wave Created with Sketch.
Se alle nyheder
Dalum Landbrugsskole dannede igen i år, rammerne om årets Hovedgeneralforsamling i rosporten, der blev en dag med god snak og debat

Marts og Hovedgeneralforsamling hænger uløseligt sammen for dansk roning, og 2026 er ingen undtagelse. Således fik vi lørdag d. 21. marts, afviklet vores årlige generalforsamling, hvor der allerede fra starten, var lagt op til en dag med masser af valg og rigeligt at snakke om.

Morgenstunden gik med god snak blandt de mange fremmødte klubrepræsentanter, inden de kunne fordele sig ud på de tre udbudte workshops, og høre om enten sikkerhed, vinterrekruttering eller coastalroning.

Herefter gik dagens generalforsamling i gang, hvor bl.a. formandens beretning gav god debat i salen og anledning til spørgsmål. Også økonomiansvarlig i DIF-bestyrelsen, Jens Hornemann, lagde vejen forbi Dalum, for at hilse på og give en kort status.

Jens Hornemann fortalte om det arbejde og fokus der pt. pågår i DIF-bestyrelsen bl.a. ifm. det nært forestående folketingsvalg.
Formand Kasper Haagensen markerede også 20. året for stiftelsen af rosportens eget selskab EUROW og takkede direktør Peter Froskov, for hans store arbejde med og for coastalroning i Danmark.

Næstformand Bo Kaliszan, bestyrelsesmedlem Charlotte Buchwaldt og sekretariatsleder Bent Jørgensen, præsenterede forbundets nye DIF-strategi for de fremmødte. Under frokosten havde deltagerne så mulighed for at stille spørgsmål og få en snak om de enkelte strategispor.

Og den nye strategi gav anledning til flere gode snakke og spørgsmål fra de fremmødte

God debat og masser af synspunkter

Den udsendte dagsorden bugnede af forslag, fra både bestyrelse og klubber. Der var både ændringer i forbundets netværksstruktur og udvalgsstruktur på dagsordenen, hovedbestyrelsen havde også lagt op til en navneændring, som dog blev skubbet til 2027, da tiden begyndte at blive knap. Også to klubber havde indsendt forslag til drøftelse på generalforsamlingen, og med undtagelse af navneændringen, blev alle forslag præsenteret og livligt debatteret af salens fremmødte.

Begge hovedbestyrelsens forslag til vedtægtsændringer blev, med nogle småjusteringer, stemt igennem. Mens de to klubforslag ikke fik den tilstrækkelige opbakning.

En masse valg og nye navne i Hovedbestyrelsen

I lige år vælger vi Økonomiansvarlig, og noget utraditionelt var der kampvalg til posten da HB-medlem Charlotte Buchwaldt (Nyborg) udfordrede den genopstillende Gert Kuhn Iversen (Sorø). Her gik stemmeflertallet til Charlotte Buchwaldt (Nyborg), som indtager posten for de næste to år.

Til de tre ledige poster i Hovedbestyrelsen, var der intet mindre en seks kandidater at vælge imellem for salens delegerede. Udover de to genopstillere, Bo Kaliszan (Roskilde) og Jakob Mortensen (Holstebro) havde Alexander Modest (Lyngby), Hardy Engelbrecht (Middelfart), Frederik Juel Hansen (Dragør) og Anja Revall (Greve), meddelt deres kandidatur.

Det endte med genvalg til Bo Kaliszan (Roskilde) og Jakob Mortensen (Holstebro), og med sig på holdet som bestyrelseskollega, fik de Anja Revall (Greve).

Da Charlotte Buchwaldt (Nyborg) havde et år tilbage på posten som menigt medlem, skulle der også vælges nyt navn til denne restperiode, denne gang kunne salen vælge mellem tre kandidater, som ikke blev valgt for to år, Her tog Alexander Modest (Lyngby) stemmeflertallet og fuldender således bestyrelsesbesætningen.

Den nye bestyrelse fra venstre: Charlotte Buchwaldt, Kasper Haagensen, Bo Kaliszan, Jakob Mortensen, Linda Kærgaard, Alexander Modest. På billedet mangler Anja Revall, som ikke havde mulighed for at være tilstede på generalforsamlingen.

Hæder og stående bifald

Bestyrelsesmedlem Lotte Madsen (Holte) valgte at takke for denne gang i DFfRs hovedbestyrelse, og stillede således ikke op til genvalg. Gennem årene i bestyrelsen har Lotte Madsen bl.a. været kontaktperson til vores Dommerudvalg, og deltaget på udvalgets forårssamlinger og møder.

For at takke hende for det store arbejde, overrakte formand for Dommerudvalget, Flemming Gaur, hende en buket blomster.

Gennem mange år, er forbundets generalforsamlinger blevet ledet med sikker hånd af John Frenz, bedre kendt som Tjavs, men da stafetten nu er givet videre til Karen Leth Jensen, benyttede Kasper Haagensen også generalforsamlingen til at takke Tjavs, for hans store indsats gennem årene.

Poul Madsens lederpris blev også uddelt og gik i år til Jesper Skytte fra Nykøbing Falster Roklub. Prisen blev modtaget på vegne af Jesper, af Thomas Kaare fra klubben. Senere på dagen, blev generalforsamlingen oplyst om, at Jesper Skytte desværre ikke længere er iblandt os. Dette blev markeret med 1 minuts stilhed, til ære for Jesper og den enormt store indsats han nåede at gøre for klubben på Falster.

Selve prisen udløste også en stående applaus til Jesper, da den blev uddelt

Slutteligt kunne forbundets bestyrelse takke for en god dag og melde på gensyn i 2027 d. 13. marts, samme sted.

Så snart referatet er gennemskrevet og godkendt, vil det blive offentliggjort på roning.dk. Det samme gælder for de præsentationer, som blev brugt under formiddagens oplæg.