wave Created with Sketch.
Se alle nyheder
Hos visse både var der plads til forbedringer, men der var også masser af opløftende danske præstationer på VMs førstedag

Af DRC Pressechef Svend Bertil Frandsen

(W4-)
Kvindernes firer uden styrmand med Lærke Berg Rasmussen, Christina Juhl Johansen, Frida Sanggaard Nielsen og Ida Gørtz Jacobsen, der uden tvivl er et af dansk ronings største medaljehåb ved VM, fik en fin, men ikke gnidningsfri start på VM. To både ville gå videre til semifinalerne fra dagens indledende heat, og Danmark indtog fra start til slut andenpladsen efter Holland. Danskerne var i mål 3, 47 sek. fra den hollandske båd og 2, 62 sek. foran England på en dag, hvor pigerne ikke helt kunne få tingene til at spille som de plejer. Efter dagens ræs sagde Ida Gørtz Jacobsen: ”Det gik egentlig ok for vi er jo videre. Men vi roede ikke helt lige så godt, som vi gerne ville. Og vi har noget at forbedre ind til vi skal i ilden igen på torsdag. Vi sad ikke lige så godt for det som vi ofte har gjort til træning, når vi har roet distancer og vi holder det ikke helt lige så flydende og dynamisk. Men mon ikke det snart kommer.

(M2-)
Bastian Secher og Joachim Sutton har i træningslejren i Østrig vist opløftende momenter, og derfor var deres start i Linz også imødeset med stor spænding. Og danskerne viste fra start, at de kan blive en ”dark horse” i spillet om OL-billetterne. Fire både ville gå videre til kvartfinalerne, og danskerne lå komfortabelt på tredjepladsen halvvejs i løbet. Men så tabte man rytmen lidt og med 500 meter igen lå man kun 0,04 sek. foran USA, som indtog femtepladsen. Men med en meget stærk spurt sikrede danskerne sig tredjepladsen og billetten til kvartfinalen. Bagefter sagde Bastian Secher: ”Det var en god start og vi er i lidt bedre form end i Rotterdam. Vi gik hårdt ud, og det var fedt at se, at vi kan være med, når vi starter. Så blev det lige lidt rough over midten, hvor vi kom tæt på Brasilien og USA. Så da vi mangler 700 meter hjem måtte vi lige steppe et gear op, og få 3.pladsen i land.”

(LM2x)
Emil Espensen og Alexander Modest har vist meget stabil form sæsonen igennem og de er helt sikkert at regne som kandidater til en OL-billet. I dagens indledende ræs fortsatte de stabiliteten og tilsluttede sig hurtigt den trio af både, der satte sig på de tre pladser, der gav videre adgang til kvartfinalerne. Japan og Indien kunne intet stille op, da Irland, Schweiz og Danmark rykkede og i mål på tredjepladsen havde Emil og Alexander opbygget et forspring på mere end syv sekunder ned til Japan. Det var også en tilfreds Emil Espensen, der efter løbet satte ord på dagens præstation: ”Det var et ok første løb, vi havde hernede. Vi føler, at vi har en del mere at give af, men vi har den rytme, som vi har haft gennem hele træningslejren i Østrig og som har været rigtig god. Så det sidste vi skal gå ud og gøre i kvartfinalen, det er at få båden til at flyve ned over banen. Vi hviler lidt i, at nu har vi rytmen og nu skal vi ud og ro rigtig kaproning. Vi er tæt på, at finde grænsen for hvor vi skal være med. ”

(LW1x)
Det lykkedes desværre ikke for Mathilde Persson, at komme videre til semifinalen i første hug. To både ville gå videre og Mathilde endte på fjerdepladsen. Mathilde roede et flot og stabilt løb og indtog fjerdepladsen fra start til slut. Bagefter var det også en meget ærlig of tilfreds Mathilde, der kunne gøre status. ”Jeg synes det var en rigtig god præstation i dag. Selvfølgelig gjaldt det om at blive et eller to og det blev jeg ikke, jeg blev nr. fire. Men jeg har haft en svær sæson. Jeg har været konsekvent rigtig dårlig i mine indledende løb til alle konkurrencer, jeg har stillet op i i sæsonen. Jeg har været frosset af nervøsitet og angst for at være en kæmpe fiasko. Så at jeg går ud i dag, laver en stabil præstation og har det rigtig godt i hovedet er for mig et kæmpe spring. Jeg var ikke nervøs, jeg var spændt på det her løb, og jeg synes også at man kunne se det på min roning. Jeg ror op til mit tekniske niveau, der mangler noget på trykket ned over banen, og jeg kom i mål med følelsen af at jeg havde mere i mig. Det bliver hårdt at komme i den semifinale, men jeg tror på det”.

