Nyhedsbrev fra Hovedbestyrelsen – juni 2019
Hovedbestyrelsesmødet for juni måned, blev afholdt i Haderslevs Roklub i forbindelse med klubbens 100 års jubilæum. DFfR bestyrelsen ville gerne ønske Haderslev Roklub hjertelig tillykke og samtidig markere de meget tætte bånd for samarbejde, som gennem mange år er opbygget mellem roklubberne i Sønderjylland.
Haderslev Roklub blev stiftet i 1919 hvor Sønderjylland var tysk og dengang var det ikke tilladt at flage med Dannebrog. Så da Haderslev Roklub blev stiftet, blev der i klubbens stander placeret tre hjerter, som er lig dem man finder i det danske våbenskjold. I nutidens Danmark markerer Haderslev sig som Danmarks største regatta-by, hvilket Haderslev kommune blev takket for at støtte op om. DFfR bestyrelsen ønsker stort tillykke til alle roklubber, som i år kan fejre jubilæum.
MERE ÅBNE REFERATER OG FÆRRE BILAG
DFfR bestyrelsen vil udarbejde referater fra møder på en mere åben og transparent måde. Dette skulle gerne tilgodese ønsker, som blev tilkendegivet på generalforsamlingen i marts. Det er således vigtigt for bestyrelsen, at informationer kan tilgås på roning.dk på en nem måde. Tidligere kunne man opleve, at indhold kunne findes i bilag, som ofte var med lange tekster. Den praksis ændres nu. Derved er det muligt for så mange som muligt at følge med i forhold, der lægger til grund for de beslutninger bestyrelsen træffer. Således vil bilag (fraset tekster med personfølsomme oplysninger eller indhold som anses som arbejdsnotater) indgå i det fulde referat som findes på roning.dk umiddelbart efter afholdelse af DFfR bestyrelsesmøder.
STRATEGI OG STRUKTURARBEJDE
Der har i løbet af forårsmånederne været drøftelser, hvordan der kan gennemføres en organisations og ledelsesanalyses af DFfR. På DFfR bestyrelsesmødet i april blev det således besluttet at inddrage en konsulent fra Danmarks Idrætsforbund. Personen, som Danmarks Idrætsforbund nu har udpeget, har stor ledelses og analyseerfaring og vedkommende vil være behjælpelig med en analyse af DFfR. Som led i analysen har ansatte på DFfR sekretariatet været inddraget samt medlemmer af DFfR bestyrelsen. Efter sommeren og i løbet af efteråret skal der gennemføres tre work-shops hver af en ½ dags varighed.
SEKRETARIATSCHEF
DFfR bestyrelsen nedsatte i marts et ansættelsesudvalg, der efter stillingsopslagets deadline d. 1 marts, skulle tilrettelægge indledende ansættelsessamtaler. Samtaler har nu været gennemført og ansættelsesudvalget, bestående af Anna Karina Gravad, Ole Søgaard, Marie Heide og Conny Sørensen, har i enighed, anbefalet en person til stillingen som ny leder af DFfR sekretariatet. Offentliggørelsen af den kommende sekretariatsleder finder sted i løbet af juni. Forventningen er, at vedkommende begynder arbejdet i DFfR sekretariatet primo august.
DFfR’S AWARD NIGHT 2019
Lørdag d, 30. november afvikles Award Night som det blev gjort med succes i 2018. Igen i år vil Protektor for DFfR H.K.H Prinsesse Benedikte vil være til stede og overrække priser. Disse forventes at rumme samme priskategorier som i 2018. Således vil H.K.H Prinsesse Benedikte overrække en pokal til DFfR DanmarksMesterklub i Motionsroning (vinderen af Motionsturneringen) og til årets unge kaproer vil der
blive overrakt en sølvnål, som bærer Prinsessens Royale monogram. Formand for Danmarks Idrætsforbund Niels Nygaard og direktør for Team Danmark Lone Hansen forventes at deltage i DFfR Award Night. Efter sommerferien vil der blive åbnet for bestilling af billetter til Award Night samt beskrivelse af hvordan der kan indstilles kandidater til årets priser. Sæt dog allerede nu kryds ved lørdag d. 30. november, hvor Danske Studenters Roklub vil være vært for festen.
Næste DFfR bestyrelsesmøde: d. 27 august.
Find referart fra det seneste møde her
KORT NYT
Langturspas
For at fremme brugen af DFfR’s udstationerede både, arbejder DFfR Langtursudvalg med tanker om at indføre et såkaldt Langturspas. Ideen er at man i forbindelse med brug af DFfR’s udstationerede både kan opnå et stempel for hver lokation.
Internationalt
Der vil være en række politiske møder i internationale fora, hvor det forventes, at
DFfR er repræsenteret. Jan vil være DFfR´s repræsentant ved Nordisk Roforbunds kongres i Thorshavn (5-7 juli), Henning er delegeret ved FISA kongres i Linz (2 september) og Marie er DfFR delegeret ved Coupe de la Jeunesse Assembly i Italien (3 august).
E-sport
Denne nye idrætsgren synes at boome. e-Fodbold har fundet et meget stort publikum. Og senest har cykling etableret sig som e-Sport. Danske roere har i mange år brugt ro-ergometre som et stabilt motionsredskab. De senere år er udviklingen eksploderet og i dag kan man ro om kap med folk fra hele verden. Det synes oplagt at undersøge om der kan etableres en model for e-Rosport, hvilket DFfR Roergometergruppen i første omgang vil se nærmere på.
Forsikringsgruppe
Ved Hovedgeneralforsamlingen blev der nedsat en gruppe, som skulle se på om
forsikringsmulighederne for danske roklubber kunne bedres. Derfor vil der snarest udsendes et spørgeskema, hvor hensigten er at indsamle information om skader, der er opstået ved roning.
Her kan du møde DFfR´s bestyrelsesmedlemmer hen over sommeren
5-7 juli – Sorø Regatta (Thomas Ebert)
24. august – DM finale Langdistancekaproning (Regitze Siggaard og Kasper Haagensen)
7. sept – Danish Open Coastal (Kasper Haagensen)
21. sept – DM Brabrand (Henning Bay Nielsen og Jan Poulsen)
—————————————————————————————————————-
30. november – DFfR’s Award Night (bestyrelsen)
—————————————————————————————————————–
Marie og Kasper vil tillige varetage hverv som DFfR dommere ved en række regattaer herunder Sorø regattaen.