wave Created with Sketch.
Se alle nyheder
Når Senior EM på fredag skydes i gang, så er det med intet mindre syv danske både til start

I år er EM for seniorroerne placeret under en måned inden VM venter i slutningen af august, derfor er målet med deltagelsen i weekendens mesterskaber, heller ikke udelukkende gode resultater, men i høj grad også erfaringsopsamling.
15. juli offentliggjorde vi 5 ud af 7 EM-hold. De sidste to både er nu også sat, så du kan se alle EM-hold her.

Når EM ligger tæt på VM, skifter formålet

Landsholdet i roning tæller ved dette EM i alt 13 atleter fordelt på 7 både, hvoraf to af bådene er i mix-klasserne og derfor er dobbel-op-projekter.
Landstræner, Jens Vilhelmsen, fortæller at EM i år har et lidt anderledes fokus, fordi det kalendermæssigt ligger meget tæt på årets sæsonhøjdepunkt, nemlig VM:

”I år kommer vi til at bruge EM som et pejlemærke for, om vi formmæssigt er på rette vej, forud for VM, der ligger i slutningen af august. Det betyder ikke, at vi ikke har nogle forventninger til vores hold. Men vores primære formål med at deltage, er at samle løbserfaring.”

Forklarer landstræneren og fortsætter:

”Vi har nogle, i international konkurrencesammenhæng, uprøvede konstellationer med, som det bliver spændende at følge. Ligesom vi ser frem til at starte i mix-klasserne, hvor vi er med, for at gøre os vores første erfaringer med at sætte mix-hold.”

I år er EM meget komprimeret og afvikles over blot tre dage, fredag-søndag. Europamesterskaberne afvikles i Varese, ITA, i den kommende weekend. Mesterskaberne starter med indledende løb i de klassiske bådtyper, fredag formiddag og enkelte semifinaler om eftermiddagen. Lørdag er der C-, B, Semi- og A-finaler på programmet, søndag er der indledende i mix-klasserne, samt B- og A-finaler.

Du vil kunne følge mesterskaberne her på roning.dk, på Facebook og på Instagram. Fra fredag eftermiddag vil det også være muligt at følge med på livestream.