wave Created with Sketch.
Se alle nyheder
Kalundborg Roklub satser på ungdom gennem skolesamarbejde

Onsdag d. 4. maj dannede Kalundborg Hallerne rammen om endnu en regional finale i Danmarks Stærkeste Klasse 2016. Igennem foråret har Kalundborg Roklub, med Niels Jørgen Jacobsen i spidsen, samarbejdet med 4 forskellige skoler. Klubben har dog et ønske om at samarbejde med endnu flere skoler, ”Vi vil gerne have mange flere skoler med. Det gør konkurrencen mere spændende og samtidig får vi bredt kendskabet til rosporten ud blandt endnu flere unge” siger Niels Jørgen.

Lån af ergometre
Roklubben har haft en trailer med romaskiner til låns, som har gjort det muligt for klubben at tilbyde klasserne at deltage i skoleroningskonkurrencen Danmarks Stærkeste Klasse. Med en trailer med romaskiner, har det været muligt for Kalundborg Roklub at instruere lærere og elever ude på skolerne. Eleverne har efterfølgende kunne træne og øve skift i maskinerne i perioden, hvor de har haft maskinerne ude på skolen.

Regional finale
I samarbejde med Dansk Forening for Rosport stod Kalundborg Roklub for afviklingen af regional finalen 4. maj, hvor 170 skoleelever fra 7 forskellige klasser i Kalundborg Kommune deltog. ”Mit ønske var at give alle elever en oplevelse svarende til det de vil kunne opleve ved at være med i landsfinalen. At vise eleverne at deltagelse i holdsport udvikler ens evner til samarbejde og at alle kan bidrage til fælles bedste” siger Niels Jørgen.

Forventningerne til konkurrencen var høje og eleverne var helt klar til at give den gas i romaskinerne. Tydeligt var det hos flere af klasserne, at der var blevet trænet og øvet skift, samarbejde og roteknik.

Først lød startskuddet for de fire 6. klasser, som roede på livet løs! Der blev heppet, svedt og kæmpet i maskinerne. 6. klasse fra Hvidebækskolen løb med sejren blandt 6. klasserne. De øvrige 6. klasser fra Raklev Skole og Rørby Skole roede sig også til flotte tider.

Der blev gået til stålet i romaskinerne

Efterfølgende blev det 7. klassernes tur til at konkurrere og her var stemningen også høj. Hvin, kampråb og intenst arbejde i maskinerne udspillede sig i hallen da konkurrencen blev skudt i gang. Også blandt 7. klasserne blev der roet flotte tider, men 7. b fra Hvidebækskolen endte med at løbe med sejren. Lige i hælene fulgte 7. a fra Hvidebæk Skolen og 7. c fra Rynkevangsskolen.

En dag på vandet
Skolernes deltagelse i Danmarks Stærkeste Klasse afsluttes med en dag på vandet i roklubben. I uge 24 slår roklubben dørene op for eleverne, som på skift kommer ned i klubben. Her har Kalundborg Roklub bl.a. lånt DFfRs EDON både, som gør det muligt for roklubben at give eleverne en sjov og sikker oplevelse på vandet.
På den måde sikrer roklubben at eleverne også får en oplevelse nede i roklubben og forhåbentlig vækker det interesse for roning blandt nogle elever. Når eleverne er på besøg i roklubben vil de få udleveret en folder omkring Kalundborg Roklubs ungdomstilbud, som roklubben har fået lavet i samarbejde med DFfR.

Sommer-roskole
Endnu et tiltag som Niels Jørgen og Kalundborg Roklub har lavet i forbindelse med klubbens skolesamarbejde og ungdomsarbejde generelt, er at arrangere en Sommer-roskole. Sommer-roskolen bliver der også reklameret for blandt skoleeleverne, som bl.a. får flyers med hjem om klubbens sommerferie aktiviteter.
Ved at arrangere en Sommer-roskole sikrer Kalundborg Roklub, at der er et godt og sjovt tilbud til eleverne for at prøve roning på vand umiddelbart efter deres skoleforløb.

Skolesamarbejdet er en investering for roklubben
Udover at lave en festlig dag for eleverne, er der også for klubben et mere fremtidsorienteret sigte med skolesamarbejderne.
Vi har som alle andre klubber behov for input i fødekæden af yngre medlemmer. Danmarks Stærkeste Klasse samarbejdet har været en indgang til folkeskolens ældste klasser, så eleverne kunne få en oplevelse og evt. øje for andre sportsgrene end de traditionelle” siger Niels Jørgen. Han erkender også, at klubben ikke skal forvente medlemsmæssig fremgang her og nu, men på sigt håber han, at nogle elever husker den positive oplevelse og vender tilbage.

Klubben planlægger igen i 2017 at følge op på samarbejdet med at indbyde skolerne til deltagelse Danmarks Stærkeste Klasse 2017 og fortsætte det gode samarbejde.

Sikkert er det, at Niels Jørgen og Kalundborg Roklubs engagement har skabt opmærksomhed og synlighed omkring Kalundborg Roklub blandt lokale børn og unge samt deres lærere.