nævnte dog også, at DFfR vil gøre alt for, at DM-situationen ikke gentager sig.

Samtidig kommenterede han også på FISA’s forslag om at ændre roningen, så den indretter sig efter IOC-Agenda-2020. Det er denne, der kan have betydning for antallet af OL-medaljer i letvægtsklassen, såfremt den indføres.

Han fortalte, hvordan Nordisk Roforbund d. 16. april afholder et ekstraordinært møde, hvor de nordiske ro-lerede vil diskutere, hvordan der kan etableres en fælles front med FISA’s forslag.

God sæson

Efter den lidt tungere del af Henning Bays tale, var der også plads til det mere letfordøjelige.

Han takkede alle fremmødte roere og bemærkede, hvor dejligt det var at så mange føler samme glæde ved sporten som ham selv.

KVIKs historie fik også et par flotte ord med på vejen i anledning af 150-års jubilæet.

”Roforeningen KVIK er Danmarks første roklub og dermed grundlaget for, hvorfor roning er en af de mest succesrige idrætter i Danmark. KVIK er en mastodont i dansk roning med stolte traditioner. Jeg skal blot nævne OL-guldfireren fra 1964, OL-bronzemedaljerne i 1984, Fies OL-sølv fra London, og senest OL-kvalifikationen i to’eren for kvinder,” sagde formanden blandt andet.

DFfRs formand Hening Bay Nielsen

Henning Bay Nielsen takkede også KVIK på vegne af DFfR for den støtte, de viser de danske konkurrence-roere, inden han igen så mod de fremmødte motionsroere.

”Vi dyrker den allermest fantastisk fede sport, hvor vi kombinerer det sportslige med fællesskaberne. Og vi oplever endda naturen på helt tæt hold imens. Vi arbejder alle for at samle og styrke dansk roning, samt dele og sprede glæden. Ro-motion er bare go-motion,” sluttede han.