10. October 2017:
VM-roere skal vise formatet til Testregatta
- Forside
- Nyheder
- VM-roere skal vise formatet til Testregatta
Af DRC Pressechef Svend Bertil Frandsen
Efter at sæsonens højdepunkt, VM i Sarasota, løb af stablen for blot ni dage siden, så nærmer testregattaen, som danner fundamentet for, hvorledes landsholdet kommer til at se ud i det kommende år, sig med hastige skridt. I den kommende weekend 14-15 oktober afholdes testregattaen som en del af den proces, hvor man tager sigte på, at afsløre det mentale, fysiske og tekniske potentiale hos landets fremmeste talenter for at vurdere deres mulighed for at blive en fast del af DRC
Alle danske roere der ønsker at komme i betragtning til DRC for sæsonen 2017 – 2018 samt de U23 roere som ønsker at komme i betragtning til U23 VM i 2018, skal deltage i testregattaen på Bagsværd Sø samt ergometertesten i perioden den 7. oktober til den 28. oktober 2017.
Ergometertest kan køres flere gange
Formålet med testregatta og ergometertest er at tydeliggøre hvad der i første omgang kræves for at blive en del af Danmarks Rocenter, samt hvordan man kommer i betragtning til U23-landsholdet. Testregattaen og ergometertesten har ligeledes til formål at danne grundlaget for bruttolandsholdet i DRC i de kommende måneder efter testregatta og ergometertest.
Ergometertesten kan køres i perioden fra den 7. oktober til og med den 28. oktober. Det er tilladt at gennemføre testen flere gange i den periode, men det er kun tilladt at indsende ét resultat. Fra landstrænernes side opfordres der til at ergometertesten køres flere gange såfremt der er en mulighed for forbedring af resultatet, uagtet af om man ligger tæt på eller længere fra kravet.
Stor mundfuld
For alle landsholdsroere, der var med til VM i Sarasota, er testregattaen en temmelig stor mundfuld på nuværende tidspunkt eftersom de fleste af dem har lidt voldsomt af jetlag siden de vendte til København. En af dem er Christina Juhl Johansen (DSR), der jo som bekendt gjorde det fremragende ved at vinde bronze i W2- ved VM sammen med Hedvig Lærke Berg Rasmussen.
”Det går bedre, det går fremad. Jeg har kæmpet meget med jetlag, det har været svært, og jeg synes faktisk stadig ikke, at jeg er ovre det endnu. Jeg er begyndt at sove om natten, men det er ikke den gode søvn, der er vendt tilbage endnu. Vi kom hjem tirsdag (3.oktober, red..), og så har vi haft ca. 14 dage til at forberede os. Lærke har været lidt små-syg, vi har begge to være utroligt trætte, og mandag (9.oktober, red..) er den første gang, vi træner igen”, siger Christina således.
Ikke mange ressourcer tilbage
VM-roerne har alle været igennem en meget mental og fysisk hård træningslejr, der tog hårdt på ressourcerne ikke mindst på grund af orkanen Irma. Christina forklarer også, at man efter hjemkomsten nu skal vænne sig til en anden hverdag og at det efter et meget stort højdepunkt i karrieren nu er vanskeligt hurtigt at skulle sætte sig op til en ny test.
”Det har været en lang tur til USA, vi har været igennem meget og oplevet meget. Der har været mange udfordringer, og vi har været presset på mange parametre, så nu handler det også meget om at skulle finde tilbage i den daglige rutine med også at skulle vaske tøj, købe ind, gøre rent igen, ting, som vi har været vant til blev gjort for os i det tidsrum, vi var væk. VM var noget, vi havde arbejdet hen i mod hele sæsonen, så sammenlagt med jetlagen føler jeg også, at jeg rent mentalt ikke har mange flere ressourcer lige nu”, slutter Christina Juhl Johansen.
Trods et hårdt program og en række slidte roere, er cheftræner for Dame-gruppen, Mads Haubro dog sikker på, at der er en meget spændende weekend i vente, hvor cremen af dansk roning igen får muligheden for at vise formatet. “Der er ingen tvivl om, at landsholdsroerne, der var med til VM har været igennem et hårdt program. Men jeg er også sikker på, at de går ind til weekenden med den fornødne motivation og det nødvendige overskud til virkelig at bevise deres berettigelse på landsholdet. Og på den baggrund tror jeg, at weekenden vil byde på rigtig flot roning”, siger Mads Haubro.