wave Created with Sketch.
Se alle nyheder
Den første selektion i damegruppen i DRC er foretaget

Af DRC Pressechef Svend Bertil Frandsen

På baggrund af det niveau, de har vist igennem efteråret og vinteren i ergometer såvel som på vandet i forskellige bådtyper, har cheftræner for damegruppen Mads Haubro valgt, at W4- kommer til at bestå af Anne Larsen (Odense), Frida Sanggaard Nielsen (Bagsværd), Marta Kempf (Odense) og Trine Dahl Pedersen (Holstebro). Disse er udvalgt i mellem de syv roere, som bruttotruppen til W4- projektet bestod af.

”Jeg har løbende vurderet hver enkelt roer over efteråret og vinteren. Det har været en meget tæt gruppe fordi de alle sammen ligger inden for få sekunder af hinanden i ergometer, og derfor har det været en meget tæt beslutning”, siger Mads Haubro.

Såfremt at de fire udtagne piger får den fart i båden, som man håber på, så bliver de udtaget til den første World Cup, der finder sted i Beograd fra den 1-3 juni. Derefter gennemfører man et selektionsforløb for at give de roere, der befinder sig i USA i øjeblikket en mulighed for at tilkæmpe sig en plads på båden. De roere, der ikke har opnået en plads i båden i forbindelse med denne selektion kan også indgå i selektionen i juni såfremt, at de forbedrer deres niveau betydeligt.