wave Created with Sketch.
Se alle nyheder
I weekenden var 11 danske roere fordelt på fem både i Italien for at deltage i årets Coupe de la Jeunesse og med sig hjem bringer den danske U19 landsholdstrup både en guld- og en bronzemedalje

Af Bianca Toftebjerg, [email protected]
Billeder: Bente Holmquist

Det er blot anden gang at Danmark er repræsenteret ved CDLJ mesterskaberne, men dette afholdte ikke de danske U19 roere fra at vise, at de sagtens kan gøre sig gældende.

Både lørdag og søndag var Danmark blandt de medaljetagende lande, hvor den lørdag var af bronze, vundet af pigerne i dobbeltsculler og søndag var medaljen, som drengene i toer uden fik hængt om halsen, af guld.

Coupe de la Jeunesse er sat op sådan at roerne, med ganske korte mellemrum, ror både indledende og finaleløb, noget der gør at konkurrencen bliver lidt ekstra hård, fortæller mandskabsleder Niels Holmquist:

”Mesterskaberne bar præg af den hårde konkurrenceform det er, når de to løb roerne skal ro ligger lige efter hinanden, med få timers mellemrum. Men det er noget roerne lærer meget af, og det er tydeligt, at det er nemmest for dem der har prøvet det før. Men både lørdag og søndag har vi set gode præstationer fra de danske roere, som i den grad har levet op til de forventninger der var til dem – og nogen måske endda lidt over.”

Videre fortæller Niels Holmquist at der gennem hele weekenden har været god stemning blandt de danske roere, og at den danske præstation, sammenlignet med sidste års, er blevet klart forbedret.

De samlede danske resultater

JW1x med Laetitia Panero Bommer (Hadsund) bliver lørdag nr. 4 i sin B-finale, og søndag slutter hun ligeledes på fjerdepladsen i B-finalen.

JW2x med Clara Hornnæss (KVIK) og Kristine Søndergaard Hansen (Furesø) bliver lørdag nr. 3. i deres A-finale og snupper dermed bronzemedaljen hjem til Danmark. Søndag slutter pigerne på sjettepladsen i deres A-finale.

JW2x pigerne ved medaljeceremonien lørdag

JM2x med Aske Storm (Viking) og Rasmus Aagreen Lind (Sorø) blev lørdag nr. 6 i deres B-finale mens de i deres B-finale søndag, bliver nr. 3.

JM4x med Jeroen Grimmelikhuijzen (Bagsværd), Victor Hellmann Lauritsen (Roskilde), Casper Girke Christensen (DSR) og Jannick Wly Andersen (Sorø) bliver lørdag nr. 5 i deres B-finale, og søndag slutter drengene på sjettepladsen i deres A-finale.

JM2- med Frederik Geertsen Lund og Oliver Schiltknecht (begge Holstebro) bliver lørdag nr. 4 i deres A-finale. Søndag ror drengene et fremragende løb og slutter på førstepladsen i deres A-finale, og snupper dermed guldet hjem til Danmark.

De danske JM2- blev søndagens guldvindere