3. June 2018:
Turberetning fra ferielangturen til Tolo 2018
- Forside
- Nyheder
- Turberetning fra ferielangturen til Tolo 2018
Af Yvonne Olsen i Nykøbing Falster Roklub
Billeder: Diana Holm
Flyveturen over Europa var smuk, det var klart vejr og der var mulighed for at følge de store byer, bjergkæderne -og for, til sidst, at lande i Athen. I lufthavnen mødtes vi, 31 glade roere fra 18 forskellige klubber. Alle lige så forskellige, som deres kufferter.
Mens solen gik ned kørte vi de 179 km. i bus mod Tolo, med en lille pause ved Korintherkanalen.
I Tolo mødte vi Lise og Allan, som hjerteligt og tydeligt fik os fordelt i værelserne. Herefter fulgte et fælles måltid mad, en briefing om morgendagens tur, og så godnat.
Tolo er på denne tid af året, en turistby, som endnu ikke helt er vågnet fra vinterdvalen. Stranden med det lave vand, de lokale fiskere og den smukke udsigt, havde vi helt for os selv.
Hotel Romvi, som bestyres af Antonis, fungerede som den helt rigtige base. Udsigten var den bedste, et kig ud over bugten mod Kirkeøen og øen Romvi. Det opmærksomme, humoristiske og altvidende personale stod på tæerne for at servicere os døgnet rundt. Fra morgenmadens buffet, gennem de små lækre frokostretter og til den store tre-retters menu, som hver aften afsluttede dagen. Kølige øl, afsvalet rosévin og dejlige drinks, blev serveret på strandkanten, når vi hjemme efter ro-turene, skulle hvile musklerne i det gode selskab med dagens ro-kammerater. En svømmetur i det turkisblå vand, og en is i byen, hørte med til dagens program.
Roturene, som gik langs kysterne både nord og syd, bød på utallige smukke klippeformationer. Øerne i bugten, Romvi, skoleøen, kirkeøen, fiskeøen og fugleøen blev besøgt og roet omkring, både den ene og anden vej, hver gang med nye oplevelser. Ro-pauserne på de små tavernaer, blev nydt med en iskold frappé og et kig ud over det stille græskblå hav.
Mødet med de andre roere var en stor oplevelse. Forskellige måder, at skifte på, at lægge til, at afsige kommandoer m.v. gav anledning til at se på sin egen praksis med nye øjne og lære nyt. At sidde 3 roere sammen, en hel dag i en båd, betød samtaler om storpolitik, arbejdsliv, børn, familie og ikke mindst, alle de mere eller mindre sande røver-ro-historier. Vi har knyttet ro-venskaber, som betyder, at vi fremover vil besøge hinandens klubber, og på den måde udvide roningens glæder.
Lise og Allan er et kapitel for sig, kærlige indlevende mennesker med den helt store ro-viden. Altid opmærksomme på den enkelte roers velbefindende, samtidig med, at de har det helt store overblik. Med humor, vid og klar røst styrede Lise os godt igennem ugen. Med humor vid og et stille væsen, styrede Allan os godt igennem ugen. Vi var i gode hænder både i forberedelsen, udførelsen og efterbehandlingen af ro-turene. De havde overskud til at planlægge en sightseeing tur til Epidaurus, hvor vi så de utrolige græske udgravninger, og hvor Erika sang med sin smukkeste røst på pladen midt i amfiteatret.
Tusind tak for en helt igennem vel planlagt og uforglemmelig tur til Tolo i foråret 2018.