wave Created with Sketch.
Se alle nyheder
Der blev holdt et brag af en fest i Sorø Hallen i dag, da landsfinalen fandt sted.

Onsdag d. 1. juni 2016 dannede Sorø Hallen rammen om en fantastisk dag, hvor ikke mindre end 350 elever fra 6.-7. klasse var samlet for at dyste i Landsfinalen i Danmarks Stærkeste Klasse.

Vi håber på det bedste. Vores forventninger er, at vi klarer det godt og at vi stadig skal snakke pænt til hinanden og gøre det sammen som et hold. Jeg har lært at vi har et superfedt sammenhold i vores klasse og vi har gjort det rigtig godt sammen som et hold og arbejdet godt sammen, fortæller Søs Mortensen, elev på Alkjærskolen, Ringkjøbing, forud for konkurrencen.

Vores taktik er at ro så langt vi kan og så bare lave hurtige skift. Vi har øvet os rigtig meget på vores skift. Vi er allesammen rigtig spændte i dag. Vi kan jo se, hvordan de andre ror og vi kan se, at de ror rimelig godt. Vi er spændte på at se om vi kan slå vores egen rekord. Vi har trænet vildt meget sammen og er blevet rigtig gode venner, fortæller Viktor Emil Hansen, elev på Hellested Friskole, Stevns, forud for konkurrencen.

6. a fra Hvidebækskolen nær Kalundborg blev Danmarks Stærkeste 6. klasse og 7. c fra Ulkebøl Skole i Sønderborg blev Danmarks Stærkeste 7. klasse. Hvidebækskolen vandt med tiden 14:12,1 og Ulkebøl roede sig i til sejren i tiden 13:20,3. Der er på finaledagen blevet roet nogle rigtig flotte tider blandt alle de deltagende klasser!

Finalisterne kom fra hele landet og stemningen var helt i top i de timer landsfinalen stod på. Med kæmpe hjælp fra dommer René Andersen, Reiner Modest og en lang række frivillige fra Sorø Roklub blev finalestævnet afviklet gnidningsfrit og det var en fantastisk dag for såvel elever som hele teamet bag finalestævnet.

Hele arrangementet er gjort muligt af den millionstøtte DFfR har modtaget fra Nordea-fonden til ungdomssatsningen RoBattle – flere unge i dansk roning. Og Danmarks Stærkeste Klasse og dagens finalestævnet har helt sikkert en effekt ude i klasserne. Det har betydet rigtig meget at deltage i Danmarks Stærkeste Klasse! Det har betydet at eleverne er blevet bedre til at arbejde sammen og det har været superfedt at opleve. At få at vide, at de var gået videre til finalestævnet gav en holdstemning i klassen og en wow-oplevelse for dem allesammen. Jeg er stolt over at eleverne er gået til den og har sagt ”Jamen det her, det skal vi allesammen”, netop fordi konceptet er at alle skal ro. De har taget opgaven til sig. Det er alle eller ingen”, fortæller Jacob Thyssen, lærer på Alkjærskolen, Ringkjøbing.

Dansk Forening for Rosport takker for de mange elevers og roklubbers deltagelse og ser frem til at endnu flere skoleelever deltager i skoleturneringen Danmarks Stærkeste Klasse 2017.

 

Anna Karina Gravad har lavet denne fine video reportage fra dagen.

Den endelige stilling blev for 6. klasserne:

1. 14:12,1 – 6.a Hvidebækskolen
2. 14:23,1 – 6. kl. Skelbæk Friskole
3. 14:30,9 – 6.a Alkjærskolen
4. 14:49,3 – 6.b Vemmedrupskolen
5. 14:52,6 – 6.c Alkjærskolen
6. 14:56,0 – 6. kl. Stevns Friskole
7. 15:12,8 – 6.b Østre Skole
8. 15:31,8 – 6. kl. Hellested Friskole

Den endelig stilling blev for 7. klasserne:
1. 13:20,3 – 7.c Ulkebøl skole
2. 13:41,8 – 7. kl. Skelbæk Friskole
3. 13:46,4 – 7.b Hotherskolen
4. 13:49,0 – 7.a Frederiksberg skole
5. 13:54,4 – 7.b Store Heddinge Skole
6. 14:11,2 – 7.b Sakskøbing skole
7. 14:20,0 – 7.c Store Heddinge skole
8. 14:34,1 – 7. kl. Stevns Friskole