wave Created with Sketch.
Se alle nyheder
Ungdomsroerne i Holstebro kan ikke kun ro, de kan også snildt lige få klargjort til en regatta

Af Bianca Toftebjerg | Billeder: Holstebro Roklub

I den kommende weekend bliver Vandkraftsøen indtaget af en masse, særligt unge, kaproere fra hele landet, der skal give den gas til et af de mesterskaber i Danmark, som i den grad er skabt præcis til dem.

Der er nemlig Årgangsmesterskaber i Holstebro, og mesterskaberne er langt hen ad vejen en kaproning for de unge kaproere i Danmark og af de unge kaproere i Danmark, eller i Holstebro.

I Holstebro er det nemlig klubbens ungdomsroere, som sørger for at gøre regattaklar i ugerne optil, og det med alt hvad det indebærer som eksempelvis at få lagt baner og broer ud.

En af de som har hjulpet til i flere år, og nu er med til at lære de nye roere op, er ungdomstræner Andreas Hunskjær. Og årsagen til, at det er ungdomsroerne som skal gøre arbejdet, er ret klar, når man spørger ham:

”Vi skal lære ungdomsroerne i klubben, at man skal tage ansvar over for sig selv og for de midler vi har i klubben. Det frivillige arbejde er rigtig meget værd, og det skal ungdomsroerne jo også lære, for ellers kan klubben ikke løbe rundt.”

At få klargjort alt det praktiske til en regatta, er ikke gjort på en eftermiddag, men det er ikke en hindring fortæller Andreas Hunskjær:

”Der bliver lagt mange timer i det, og de unge er gode til at hjælpe til med det hele og hjælpe hinanden. Samtidig er det hyggeligt at samarbejde på tværs, fordi man lærer hinanden at kende på en anden måde.”

Selvom det ikke er alle, der synes det lyder lige fedt første gang, så gør det gode fællesskab at de hurtigt skifter mening. Og fra gang til gang er et sted mellem fem og otte ungekaproere med varierende erfaring inden for regattaklargøring samlet.

Der er ingen tvivl om, at Holstebroroerne er effektive, og det ikke gælder ikke kun i opsætningsfasen. Hvis man kommer forbi Vandkraftssøen blot et par timer efter det sidste løb er roet på søndag, så vil det nok være svært at få øje på, at der netop har været kaproning. Normalt er oprydningsarbejdet nemlig en ret effektiv affære, som ikke tager meget mere end en times tid.

En håndfuld af de seje Holstebroroere, som er i fuld gang med regattaklargøring

De seneste to år, har mesterskaberne ikke været velsignet rent vejrmæssigt. 2018 bød på et startanlæg, der fredagen forinden var blæst i stykker af en storm, mens det sidste år var både blæsevejr og tordenvejr, som forstyrrede mesterskaberne.

I år tegner det dog til, at roerne får fladt vand og solskinsvejr til weekendens regatta. Men selvom det kunne være hyggeligt at svinge forbi, så er der på tilskuerpladserne ved dommertårnet kun adgang for roere, trænere og ledere. Som skal huske god afstand.

Arrangørerne henviser øvrigt publikum til den modsatte side af søen af hensyn til forsamlingsforbuddet. Og minder selvfølgelig om, at alle skal huske at holde god afstand.

Startlister kan findes i Regattahæftet, hvor du også kan se de præcise corona-retningslinjer som arrangørerne har fastsat for regattaen.