5. September 2017:
Der var mange smil til Begynderkaproningen i Sorø
- Forside
- Nyheder
- Der var mange smil til Begynderkaproningen i Sorø
Af Bianca Toftebjerg, [email protected]. Billeder: Elsebeth Kirkevang
Begynderkaproningen “Nordea Cup” er for roere, der ikke tidligere har vundet medalje i åbne kaproningers A-finale 2017. Distancen er 500m, og der roes løb i singlesculler, dobbeltsculler og dobbelt firer for nye roere i alderen 10 år og opefter. Foruden Sorøs egne roere havde begynderkaproningen også besøg af roere fra Randers Roklub, Bagsværd Roklub, Sønderborg Roklub, Rødvig Roklub, Roklubben Viking, Køge Roklub og N.S Roklub.
Begynderkaproningen var lige ved at blive aflyst, men da tilmeldingerne fra Bagsværd Roklub kom ind i sidste øjeblik, valgte man at gennemføre kaproningen for de 56 tilmeldte. Sorø Sø dannede de perfekte rammer for kaproningen, og roklubben var fyldt med glade roere fortæller kaproningschef og arrangør Peter Lindblom:
”Vi havde en rigtig god dag, med godt vejr. Der var en del spændende opløb, og mange af dem blev afgjort lige ved målstregen. Medaljerne de raslede, for nogle roere havde stillet op i alle fire bådtyper. Da dagen var overstået, var alle de deltagende roere ti meter højere og ti kilo tungere, på grund af alle de flotte medaljer som de havde vundet på vandet.”
God debut på kaproningsbanen
Randers Roklub, der lige har startet en ny ungdomsafdeling op, var med til begynderkaproningen. Det var den første kaproning, både for ungdomsroerne men også for trænerne.
Leder af ungdomsafdelingen Jesper Dissing Henckel fortæller at den lange tur til Sorø var det hele værd:
”Denne her tur var rigtig god for vores piger, og jeg tror vi har et par drenge der er ærgerlige over de ikke var med. Selvfølgelig var pigerne nervøse undervejs, men begynderkaproningen er en god måde at starte på. Man lærer basistingene, og bliver introduceret for hvad det vil sige at ro kaproning. Det har været en super oplevelse og vi har været super glade for det og det bliver til mange flere regattaer fra vores side til næste år.”
I Sønderborg Roklub er historien tæt på den samme, her har man også gjort en indsats for at få flere ungdomsroere i klubben. Sønderborg havde 2 drenge på 12 og 14 år med til Sorø i weekenden. Klubben lavede en udflugt ud af turen, og instruktør for ungdomsroerne Leif Nielsen glæder sig over en velarrangeret regatta:
”Det var et rigtig godt arrangement, hvor vores to drenge fik en rigtig god oplevelse. I trygge rammer fik de afmystificeret, hvad det vil sige at ro kaproning. I starten var de meget nervøse, og bekymrede for om de kunne finde ned til start. Men banedommerne var rigtig gode til at hjælpe, og man kunne mærke at det var noget de havde prøvet før. Den ros skal Sorø Roklub have, det var et rigtig godt arrangement.”
Det er første gang i mange år, at Sønderborg Roklub har haft ungdomsroere med til kaproning, og planen er at man i den sønderjyske klub skal have gang i kaproningen igen.
Både Jesper Dissing Henckel fra Randers Roklub og Leif Nielsen fra Sønderborg Roklub understreger at arrangementet i Sorø var veltilrettelagt og at både de, men også deres roere kom hjem med en rigtig god oplevelse i bagagen. Begge er heller ikke i tvivl om, at man med stor sandsynlighed kommer til at se mere fra dem på kaproningsbanerne i 2018.
Sorø Roklub er klar igen til næste år
Sorø Roklub har afholdt begynderkaproning i mange år, og det vil de gerne fortsætte med, for det er en god måde for helt nye roere at starte op på. Til kaproningen er alle nemlig sikret løb, nogen at ro mod og selvfølgelig også medaljer.
Arrangør Peter Lindblom ser frem mod næste år, hvor han håber at endnu flere roere kan få deres kaproningsdebut på Sorø Sø:
”Vi håber at se rigtig mange roere til begynderkaproning til næste år, i 2018 hvor Sorø Roklub også fylder 100år. Vi er glade for at afholde kaproningen, for det er en dag hvor klubben bliver fyldt af spændte og glade børn, som gør det hele værd.”
Afslutningsvis sender Peter Lindblom en stor tak til alle de frivillige, som er med til at gøre Begynderkaproningen til det den er, for uden dem kunne det ikke lade sig gøre.