1. July 2018:
Nyt samarbejde mellem roklubber giver nye rofarvande til medlemmerne
- Forside
- Nyheder
- Nyt samarbejde mellem roklubber giver nye rofarvande til medlemmerne
Af Jacob Søndergård, næstformand Nibe Roklub
Nibe Roklub har et mindre overskud af ro-sæder, og i Hvalpsund (- hvor ro-afdelingen er en del af Sejlklubben Nautilus), har man et tilsvarende underskud. Situationen har åbnet for et samarbejde, hvor Nibe Roklub nu har udstationeret en 2-årers inrigger i Hvalpsund, og samtidig giver begge klubber sine medlemmer muligheder for at ro i hinandens farvande – og klubberne har mulighed for at booke sig ind på hinandens ro-aktiviteter.
Med kun godt en halv times bilkørsel mellem de to klubber, er der gode muligheder for at udnytte det nye samarbejde.
I Kristi Himmelfarts dagene blev båden roet fra Nibe til Hvalpsund – med skifte i Aggersund – af: Martin Høgh, Hans Holm, Jacob Søndergaard, Birthe Hjort, Kirsten Gundersen og Lena Knudsen.
»Pigeholdet« blev behørigt budt velkommen i Hvalpsund af roer-formand Torben Pind.
– Ideen er hermed nu samtidig »sået« til et tilsvarende eller anden form for netværks samarbejde mellem roklubber, siger næstformand i Nibe Roklub Jacob Søndergaard.
Aftalen er formaliseret ved et skriftligt dokument, som er godkendt af begge klubbers bestyrelser – og Hvalpsund Roklub har påtaget sig forsikrings ansvaret for båden.