23. October 2025:
Nyhedsbrev fra formanden, oktober 2025
- Forside
- Nyheder
- Nyhedsbrev fra formanden, oktober 2025
Af Kasper Haagensen, formand Dansk Forening for Rosport
Vintersæsonen står for døren
Efteråret er over os, og standerne rundt om i roklubberne tages nu ned – et sikkert tegn på, at vintersæsonen begynder. Hvad byder vinteren på i din klub?
Siden 2020 har vi i Dansk Forening for Rosport arbejdet målrettet med at udvikle eRoning som koncept, og i år rundede vi klub nummer 100, der er koblet på.
eRoning gør det muligt for roklubber at holde træningen og fællesskabet i gang hele vinteren – uden store omkostninger og uden krav om faste trænere.
Min personlige vision er, at roning skal være en helårssport. Når sommeren bliver til efterår, skal det naturlige svar være: vi fortsætter bare fællesskabet og træningen i klubben – på samme tid og med de samme mennesker.
“Roklubben – fremtidens maritime forsamlingshus”
Efter Hovedgeneralforsamlingen i marts har vi arbejdet videre med projektet Roklubben – fremtidens maritime forsamlingshus.
Initiativet kommer til at hjælpe 30 roklubber med at udvikle sig til moderne, maritime forsamlingshuse, hvor fællesskab, bevægelse og lokale relationer er i centrum.
Gennem åbent hus-arrangementer, roskoler og målrettet digital markedsføring inviteres mennesker i alle aldre og med forskellig baggrund aktivt ind i foreningslivet. Målet er at gøre det nemt at tage det første skridt ind i roningens fællesskab – uanset erfaring eller fysisk form.
Med annoncer, der når over 100.000 personer, forventer vi 150–200 nye medlemmer. Projektet styrker frivilligheden, øger aktivitetsniveauet og gør klubberne til samlingspunkter på tværs af generationer.
Tør-medlemmer eller rigtige medlemmer af roklubben
Der er ingen forskel på de to begreber. Alle, der ønsker at være en del af vores roklubber på lige fod med de øvrige medlemmer, skal naturligvis være velkomne.
Vi ser nye medlemmer som fuldgyldige medlemmer af roklubben – den eneste forskel er blot, at de starter på et andet tidspunkt af året.
Og naturligvis skal de også have mulighed for at komme på vandet, når rosæsonen begynder til foråret.
De deltagende klubber er blandt andet fra:
Gjøl, Munkebo, Roforeningen KVIK, Lemvig, Esbjerg, Horsens, Skovshoved, Tissø, Bagsværd, Rungsted, Haderslev. Ribe, Strib, Rudkøbing og Præstø.
En stor tak til de fonde, som allerede har gjort projektet muligt:
I alt 862.500 kr. i støtte – tusind tak!
Få et klap på skulderen helt gratis.
Østifternes Jubilæumsfond har gjort det muligt for os, at invitere dig og dine klubkammerater til en fest i Københavns roklub den 8.11.2025 fra kl. 14-20. Vi starter i sportstøjet og præsenterer jer for alle de nye muligheder vi tilbyder på eRoning.dk. Vi har i alt 6 workshops, du kan nå to forskellige i øbet af eftermiddagen. Om aftenen er der networking og en super lækker tapasbuffet. Alle er velkomne. Vi har fortsat 100 ledige pladser. Se programmet og tilmeld dig her.
Sportslig succes, udskudt DM og økonomiske udfordringer
VM i Shanghai gav os endnu et højdepunkt: Frida Sanggaard Nielsen fra Bagsværd Roklub hjemtog en flot bronzemedalje. Stort tillykke til Frida og hele holdet!
Desværre tvang vejret os til at udskyde Danmarksmesterskaberne. Med middelvind på 12 m/s og vindstød op til 24 m/s kunne vi ikke forsvare at samle klubberne på Bagsværd Sø.
Ny dato er søndag den 26. oktober, og alt tyder på, at vejrguderne denne gang er med os.
Husk: Hvis jeres vinterreglement normalt træder i kraft ved standerstrygning, bør i lokalt beslutte at udskyde det til mandag den 27. oktober, så jeres roere fortsat kan deltage i DM.
Desværre har Team Danmark valgt at stoppe støtten til kraftcentrene.
Vi har derfor været tvunget til reduceret støtten markant og opdelt midlerne i tre puljer:
Vi må bruge midlerne ansvarligt – hver krone der kommer fra fællesskabet – skal komme fællesskabet til gode.
Udvalgsseminar og ny strategi
Den 7.–8. november samles hovedbestyrelsen og alle udvalg til seminar i Idrættens Hus.
Her præsenterer vi forbundets nye strategimål for de kommende år og inviterer til dialog om, hvordan vi sammen skaber ejerskab og retning.
Jeg glæder mig til at få jeres input og energi med i arbejdet.
Møder og kommende aktiviteter
Fokus på respekt og god tone
Hovedbestyrelsen fortsætter arbejdet med nultolerance over for upassende sprogbrug.
Dommerne har fået tydelige retningslinjer og handlemuligheder, så vi alle kan være trygge i et respektfuldt miljø – både på og uden for vandet.
Tak og god vintersæson
Jeg vil ønske jer alle en rigtig god vintersæson.
Brug tiden i klubhusene, hold gang i træningen – og husk, at fællesskabet er lige så stærkt i november som i juli.
Med venlig hilsen
Kasper Haagensen
Formand, Dansk Forening for Rosport