30. July 2021:
Voldsomt skuffet Sverri Nielsen måtte nøjes med 4.plads i dramatisk finish
- Forside
- Nyheder
- Voldsomt skuffet Sverri Nielsen måtte nøjes med 4.plads i dramatisk finish
Af DRC Pressechef Svend Bertil Frandsen
Sølle 0,15 sek skilte Sverri Nielsen fra at vinde bronze og give dansk roning sin anden medalje ved OL i Tokyo, da A-finalen i herrernes singlesculler fredag udviklede sig til en højdramatisk affære mellem Sverri, Stefanos Ntouskos, Kjetil Borch og Damir Martin. Efter at den tyske verdensmester og forhåndsfavorit, Oliver Zeidler torsdag måtte se sig henvist til B-finalen, steg forhåbningerne om en dansk og færøsk triumf før fredagens A-finale. De sidste sæsoner har Sverri sammen med Zeidler og norske Kjetil Borch totalt domineret herrernes singlesculler, og som forventet var det også Sverri, der kom bedst ud af starthullerne of rundede 500 meter mærket først 0,04 sek. foran Borch.
Men på midterstykket måtte Sverri se grækeren Stefanos Ntouskos, der har været en gigantisk overraskelse ved OL, og som også vandt semifinalen, gå forbi skarpt forfulgt af Borch. Sverri formåede at svare igen og gå forbi Borch op på andenpladsen på den tredje 500 meter, hvor han var blot 0,61 sek. efter Ntouskos og 0,18 sek. foran Borch. Men så var der ikke mere tilbage i den færøske motor, Sverri faldt tilbage og for at drysse malurt i bægeret, måtte Sverri ikke kun se Borch men også kroaten Damir Martin gå forbi i slutfasen. I sandhed en bitter afslutning på OL, hvor Sverri ellers har vist forrygende roning på Sea Forest Waterway igennem hele regattaen.
Taknemmelig for støtten
Bagefter var det også en skuffet og bevæget Sverri Nielsen, der mødte de danske medier. ”Jeg har gjort, hvad jeg kunne. Jeg er ret stolt over det arbejde, jeg har udført. Jeg er ikke villig til at gå længere, end hvad jeg har gjort her de sidste par år, Nu skal man ikke sige, at jeg ikke får lyst om et par år igen. Men jeg var ret afklaret med, at det her var det sidste. Jeg synes, jeg har gjort, hvad jeg kan. Jeg er som sagt ikke villig til at gå længere end det her. Kroppen er også lidt presset. Så det er en beslutning, jeg har taget”, sagde Sverri, som var meget taknemmelig for den støtte han har fået.
”Jeg prøvede at udelukke det lidt, at der er så mange, der følger med. Men det betyder rigtig meget, og jeg håber, at de kan være stolte over det, som jeg har præsteret. Jeg gjorde i hvert fald, hvad jeg kunne, og jeg er meget taknemmelig for, at der er så mange, der har fulgt med”, sagde en bevæget Sverri Nielsen ifølge tv2.dk