wave Created with Sketch.
Se alle nyheder
For at kunne tage hul på sæsonen 2020, er faste træningsmakkere blevet nøgleordet for Danmarks største roklub

Af Bianca Toftebjerg | Primær foto: Dorthe Jensen

Så småt er de danske roere begyndt at kunne komme på vandet, efter 5,5 uge med coronalukkede roklubber rundt omkring i landet.

Men det er langt fra den samme måde at ro og træne på, som de danske roere er kommet tilbage til. I Danske Studenters Roklub har man helt tydeligt kunnet se, at de nye tiltag som bestyrelsen har indført, har ændret på den måde klubbens medlemmer ror på.

Billedet her viser hvordan DSRs medlemmer roede på fra maj sidste år. De gule cirkler er enkelte roere, mens de blå striber viser hvordan medlemmerne har roet sammen i mange forskellige konstellationer.

Billedet her viser hvordan DSRs medlemmer ror nu, efter corona har påbudt medlemmerne at træne i faste, små grupper.

Og medlemmerne har været gode til at tilpasse sig forklarer formand for DSR, Kasper Haagensen:

”Sæson 2020 har været noget anderledes, vi valgte at lave hold på max 6 personer som kunne ro sammen. Det har vores medlemmer været utroligt gode til at melde ind på. Samtidig har trænerne og rochefer været gode til at fordele indenfor. Det har krævet nogle ændringer af, hvordan vi gør tingene. Men billedet viser meget tydeligt, at vi i Rosporten tager vores del af ansvaret, for at undgå smittespredning og forsamlinger på mere end 10 personer.”

Selvom det er gået godt med at lave små grupper, så klubbens medlemmer igen så småt kan komme ud og ro, er der også negative sider forbundet med at Danmarks største roklub, har måttet lave nye måder at ro på forklarer Kasper Haagensen:

”Billedet fra 2019 udgør også instruktion af 40-50 nye roere, som typisk vil komme ud med nyt mandskab på hver instruktionstur. Og desværre viser billedet fra 2019 jo et generelt højere aktivitetsniveau end det vi ser nu, og det er trist, at vi har måttet skrue så meget ned. Vi ønsker i roklubben at tage ansvar, det er vores samfundspligt.”

I DSR har man endnu ikke startet instruktion af nye roere op, og i øjeblikket står 20 nye medlemmer fra vintersæsonen klar og lige så mange har skrevet sig op på ventelisten på www.danskestudentersroklub.dk