(W1x)
Fie Udby Erichsen er klar til kvartfinalen efter at hun i meget komfortabel stil bookede sin billet til kvartfinalen i et indledende løb, hvor hun sammen med Englands Victoria Thornley var de andre konkurrenter meget overlegen. Det var også de to forhåndsfavoritter, der fra start dikterede tingene mod roere fra Finland, Qatar og Egypten, der ikke kunne stille noget som helst op mod det pace, der blev sat af Thornley, der vandt løbet foran Fie med behørig afstand ned til resten af feltet. Bagefter var træner Mads Haubro også tilfreds. ”Udmærket præstation. Hun er sikkert videre og roede godt i perioder. Roningen spiller bedst for de først 6-800 meter, hvor GBR driller hende lidt i hovedet og teknikkeen falder lidt fra. Det forlænges af et længere stykke med dønninger hen over tredje 500 meter. Det er god for hende at prøve banen af. Nu ved hun, at den del af distancen, hvor mange både ligger og varmer op eller ror af kan være vanskelig at ro pga svært vand.

(M4-)
Efter deres imponerende fjerdeplads ved World Cuppen i Rotterdam har der været stor optimisme omkring herrefirerens chancer for at nuppe en OL-kvalifikationsplads. Og det er der stadigvæk. Søndagen blev dog en dag til glemmebogen, hvor Frank Steffensen, Tobias Kempf, Tøger Berg Rasmussen og Frederic Vystavel ikke rigtig formåede at finde det niveau, som de momentvis har vist i træningslejren i Østrig ifølge træner Thomas Poulsen. Kun en båd ville gå videre til semifinalen fra indledende heat, og med Australien og Holland i heatet vidste man på forhånd at det ville blive en meget vanskelig opgave. Opgaven var at formindske afstanden til favoritterne, så man kunne gå ind til opsamlingsheatet med stor moral, og den opgave lykkedes ikke helt for Danmark sluttede 8.00 sek. efter Australien. Det gode er, at der stadig er tid til at nye slag kan vindes, nu skal man bare have det niveau frem, som man momentvis viste i træningslejren.

(M1x)
Sverri S. Nielsen viste forrygende form i Poznan, og trods presset fra favoritrollen gentog han kunststykket i Rotterdam i en skarp duel med sin norske træningsmakker Kjetil Borch. Derfor er Sverri naturligvis kommet til Linz med masser af selvtillid. Søndag klarede sin første styrprøve med bravour i indledende heat, da han med et skarpt tempo udelod enhver tvivl om udfaldet. Det skal siges, at konkurrenterne ikke normalt er dem, der stjæler overskrifterne med store præstationer, men Sverris overlegenhed var ikke desto mindre imponerende. Det lignede næsten en træningstur for færingen, som kunne spare masser af kræfter allerede halvvejs i sikker tro på, at ingen kunne true hans dominans. To både ville sikre sig adgang til kvartfinalerne og den anden båd, der slap gennem nåleøjet var Sveriges Andreas Backeus, der i mål var 9,45 sek. efter Sverri.

(W2-)
Nina Hollensen og Trine Dahl Pedersen har hver for sig i forskellige bådtyper vist stort talent for roning. Men de mangler måske lidt at få vist formatet sammen, og dagens indledende løb heller ikke den åbning på VM som de havde drømt om. De fire første både ville kvalificere sig videre til kvartfinalen, men danskerne endte desværre på den femteplads, som ingen hold ønskede. Ved time trials i Rotterdam viste de, at de momentvis kan finde melodien, da de formåede at komme i semifinalen. Den melodi fandt de imidlertid ikke søndag i Linz, da de fra start til slut indtog femtepladsen. Danskerne sluttede flot af, da de roede de sidste 500 meter i næstbedste tid. Men det var desværre for lidt for sent, da danskerne i mål var mere end fire sekunder efter Rusland, der snuppede den sidste plads til kvartfinalen.